Efteråret er mere uhyggeligt end nogensinde

Efterårsferien nærmer sig.

For mange en hyggelig uge med kakao, brætspil og den slags. Ja, for nogle måske endda en tur til udlandet.

MEN. For en del danskere – og flere end i mange årtier – handler ferien ikke om at have det rart og måske skære sig et græskar eller en tur i biffen.

Dér handler det om at overleve!!!

Om at få de alt for få penge til at slå til, så der kan være både varme og mad i huset.

Forleden mødte jeg en børnehave, og normalt har alle børnene flyverdragter og vinterstøvler på her midt i oktober. MEN her var der flere i sommerjakker og gummisko.

Dét kan selvfølgelig skyldes, at lige de børn trodsede forældrene og insisterede på sommerbeklædning. Men det kan også – og mere sandsynligt – skyldes, at forældrene simpelthen ikke har haft råd til at købe vinterstøvler og flyverdragter.

Ting, som når børnene er små, skal købes hvert år, da de ikke kan passe det fra sidste vinter. Men det er der ikke penge til i år. For alle pengene skal bruges på mad, varme og el.

Ja, der findes børn nu, som kommer sultne i skolen – fordi der ikke er råd til morgenmad derhjemme.

Vi taler Danmark anno 2022!!!!!!!!!!

Rige, rige Danmark – hvor der er mere end nok – hvis vi ellers delte om det. Det gør vi ikke. Den sociale ulighed vokser stærkt og meget.

Og imens taler de blå politikere om skattelettelser til de rigeste. Det er så rystende umenneskeligt og frækt, at det ikke burde kunne foregå.

Men det gør dét – og deri ligger det virkeligt uhyggelige. Efteråret 2022 er det mest uhyggelige i nyere tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Smagen af sult”

En spøjs buffet. Sådan vil Danmarksbloggen karakterisere filmen ”Smagen af sult”.

Filmen handler om kokken Carsten og hans kone Maggie, som er antropolog og innovator. Parret har en gourmetrestaurant i det centrale København, og jagter som alle andre mad-templer i vor tid en Michelin-stjerne.

For status og penge rimer i 2021 bedst på mad – og hvem vil ikke gerne stråle i toppen af madpyramiden? Det vil i hvert fald Carsten og Maggie, som udover restauranten har en lækker lejlighed midt i København og to søde børn.

Carsten og Maggie vil altså som de fleste i vor tid have ALT, men uden at være klar til at betale prisen. Det bliver tydeliggjort på mange måder i filmen, hvis handling ikke skal røbes her, men som udover hvad der kommer på tallerkenen, centrerer sig om det brev til Carsten, hvor der står, at hans kone elsker en anden.

Filmen inkluderer også Nicolas Bro i en alt for lille birolle som Carstens noget mere jordnære bror – og svenske Charlie Gustafsson som den svenske kok Frederik. Ham kender vi fra tv-serien ”Vår tid är nu”, som på dansk hed ”Familien Löwander”. Her spillede han også kok – men i en anden tid (1945-73) og på en anden måde, selvom der også var store krav til maden på Djurgårskällaren, som restauranten hed i den svenske tv-serie.

Nu heder restauranten det mere moderne Malus – og det er også moderne mad, der serveres – endda som led i en fortælling, og omvendt. For i filmen bruges mads grundsmage salt, surt, sød, bittert og andre madudtryk som indgange til de scener fra parrets liv, som vi får at se.

Dét er godt fundet på, men måske mindre godt udført. For en ting er, at det ikke vises kronologisk. Men der er desværre også gryderet over den måde, som historien fortælles på. Alting blandes sammen, og som publikum skal man holde tungen lige i munden og smagsløgene skarpe for at få det hele med: Hvorfor skete dét – og dét? Og hvordan er det nu lige, at det ene hænger sammen med det andet?

Jeg forstår ikke, hvor du vil hen med den ret, som de mange dommere i tv-madprogrammerne ville sige det. For både filmens forhistorie, vilkår og historie fremstår lidt rodet – som livet er det – og som en god gryderet er det.

Så det kunne være okay, hvis man fik svarene undervejs i filmen, som i øvrigt er meget lækkert filmet og med mange smukke billeder. Men der mangler altså svar på flere både mindre og mere essentielle spørgsmål, som fx hvorfor den anden mand (som jeg ikke vil røbe, hvem er) forelsker sig i Maggie – og i den grad samtidig kan ændre personlighed undervejs, så selv en fuldblods psykopat ville sige hold da op, det var snedigt.

Filmen mangler noget salt, der kunne trække smagene frem og give os svarene. Ikke fordi alting skal skæres ud i pap, men man føler sig lidt tabt indimellem. Præcis som Carsten og Maggies to børn gør det, når de igen og igen fanges i de voksnes selvoptagethed af egne konflikter og kampe for at få opfyldt deres ønsker.

Mest puzzled – som det hedder på nudansk – er man dog over slutningen, som på mange måder mere ligner et drømmebillede, også selvom man får svaret på, hvem der skriver det famøse brev – og hvorfor. Men hvor meget har personerne i virkeligheden flyttet sig? Og løber de ikke snart tilbage til de velkendte opskrifter igen?

Når det er sagt, er det en meget sanselig film, hvor man ikke er faldet for fristelsen til at vise den store og farvestrålende bunke grøntsager, som ellers er fast inventar i mad på den digitale måde – og dét skal roses.

I Malus´ åbne køkken og alle andre steder, hvor Carsten har kniven, ser vi i stedet blæksprutte, svenske skovsvampe, skiver af god spansk pølse og boblende fransk champagne. Luksus på 2021-måden – men uden at virke syndigt, selvom filmen flirter lidt med nogle bibelske udtryk og begreber – desværre for lidt.

For der ville være noget at gnaske i. Især når man ser på den grådighed, som i middelalderen opfattes som den måske værste dødssynd af dem alle, og som driver de to hovedpersoner Carsten og Maggie, der spilles af Katrine Greis-Rosenthal, som har de måske mest udtryksfulde øjne i hele verden, uanset om hun er flirtende, vred, ked af det, fortvivlet eller taknemmelig.

Danmarksbloggen giver ”Smagen af sult” fire hotdogs ud af seks mulige. Fordi Nikolaj Coster-Waldau flere steder i filmen, men allermest i opgør-scenen med konen viser, hvorfor han er en verdensstjerne. Og fordi filmen tager livtag med det mad-univers, som er så forjættet i disse år.

Det var også på tide, at der kom en film om den på en piedestal-sat-gourmet-mad-verden. Og gid der må komme mange flere. For mad er lig med prestige og penge i disse år – og dermed magt. Og dér hvor magten er, dér er der brug for kunsten til at skildre, hvad der sker, og hvorfor – og hvem der trækker i trådene.

Christoffer Boe og Tobias Lindholm har skrevet manus. Christoffer Boe har instrueret. Det er Zentropa, der producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Én nytårsmiddag som koster mere end en måneds budget

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi fortsætter i dag med nytårsmiddagen, som mange steder koster mere end det dobbelte af, hvad stadig flere familier har at leve for om måneden.

Der er grotesk og meget langt fra dengang, hvor danskerne var stolte af at leve i et land, hvor få havde for meget og færre for lidt. Men det er længe siden. I dag har de få, som har for meget, markant mere end nogensinde, og de er ikke bange for at vise det og bruge løs af deres stadig voksende pengemængde.

Samtidig er der stadig flere i Danmark, der har alt for lidt – og så lidt at de lever et liv, hvor der ikke er råd til medicin, varmt tøj eller tre måltider om dagen.

Og det viser sig fx med den tilstundende nytårsaften, som burde være en festaften for alle, men som i stedet er en absurd demonstration af det moralske forfald i Danmark.

Sagen er nemlig den, at der aldrig har været flere hundedyre nytårsmiddage på de stadig flere fine restauranter end der er det i disse år – og at prisen for en nytårsmenu stiger år efter år.

Vi taler således om 2000, 3000, 4000 kroner eller endnu mere pr. person – og  den pris er endda uden den tilhørende vinmenu.

På byernes fine restauranter sidder de velklædte danskere altså på årets sidste aften, ubekymrede, i fint tøj og festhumør og fylder sig med hummer, oksemørbrad, champagnemousse og diverse vine, samtidig med at den enlige mor på kontanthjælp har ondt i maven over, hvordan hun skal komme igennem januar, nu hvor køleskabet er gået i stykker. Og samtidig med at asylansøgerfamiliens voksne lader være med at spise morgenmad og frokost for at børnene kan få mad. Og samtidig med at pensionisten lader være med at købe den livsvigtige medicin, fordi den er for dyr.

Mad, medicin, hverdagens nødvendigheder – ja, for stadig flere også bare det at have tag over hovedet versus en nytårsaften i sus og dus. Så langt ud er det kommet. Det er faktisk direkte uanstændigt – og vi har hver især et medmenneskeligt ansvar for at sørge for, at disse forskelle bliver mindre, så ALLE i dette land kan leve et menneskeværdigt liv.

Først når det er fuldført, kan vi lade champagnepropperne springe … for SÅ bliver det et godt nyt år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta om ramadan, faste og mad

Debatten om ramadanen og fasten er kørt helt af sporet, som Danmarksbloggen ser det. For det er i dén grad blevet et spørgsmål om en politisk dagsorden, der intet har med mad og drikke at gøre, men som handler om forholdet til muslimer og til islam her i Danmark.

Men hvad med at forholde sig til det faktuelle i stedet?

Fakta 1: At fejre ramadan i Mellemøsten betyder stort set et halvt døgn, hvor det er lyst, og hvor der fastes – efterfulgt af et halvt døgn, hvor det er mørkt, og hvor der spises og drikkes.

Perspektiv: I Danmark i øjeblikket er der derimod tale om omkring 16 timers lys og kun 8 timers nat – hvilket giver en ubalance, især når der skal fastes igennem fire uger. Hvad mange timers daglig faste gennem fire uger betyder for kroppen, er forskerne ikke enige om. Der er valid forskning, der peger i begge retninger. Dog tyder tal fra emiraterne på, at faste har en trafikal konsekvens, nemlig flere ulykker under ramadanen.

Se link: http://www.roadsafetyuae.com/ramadan/

Fakta 2: I mange arabiske lande – fx emiraterne – har man fri to timer hver eftermiddag, mens det er lyst, så de fastende kan tage sig en lur. For der spises og drikkes til langt ud på natten, så folk bliver trætte og har brug for et par timer på øjet, mens det er lyst.

Se link: https://sites.google.com/site/exploringtheuae/presentation/culture/religions/ramadan

Perspektiv: Den mulighed har man ikke på samme måde på størstedelen af det danske arbejdsmarked, om end fx Arriva gør meget.

Fakta 3: Ramadanen handler også om at bede, læse i Koranen og at gøre noget for de fattige.

Perspektiv: Den del udelades oftest i medierne, men det er faktisk en vigtig pointé i forståelsen af ramadanen og islam. Det handler ikke kun om mad, når muslimer faster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Man skal spise og drikke

Inger Støjberg snakker om ramadan, og om at muslimerne skal holde ferie, hvis de overholder ramadanens faste-krav, for det er åbenbart meget vigtigt, at medarbejderne på de danske arbejdspladser kan spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

Danmarksbloggen kunne ikke være mere enig i …  at det er vigtigt at give medarbejderne mulighed for at spise og drikke.

Derfor undrer det også Danmarksbloggen, at Inger Støjberg kan blive i en regering, der i dén grad har skåret ned på de offentlige ansattes muligheder for at spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

For mange steder i Danmark må de ansatte ikke alene løbe rundt konstant for at prøve at nå det hele, men de når hverken at få vådt eller tørt i løbet af de mange timers lange vagter. Og her taler vi om en praksis, der ikke kun foregår én måned om året – men i samtlige 12 måneder.

Danmarksbloggen tænker derfor, at det er rigtig godt, hvis vi får fokus på SAMTLIGE medarbejderes muligheder for at få tid til at spise og drikke – og ja, også til at få hvilet ordentlig ud mellem strabadserne.

Nu var det så måske ikke lige det, der var Støjbergs ærinde – men sådan er det jo: Når man bruger en finger til at pege på en specifik gruppe, og de andre fingre peger rakt tilbage mod én selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tjenesten Delihood: Madspild eller madproduktion?

Deleøkonomiens nyeste skud på stammen er tjenesten Delihood, hvor man kan sælge sin mad, hvis man har lavet for meget – eller købe en portion mad, hvis man gerne vil det.

Det er i hvert fald, hvad folkene bag Delihood hævder på TV2 News i dag – og på deres hjemmeside, hvor de skriver: ”Delihood er en ny online platform, som er etableret af en kreds af danske madentusiaster. Den giver dig og dine naboer mulighed for at dele hjemmelavet mad med hinanden, som ellers ville gå til spilde. Formålet er at hjælpe med at stoppe madspild.”

Men handler Delihood nu også om at bekæmpe madspild?

Et hurtigt kig på Delihoods hjemmeside viser i hvert fald, at det nok snarere drejer sig om at tjene penge, om at i hvert fald nogen af medlemmerne med fortsæt laver så meget mad, at de kan sælge et par portioner eller seks. Ja, hele gryder og pander fulde af mad sættes til salg.

For man kan nemlig allerede i dag – d. 19. januar – bestille lasagne til i morgen d. 20. januar, kartoffelpizza og paprikagryde til på søndag d. 21. januar og mørbradgryde til på mandag d. 22. januar – for bare at nævne nogle af tilbuddene. Andre tilbud er brød, syltetøj og kager – også i mængder, så der ikke er tale om overskuds-salg, men decideret madproduktion med salg for øje.

Det virker derfor meget sandsynligt, at det her i virkeligheden handler om at lave mad for pengenes skyld – men uden de krav til fødevareopbevaring, tilberedning og hygiejne, som man ser hos restauranter.

Velbekomme, men nej tak – siger Danmarksbloggen. Både af respekt for fællesskabet og reglerne i samfundet, men også for at undgå at blive syg.

Se mere på www.delihood.com

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den glemte luksus: MAD

Mange i den vestlige verden har ikke alene mad nok. Vi kan også vælge, hvad vi vil spise.

Vil jeg smøre mig et stykke brød, lave noget kødsovs, skrælle nogen gulerødder? Det er faktisk – når man tænker over det – vild luksus ikke kun at KUNNE få nok at spise, men også at kunne vælge, hvad man VIL spise.

Og nej, her tænker jeg ikke på de promiller af befolkningen, der – ligeså tit de ønsker det -kan spise dyrt Kobe-kød, dyr Beluga-kaviar og drikke dyr Moët & Chandon-champagne.

Nej, jeg tænker på alle os, der kan gå ned i det lokale supermarked og vælge mellem oksefars og flæskefars, mellem auberginer og squash, mellem bananer og æbler, mellem rugbrød med kerner eller rugbrød med gulerodsstrimler.

Vi tager det som en selvfølge at kunne det. Men det er i virkeligheden vild luksus i en verden, hvor mange sulter ihjel, og hvor endnu flere må spise det, der nu engang er tilgængeligt.

Men det er en luksus, som vi har glemt, er en luksus. Og det er skidt. For så forstår vi ikke hverken at værdsætte vores gode liv – eller dele ud af vores voldsomme overflod, både til mennesker i andre lande, men også i vores egne lande.

For man tror, det er løgn. Men der findes faktisk mennesker i vores overflods-rige lande, som ikke har nok at spise, fordi uligheden er så stor – og voksende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Oprør mod krænkelseskulturen

Det er på tide at sige NEJ og STOP.

For vi lever i et samfund, hvor det tilsyneladende er meget let at føle sig krænket – og det gælder hele vejen rundt.

Ateister krænkes af religiøse symboler som kors, davidsstjerner og muslimske bedekranse. HOLD JERES RELIGION FOR JER SELV, lyder det. Dertil kommer, at tolerancen overfor dem med en anden religion langtfra altid er stor hos en del religiøse.

Andre krænkes af religiøse-kulturelle symboler som muslimske tørklæder, jødiske kippa´er osv. Nogle endda i en grad, så de siger grimme ting – eller ligefrem spytter på andre – eller det, der er værre.

Nogle kvinder krænkes også af, at de selv eller andre kvinder ikke længere kan svømme alene i svømmehallen.

Der er også de forældre, som krænkes, hvis maden i børnehaven ikke er halal – eller som krænkes, hvis den er halal.

Og så videre – og så videre.

Det er skruen uden ende – og det fungerer ikke. Vi er nødt til at gøre oprør mod krænkelseskulturen.

For nok skal ingen finde sig i at blive direkte chikaneret eller angrebet. Det er også ulovligt og skal politianmeldes.

MEN vi lever i et demokratisk og åbent samfund, og her du´r det slet ikke, når stadig flere – som små, forkælede møgunger – vil have, at alt og alle skal indrette sig efter dem og deres måde at være og leve på.

Så JA, vi skal kunne gå med kors, davidsstjerner, rosenkranse og bedekranse, tørklæder og kippa´er – og ja, vi skal kunne svømme, løbe, danse osv sammen, både mænd og kvinder, børn og gamle – og nej, ingen kan forlange sær-mad. Kan man ikke lide menuen, så må man selv have madpakke med.

Krænkelseskulturen skal stoppes NU – den ødelægger sammenhængskraften i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Mad og Michelin-stjerner – Danmarks nye nationalsport

Der var engang, hvor fodboldlandsholdet kunne samle danskerne. Det er snart længe siden. Den nye nationalsport er derimod MAD – og den fineste disciplin er de Michelin-stjerner, der blev uddelt her klokken 10, hvor Danmark vanen tro har fået adskillige, også i provinsen.

Så over hele Danmark vrimler det med glade kokke, restaurantchefer og –ejere med flere i dag. Det Nye Nordiske Køkken er også for længst blevet en succes, ja et varemærke, der går sin sejrsgang over hele kloden.

At den almindelige dansker så kun sjældent, om nogensinde, spiser på en Michelin-restaurant ser den selvsamme dansker stort på. For der er grøde i alt, der har med mad at gøre. Vi vil nemlig så gerne spise lokalt, årstidsbestemt, økologisk og bæredygtigt – eller det siger vi ihvertfald, at vi vil.

For når man ser på andelen af fast food, der sælges fra kæder som McDonalds og Burger King, men også koncept-restauranter som Flammen og Jensens Bøfhus samt butikker som 7-11 – og fra supermarkedernes kølediske, så virker det oplagt at spørge, hvad danskerne i virkeligheden spiser.

For ingen af de steder gør man sig i lokale råvarer, der er bestemt af årstiden og tilsmagt med, hvad kokken selv har fundet af græsser og andet i en sen nattetime i den lokale vejgrøft.

Men drømmen om det veltillavede måltid, der oven i købet er anrettet på en måde, så det ligner kunst – dén kan vi godt lide, og dén kan vi drømme med på de dage, hvor vi trods alt står i køkkenet og laver mad, selvom det så bare er kødsovs med pasta, hvad der er mange danskeres yndlingsspise.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uligheden dræber

Så er det bevist: Uligheden dræber.

DR har lavet et stort og flot stykke arbejde, der viser, at fattige danskere i snit lever 10-13 år kortere end mere velhavende danskere.

Der handler om ressourcer til at leve det sunde liv. Et liv i en god bolig, hvor der er råd til både medicin og rigelige mængder nærende mad – og hvor det er overskud til at vælge en sund livsstil med motion og netværk.

Nøglen til det hele handler om PENGE. Og det er derfor, at det er så essentielt at gøre op med den stigende økonomiske ulighed i Danmark, hvor de rigeste bliver rigere og rigere, mens en stadig større del af danskerne synker ned i fattigdom.

Så det handler ikke om det frie valg, som de blå gerne vil gøre det til. For nej, en kontanthjælpsmodtager kan ikke bare vælge at købe økologisk eller investere i et par løbesko. Det rækker pengene slet ikke til. Ja, de rækker altfor ofte ikke til nødvendig medicin og tre måltider om dagen.

Se første del ud af fire om den syge forskel på DR i aften – det er kl. 20.45.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk