Corona – allermest farlig lige nu

I går genåbnede store dele af landet, nemlig værtshuse, cafeer, restauranter, biblioteker og kirker. Godt nok skete det på andre vilkår end normalt, men nu kan man altså igen drikke en øl med vennerne eller en caffe latte, spise en brunch, låne en (dog i forvejen reserveret) bog og bede en bøn.

Danmarksbloggen har endnu til gode at besøge alle disse etablissementer, men gik forbi flere af dem og så de store, glade smil, som var på alle, der kom ud derfra – eller som sad udenfor ved små borde i den meget mørke og regnvåde forårsdag.

Og det så jo dejligt ud – og gav en tryg følelse af normalitet og hverdag, som vi ikke har kendt siden starten af marts.

Men det vakte også uro. For virussen er stadig derude, smitter stadig ligeså meget og på præcis samme måde som den har gjort hele tiden.

Corona er nemlig ikke besejret, bare fordi vi genåbner.

Vi er – indtil vi finder en vaccine eller en kur – nødt til at holde afstand og vaske/spritte hænder i den store stil. Men allermest er vi nødt til at TAGE HENSYN til hinanden og ikke bare mase på og leve, som vi gjorde førhen.

Og lige netop det at vi ikke skal falde tilbage i hverdagens vaner, har der aldrig været større risiko for end nu – og derfor er Coronaen allermest farlig lige nu. For det er nu, hvor mange fejlagtigt tænker ”at nu er kampen vundet”, at opmærksomheden slækkes – og så slår Coronaen til igen med et stigende og for stort smittetryk.

Så vær årvågen og hold afstand … og vask hænder. Så kan Danmark forblive genåbnet, ja åbne endnu mere op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De danske ligegyldigheder

Danmarksbloggen undrer sig her på årsdagen for terror-angrebet på Charlie Hebdo.

Krigen raser for fuld styrke i Mellemøsten, hvor en ny konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien truer med at kaste endnu mere brænde på et bål, der i forvejen blusser voldsomt flere steder i regionen. Flygtningestrømmen til Europa er som en konsekvens deraf enorm. Europa lukker sig i højrenationalistisk selvtilstrækkelighed. Internt i Europa er der afbrændinger af flygtningecentre, umenneskelige flygtningelejre, terror-angreb og senest sex-overfaldet på 100 tyske kvinder i Köln.

Det er med andre ord alvor det her. Vores del af verden har ikke været så farligt et sted siden 2. Verdenskrig. Der skal handles – og vises lederskab og medmenneskelighed, men også at vi står fast på friheds- og demokrati-rettighederne.

Og hvad bekymrer danskerne sig så om? Jo, nogle af de mest læste artikler i de seneste dage har handlet om fx en forarget kunde, der brokkede sig over en dansk webshop, der gav hende et arrogant svar på en henvendelse. Andre om hvorvidt tv-serien ”Badehotellet” minder om national-ikonet ”Matador” eller ej. Sagen om prinsgemalen kan også stadig hidse folk mere op end det burde kunne, at en 81-årig går på pension. Overtroen er også populær i form af artikler om den nu afdøde bulgarske spåkone, der kom med så uendelig mange profetier, at nogle af dem måtte gå i opfyldelse. Nå, ja – og så selvfølgelig artikler og tv-indslag om sneen, som ret beset er noget, der i hvert fald nogle år endnu kan forventes i Danmark om vinteren.

Vorherre til hest!!!! Verden brænder – og danskerne bekymrer sig om ligegyldigheder.

Det er historien om erstatningskaffen og de manglende bananer fra 2. Verdenskrig om igen. Men ved I hvad? Denne gang slipper Danmark ikke ligeså let igennem, medmindre vi dropper navlepilleriet og får skeen i den anden hånd og træder ud på verdensscenen og tager vores ansvar – og det gælder både politikerne og os almindelige danskere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård

I dag flager Danmark på halv. To af landets sønner er døde. De kommer ikke til at opleve foråret, når det om kort tid kommer til landet.

Deres liv blev taget fra dem af en tredje mand, der fejt skød dem, fordi de ikke var som ham, mente som ham, tænkte som ham og troede som ham.

Den første, Finn Nørgaard, var filmmand og troede på ytringsfrihed og integration.
Den anden, Dan Uzan, var jøde og passede på 80 andre jøder til en fest i synagogen.

De to mænd var ikke farlige. Det var deres morder derimod. Men ikke fordi han var muslim.

For der findes ingen tro, ingen religion, ingen ideologi, der er farlig. Det er mennesker, der er farlige – og især når mennesker mangler evnen til at se udover sig selv og får et våben i hænderne bliver de dødens farlige.

I dag sørger vi, i dag mindes vi med Grundtvigs ord:  

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Ære være Finn Nørgaards og Dan Uzans minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valentin handler (også) om at være en samfundsrebel – og om den farlige kristendom

Hjerter, chokolade og blomster – i morgen d. 14. februar er det Valentins dag, som også i Danmark er ved at blive en dag, der handler om forbrug og købekraft.

Historisk set er det selvfølgelig helt forkert.

Valentins dag handler nemlig om kærlighedens kraft, om uselvisk kærlighed, om den kristne præst ved navn Valentin, der i Rom under kristenforfølgelserne i de første århundreder gemte kristne og ikke mindst viede forelskede unge mennesker til hinanden, selvom kejseren havde forbudt ægteskaber. Kejseren skulle nemlig bruge soldater – masser af soldater – til sine krige, og han kunne kun tvangsudskrive de ugifte.

Men Valentin var ligeglad – han viede på livet løs, indtil han blev fanget og sat i fængsel. Dér helbredte han fangevogterens blinde datter – og de to unge forelskede sig så meget, at Valentin på hans henrettelsesdag – d. 14. februar – skrev et glødende kærlighedsbrev til hende underskrevet Din Valentin.

Valentin var altså en samfundsrebel – en mand, der fulgte sit hjerte og gerne vendte tingene på hovedet. Sådan en mand var Jesus også med sine lignelser og sine gerninger.

Det er også derfor, at kristendommen i dens budskab og kerne er revolutionerende og farlig for magten og for de mennesker, der tror, at magt, anseelse og penge betyder noget som helst.

For den kristne må følge hjertets lov. Den lov, der uagtet magtens forsøg på kontrol og undertrykkelse, altid siger: ELSK DIN NÆSTE SOM DIG SELV.

Altså: Del dine goder med andre, vær solidarisk og rummelig. Tanker, som er så stik imod både det liberale og det højrenationalistiske livssyn, der florerer så alt for meget i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk