Vold mod hvert sjette barn

Børn er fuldgyldige, komplette mennesker, som en af Danmarksbloggens venner skrev det i går. Danmarksbloggen er helt enig. Men det er en del danskere åbenbart ikke.

En ny undersøgelse fra SFI viser i hvert fald, at hvert sjette danske barn har oplevet fysisk vold i hjemmet – og hver tolvte psykisk vold.

Læs mere her: http://www.sfi.dk/nyt/nyheder/presse/vold-og-seksuelle-overgreb-stadig-en-del-af-mange-boerns-liv/

Det er rystende tal – især set i lyset af, at revselsretten blev afskaffet for 19 år siden med følgende ordlyd om forældremyndighed og samvær i § 2, stk. 2:

”Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”

Danmarksbloggen er helt enig. Børn er hele, små mennesker – og det er ikke blot en pligt, men en ære at få lov til at passe godt på dem.

En af de mere interessante ting i undersøgelsen er iøvrigt, at lokalområdet ikke spiller den store rolle for risikoen for som barn at blive udsat for vold i hjemmet. Det gør derimod, om man vokser op i en brudt familie eller ej. Skilsmissebørn er derfor mere udsatte for vold og overgreb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk