Finn Nørgaard og Dan Uzan

Det er i dag et år siden, at terroren ramte Danmark. Et år siden at Finn Nørgaard og Dan Uzan blev skudt ned af en fej, ussel terrorist, som få timer senere selv blev skudt af politiet.

Danmarksbloggen var med til mindehøjtideligheden få dage senere ude på Østerbro. En iskold februaraften med taler og musik – men allerstærkest står mindet om den stilhed, der råbte højere end noget andet i de dage om vigtigheden af frihed og demokrati og menneskeret.

Om de umistelige værdier, som Finn Nørgaard og Dan Uzan gav deres liv for.
Ære være deres minde.

Værdier, som vi stadig kæmper for – værdier, som det altid er værd at kæmpe for. For uden dem så lever vi på knæ, og det skal vi aldrig. Så hellere dø stående …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfrihed og hensyns-syge

Hensyns-sygen skal stoppes, inden den får fat i danskerne … 

Nej, det der kan du da ikke sige/skrive/tegne. Det kan jo være, at der sidder nogen og bliver lidt kede af det, siger den konfliktsky og rynker på næsen.

Men jo. Det er lige netop de ting, som vi kan og skal sige/skrive/tegne. Især fordi der findes fundamentalister, som føler sig trådt på og provokeret, så snart andre ikke er 100% enige med dem.

Og at tage hensyn til dem, er det samme som selvcensur i udstrakt grad, og det du´r ikke.

Vi er nødt til at holde fast i, at retten til at ytre sig frit, også er retten til at provokere og håne og nedgøre. Ikke pligten, men retten. Ytringsfriheden.

Vi har også en lovgivning, som går ind og siger stop, og som kan idømme straffe, når folk alligevel går over stregen.

Så der er taget hånd om de ting, som der skal tages hånd om i dén sammenhæng.

Alternativet: At acceptere at der er noget, som man ikke må sige/skrive/tegne, er det samme som at bukke nakken og akut pådrage sig hensyns-sygen, og så er første skridt i selvcensurens grimme navn taget.

Og dét skridt skal aldrig tages. Ikke hvis vi vil beholde vores frie og demokratiske samfund.

Og det vil vi. Og nej, selv den mest provokerende tegning eller de mest hånende ord kan ALDRIG legitimere vold og drab. ALDRIG.

For uanset hvor provokerende en tegning eller et skrift er, så er det aldrig en legitim grund til at gribe et gevær og skyde to mennesker.

Desuden bliver de fundamentalistiske aldrig tilfredse. De vil hele tiden skære mere og mere af frihedsrettighederne, hele tiden gøre det rum, hvor vi kan sige og skrive og tegne mindre og mindre.

Og hvad var i øvrigt årsagen til, at Dan Uzan og Finn Nørgaard blev dræbt? Tjah, den første var jøde – og den anden deltog i et debatmøde. Det var alt. 

Ikke mere. Ikke andet. 

Det siger vist alt om, hvor ultra-småt et rum, som de fundamentalistiske opererer med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blomster til en morder? ALDRIG

I går blev der lagt blomster der, hvor politiet skød manden bag de to terrorangreb i weekenden. Blomster, som senere blev fjernet af hans venner og meningsfæller med henvisning til, at det ikke er en muslimsk tradition.

Siden har debatten raset. Nogle mener, at det er kristen næstekærlighed også at lægge blomster dér ligesom det bliver gjort ved Krudttønden og i Krystalgade, hvor blomsterhavet bare vokser og vokser.

For Danmarksbloggen er sagen klar. Det drejer sig i bund og grund ikke om hverken ytringsfrihed eller om religion. Det drejer sig om mord på to uskyldige medborgere.

Og man ærer ikke en morder, og det var, hvad Omar El-Hussein var. En ussel og simpel dobbeltmorder, der brugte religionen som påskud for med fuldt overlæg at fratage Finn Nørgaard og Dan Uzan livet. Og sådan en mand giver man ikke blomster. Så enkelt er det.

Danmarksbloggen respekterer selvfølgelig retten til at sørge. Den gælder for alle. Det siger sig selv. Men når man lægger blomster, så ærer man – og vi skal ALDRIG ære en morder. ALDRIG.

Vi kan ikke – og vi skal ikke – sidestille de tre mænd. De to af dem er døde, fordi den tredje skød dem med fuldt overlæg, mens de var 100% forsvarsløse.  Den tredje derimod er død, fordi han skød på politifolk i tjeneste. Så enkelt er det.

Ja, at sidestille terroristen med de to ofre ved at give ham blomster er faktisk mangel på empati med de to ofre og deres familier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård

I dag flager Danmark på halv. To af landets sønner er døde. De kommer ikke til at opleve foråret, når det om kort tid kommer til landet.

Deres liv blev taget fra dem af en tredje mand, der fejt skød dem, fordi de ikke var som ham, mente som ham, tænkte som ham og troede som ham.

Den første, Finn Nørgaard, var filmmand og troede på ytringsfrihed og integration.
Den anden, Dan Uzan, var jøde og passede på 80 andre jøder til en fest i synagogen.

De to mænd var ikke farlige. Det var deres morder derimod. Men ikke fordi han var muslim.

For der findes ingen tro, ingen religion, ingen ideologi, der er farlig. Det er mennesker, der er farlige – og især når mennesker mangler evnen til at se udover sig selv og får et våben i hænderne bliver de dødens farlige.

I dag sørger vi, i dag mindes vi med Grundtvigs ord:  

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Ære være Finn Nørgaards og Dan Uzans minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk