Stem NEJ til afskaffelse af forsvarsforbeholdet

Om to dage skal vi stemme om forsvarsforbeholdet. Skal det opgives? Afskaffes?

Danmarksbloggen anbefaler at stemme NEJ til at opgive forsvarsforbeholdet.

Ikke fordi Danmarksbloggen er imod et tættere samarbejde i Europa.

Danmarksbloggen er FOR et tættere europæisk samarbejde – også militært. Men det skal ske som et samarbejde mellem selvstændige nationer – ikke som et Europas Forenede Stater, som der drømmes om i Bruxelles, Berlin og Paris.

For det er dér, at vi er på vej hen – og har været det længe, også forsvarsmæssigt. Og også inden krigen i Ukraine. Se nedenstående link fra september 2021, hvor man kan læse følgende:

Europa-Kommissionen har tidligere foreslået flertalsafgørelser på en række afgrænsede områder inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den har bl.a. foreslået, at Ministerrådet skal skifte afstemningsprocedure fra enstemmighed til kvalificeret flertal på tre områder:

  • Holdninger til spørgsmål om menneskerettigheder
  • Afgørelser om indførelse af sanktioner
  • Afgørelser om at iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet

https://www.eu.dk/da/aktuelt/nyheder/2020/sep/kommissionen-vil-afskaffe-veto-i-sager-om-sanktioner-og-menneskerettigheder

Det er den sidste, der er interesseret ”At iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet” – dvs. at et flertal uden om Danmark kan sende danske soldater i krig eller til afrikanske lande for at sikre råstoffer og fossile brændstoffer til Europa, som er det, som mange EU-missioner har handlet om i fx Mali eller fremover i Sahel.

Summa summarum: Lang tid inden krigen i Ukraine var man i EU klar til et opgør med vetoretten, hvilket i praksis betyder, at det enkelte land ikke kan gøre noget, hvis et kvalificeret flertal i EU ønsker at sende soldater – også fra lande, som stemte nej til missionen – ud i krige eller såkaldte EU-missioner over hele verden.

Sådan er det, når noget er overstatsligt – og det er den vej, som EU bevæger sig. Ja, vi har allerede på mange områder afgivet suverænitet til EU.

NATO er derimod mellemstatsligt – dvs. ALTING afgøres nationalt – i det enkelte medlemsland.

Så for lige at skære det ud i pap:

NATO: Mellemstatslig institution. Her bestemmer det danske folketing om danske soldater skal sendes ud i krig.

EU: Overstatslig institution. Her bestemmer EU – og vel at mærke med Tyskland og Frankrig ved bordenden. Lande, som ikke kan glemme, at de engang har været kejsere. For nok har både tyskerne og franskmændene for længst afskaffet monarkierne, men ønsket om kongelig glans og kejserlig magt findes i stor grad stadig i Paris og Berlin.

Desuden er der kun 27 lande i EU, men hele 49 lande i Europa. Så det giver ikke mening at kalde EU for et europæisk forsvar. Der er 22 lande i Europa, som IKKE er medlemmer af EU. Flere af dem er derimod medlemmer af NATO – hvor vi også har England, Canada og USA.

Så det hele er faktisk enkelt:

Ønsker du Danmark som en del af Europas Forenede Stater (under ledelse af Tyskland og Frankrig), så stem ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Ønsker du at bevare Danmarks selvstændighed, så stem nej til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Og bare for lige at sige det højt: Afstemningen i overmorgen ER en principiel afstemning – nemlig én om Danmarks fremtid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tak, nej og hvordan har du det?

Ved første øjekast tænker man sensationsartikel i kombination med typisk dameblads-lommefilosofi, når man ser overskriften på nedenstående blog:

Kendt læge med dyster forudsigelse. Vi overlever ikke som art, hvis ikke du lærer dine børn disse tre ting

https://www.bt.dk/blogs/klar-laest-kendt-laege-med-dyster-forudsigelse-vi-overlever-ikke-som-art-hvis-du

Danmarksbloggen læste så videre alligevel, og undervejs i indlægget kommer der faktisk pointer med mening.

Budskabet er nemlig, at vi som menneskerace er kommet langt, fordi vi har været i stand til at række ud efter hinanden, forpligte os på hinanden og vise medfølelse overfor hinanden, men at netop disse ting er på kraftig retur i en verden, hvor vi får mere og mere travlt, og bliver mere og mere fjendtlige overfor hinanden.

Det ses både i hverdagen – og må Danmarksbloggen tilføje også politisk, hvor der skabes fjendebilleder og graves grøfter. Det er derfor vigtigt at lære ikke kun vores børn, men også os selv, at:

SIGE NEJ til de pludselig opståede behov som fx cola, en ny bluse – og lære at vente.

SIGE TAK til andre – og dermed vise sin påskønnelse.

SPØRGE ANDRE: HVORDAN HAR DU DET? For derigennem laver vi forbindelser med hinanden, som forpligter og betyder noget. Det er desuden en befrielse at slippe for hele tiden kun at tænke på sig selv og opnåelsen af egne mål.

Medfølelse og indlevelse i andre, mine damer og herrer – det er vejen frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark ud af EU? JA – og NEJ

Skal Danmark følge Storbritannien, hvis det bliver et nej til at blive i EU, når briterne skal til afstemning om EU-medlemskabet d. 23. juni?

Et flertal af danskere mener, at vi skal vente og se. Læs mere her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/maaling-overrasker-engell-saa-mange-er-klar-til-at-forlade-eu/6031490?ref=lokalavisen

Danmarksbloggen er derimod “politiker-klar i mælet” og mener JA og NEJ.

JA til at vi skal forlade det overstatslige magt-apparat, som EU har udviklet sig til. Men
NEJ til at vi skal forlade dén garant for fred og frihed i Europa, som EU startede som – og som det vel kan blive igen – med altså nogle andre politikere ved roret, både i Bruxelles og i de hjemlige parlamenter.

For vejen frem i Europa – og i resten af verden – er og bliver samarbejde. Men EU i den nuværende form er en kolos på lerfødder uden beslutningsevne og handlekraft – og uden kontakt med de befolkninger, som systemet til syvende og sidst er sat i verden for at tjene – og ikke omvendt.

Men sådan ser det nuværende EU-system ikke på sagerne. I stedet ødelægger de nuværende politikere med deres grådige magt-arrogance det sammenhold, der trods alt voksede frem i Europa, indtil det gik galt i 80´erne/90´erne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes Tusk med Juncker

Danskerne stemte nej i går.

Det er Danmarksbloggen meget glad for. For dermed fik det danske demokrati en chance mere. Det fortjener det – også selvom mange politikere og mange veluddannede ønskede noget andet.

Ikke at Danmarksbloggen har noget imod politikere og uddannelse. Tværtimod. Men vi er bedst, når vi er frie og lige – når vi selv kan bestemme i eget land.

Og det kan vi nu – og Løkke, som den drevne politiker han er, kunne jo også allerede midt på valgaftenen meddele, at han skal mødes med Tusk og Juncker om en uge, fredag d. 11. december, for at lave en Europol-aftale.

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Selvfølgelig vil de andre gerne have os med – og selvfølgelig kan vi få en aftale.

Det har alle vidst hele tiden – men det blev ikke sagt i valgkampen. Tværtimod blev flere skræmt til at stemme ja, selvom de inderst inde hellere vil Dannebrog end det blå flag med de gule stjerner.

Og dén skræmmekampagne var og er bare ikke i orden. Det er fint at argumentere for sin sag, men ikke at være så uærlig omkring muligheden for at lave en aftale, som Løkke og ja-partierne var det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Opråb om respekt uanset ja eller nej

Danmaksbloggen har modtaget denne – og er helt enig. Det handler i bund og grund om at bevare respekten for hinanden:

Kære alle!

Rigtig god valgdag i dag. Jeg håber, at du vil gå ned og stemme på det, som DU mener er det rigtige. Det vil jeg i hvert fald gøre. For både din og min stemme er vigtig.

Jeg vil ikke prøve at præge dig til at stemme hverken ja eller nej – blot du stemmer, er jeg glad! Det er sådan, demokratiet virker.

Og når der så i aften, nat eller i morgen ligger en afgørelse, så vil jeg acceptere den, som den er. Jeg vil ikke håne dem, der stemte imod mit valg, ligegyldigt om “jeg vinder eller taber”.

Jeg håber, at du har det på samme måde (og det er så her, jeg gerne vil præge dig, hvis du har tænkt at gøre noget anderledes). Vi lever i et demokrati! Og vi må acceptere det, der bliver stemt i dag. Men kan vi ikke bare gøre det lidt i stilhed uden at kalde “de andre” for idioter eller lignende, fordi de stemte “forkert”?

Rigtig god valgdag!

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Stem NEJ

Så er det idag, at det afgøres: EU-afstemningen om retsforbeholdet.

Danmarksbloggen vil opfordre alle til at stemme nej.

Nej for demokratiets, Danmarks og danskernes skyld – men også nej af hensyn til resten af verden.

For vi kan intet gøre, hverken for os selv eller for andre, ved at blive underlagt kolossen på lerfødder, også kaldet EU. Det er derimod vejen til Europas Forende Stater, hvor vi bliver en lille udkants-plet, hvis vi stemmer ja.

Så stem NEJ, hvis du ønsker at bevare friheden og selvbestemmelsen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-valg: Flygtninge, ja – men love og regler, nej

Ja-partierne har givet hinanden håndslag på, at flygtninge-politikken skal blive på danske hænder – også efter et ja på torsdag.

Dét kan godt undre Danmarksbloggen. For 1) Så holder det ikke på den lange bane – trods Løkkes forsikringer om indtil solen brænder ud, men især 2) Hvordan kan flygtninge-spørgsmålet være vigtigere end basale retsforhold?

Dét virker meget populistisk. Men det er ikke desto mindre sådan, at det er.

De danske ja-partier vil nemlig selv kunne sige nej til flygtninge. Men de har åbenbart ikke noget imod, at danskere eller folk fra andre EU-lande på ophold her kan blive retsforfulgt i andre europæiske lande for lovovertrædelser som fx at have fået foretaget en abort – eller skrevet noget kritisk om et andet lands styre – som fx Ungarns, der er så højreorienteret, at Dansk Folkeparti på nogen punkter nærmest er ræverødt i sammenligning. Men det er åbenbart helt i orden, at en europæer gør noget, som er lovligt i Danmark, men retsforfølges for det i et andet EU-land. For man må jo følge med tiden, som tidligere udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen siger det.

Det er altså åbenbart en tid, hvor basale rettigheder viger for populistiske og menneskefjendske strømninger.

Det er ren galimatias og blot næste skridt i at forvandle demokratiet til noget andet – og måske er det allerede for sent. Men stem alligevel nej  på torsdag – det er vores eneste livlinie tilbage til at kunne genskabe demokratiet og retssikkerheden – og medmenneskeligheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-valg: Hvor er meningsmålingerne?

Så er nedtællingen for alvor i gang.

Og nej, her tænkes ikke på den til juleaften, selvom julen nok fylder noget mere for især de mindste i Danmark – nej, her tænkes på en af de vigtigste afstemninger nogensinde i Danmark:

Afstemningen om afskaffelsen af retsforbeholdet, som finder sted om kun 3 dage. Tre korte og mørke decemberdage.

Danmarksbloggen har i de seneste uger holdt skarpt øje med medierne for at aflæse de meningsmålinger, som der normalt altid er så mange af før et valg i Danmark.

Men ikke denne gang. Denne gang er der langt imellem snapsene, når vi taler om meningsmålinger – ihvertfald dem, som offentliggøres.

Tanken ligger ligefor. Den konspiratoriske tanke om at der er lavet masser af meningsmålinger – men at de viser et resultat (nemlig et tordnende nej), som det officielle Danmark ikke ønsker – og derfor så offentliggøres de ikke.

Men det er jo slet ikke sikkert, at det er sådan. Det kan man ikke vide. Men hvad man kan vide – og gøre er at sætte sit kryds ved NEJ på torsdag.

For meningsmålinger eller ej – så vil krydserne på torsdag tale – og tale højt.

Tilføjelse kl. 13.37: Nu er de så kommet – og flere af dem viser et flertal for nej. Så kan man kun krydse fingre og håbe, at det også ender sådan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej d. 3. december

Om præcis en uge skal vi stemme om retsforbeholdet – dvs. om Danmark skal tilslutte sig 22 fælleseuropæiske akter om politi-, straffe- og civilret, der vil gøre beslutningerne til overstatslige – dvs. at beslutningerne ved et ja fremover tages på EU-niveau. Samt at et nyt folketing ikke kan ændre noget, som et tidligere folketing har sagt ja til.

Et flertal af partier siger ja – som regel med henvisning til at Danmark ellers risikerer at ryge ud af Europol-samarbejdet.

Mens et mindretal af partier siger nej – som regel med henvisning til at Danmark mister suverænitet.

Danmarksbloggen siger også nej.

For ja, vi mister suverænitet på det måske allervigtigste område for et land, nemlig dets retspolitik. Og det er ikke begrænset til de 22 akter – på den lange bane.

For bliver det et ja, så kan forligspartierne (dvs. Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF) senere tilslutte Danmark de resterende 10 akter – deriblandt det om flygtninge og indvandrere – UDEN EN NY FOLKEAFSTEMNING.

Det danske demokrati sættes nemlig på det helt centrale retsområde helt ud af drift, hvis vi stemmer ja. Derfor: Stem NEJ – behold og bevar vores danske demokrati. Det er for værdifuldt til at blive spist af kolossen på lerfødder, også kaldet EU.

Og ang. Europol, så er der noget, som hedder parallelaftaler – det kan selv Norge, som ikke er medlem af EU, få.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Glem de pædofile og politiet et øjeblik

Prøv engang at skubbe skræmmekampagnerne til side, tag en dyb indånding og saml tankerne. Glem de pædofile, politiets svære kår, den sociale dumpning, og hvad vi ellers får at vide, at valget handler om. Til side med dem.

Bare et øjeblik.

Bare længe nok til at svare på disse to simple spørgsmål, som burde stå over alle andre:

— Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et ja?

 — Vil vi skulle stemme om igen, hvis resultatet bliver et nej?

Er svaret IKKE det samme på de to spørgsmål, så er det demokratiet, der stemmes om, ikke alt det andet.

Det kan være meget dyrt her i livet blindt at tro på, hvad politikernes spindoktorer fortæller os. De vigtige spørgsmål er desværre sjældent dem, de bringer på bane.

Demokratiet er vores eneste middel til at holde dem lidt i ørerne, især i en verden, hvor politikernes evne til at lytte til argumenter eller overhovedet forholde sig til virkeligheden uden for deres egen kreds virker lammet.

Har politiet svære kår, så skyldes det måske også, at selvsamme politikere har været særdeles flittige med sparekniven til gavn for pædofile, cykeltyve, bagmænd, svindlere og de østbander, som EUs åbne grænser har sikret fri bevægelighed.

Måske er de grimme mørkemænd, der lokker med slik, hvis man sætter sig ind i deres vogn, ikke børnelokkere, men politikere med blikket fokuseret på nye karrieremuligheder?

Demokratiet er alt for vigtigt at overlade til politikerne. Beskyt det.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter – https://steenlangstrup.wordpress.com/