Man skal spise og drikke

Inger Støjberg snakker om ramadan, og om at muslimerne skal holde ferie, hvis de overholder ramadanens faste-krav, for det er åbenbart meget vigtigt, at medarbejderne på de danske arbejdspladser kan spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

Danmarksbloggen kunne ikke være mere enig i …  at det er vigtigt at give medarbejderne mulighed for at spise og drikke.

Derfor undrer det også Danmarksbloggen, at Inger Støjberg kan blive i en regering, der i dén grad har skåret ned på de offentlige ansattes muligheder for at spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

For mange steder i Danmark må de ansatte ikke alene løbe rundt konstant for at prøve at nå det hele, men de når hverken at få vådt eller tørt i løbet af de mange timers lange vagter. Og her taler vi om en praksis, der ikke kun foregår én måned om året – men i samtlige 12 måneder.

Danmarksbloggen tænker derfor, at det er rigtig godt, hvis vi får fokus på SAMTLIGE medarbejderes muligheder for at få tid til at spise og drikke – og ja, også til at få hvilet ordentlig ud mellem strabadserne.

Nu var det så måske ikke lige det, der var Støjbergs ærinde – men sådan er det jo: Når man bruger en finger til at pege på en specifik gruppe, og de andre fingre peger rakt tilbage mod én selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *