Der er mange glæder ved at anmelde. Men nogle gange er fornøjelsen så stor, at det føles som at få en gave. Sådan havde jeg det, da jeg skulle anmelde ”Callas – Paris, 1958”, som er en koncertfilm lavet over Maria Callas´s første og myte-omspundne optræden i Paris i 1958.

For intet kan for en opera-fan med hang til Puccini og især ”Tosca” slå kombinationen af Maria Callas, som er alle tiders største sopran, og så en operafilm, hvis hovedingrediens er en fuld 2. akt af Puccinis dramatiske og melodiøse ”Tosca”. Det er nemlig min absolutte yndlingsopera, og jeg kender og elsker hver en tone, der spilles og synges – selvom jeg ikke taler italiensk. Men opera forstås af sjælen – og så er der også engelske undertekster, hvis nu man ikke kender ”Tosca”.

Så er jeg overhovedet den rette til at bedømme en film om legenden Maria Callas, hvor hun udover 2. akt af Puccinis ”Tosca” synger udvalgte uddrag og arier af Verdi (”Il Trovatore”), Rossini (”Barberen i Sevilla”) og Bellini (”Norma”)? Svaret er ja.

For som inkarneret operafan ved jeg også, hvad opera kræver, og hvad opera gør ved et menneske. Opera er nemlig en voldsom affære, både på scenen og i de følelser, som kommer. Opera er en kunstart, der kræver noget af sin tilhører. Ikke nødvendigvis musikteknisk, men at man tør være i kontakt med sig selv, tør føle smerte og lykke, huske sejre og nederlag, drømme og håb, sorger og triumfer. Og ingen komponist kan få følelser, erindringer og drømme mere frem end Puccini – og allermest i ”Tosca”.

Så jeg stornyder denne film, hvor vi som sagt ser og hører hele 2. akt af Tosca. Det er akten, hvor den feterede diva Floria Tosca har sit opgør med tyrannen, Roms frygtede politichef, Scarpia, hvor hun prøver at redde sin elskede kunstmaler Cavaradossis liv – og hvor hun synger den smukke arie ”Vissi d´arte”. Det er den, hvor hun blandt andet erklærer: Jeg har levet for kunsten, jeg har levet for kærligheden.

Det gjorde Maria Callas også – og der er generelt mange ligheder mellem virkelighedens operastjerne Maria Callas og Puccinis hoved- og titelperson i ”Tosca”, som også er baseret på en række historiske begivenheder og personer. Men lad det ligge.

Filmen her handler om Divaen over dem alle, The Divine Maria Callas – fra hun ankommer med toget til Paris over til hun står iført glitrende juveler og rød kjole på Den Gamle Opera i Paris med kongelige, præsidenter og andre notabiliteter som publikum, og på den mest grandiose måde modtager stående ovationer, der helt fortjent bare bliver ved og ved – og indtil hun dagen efter rejser, og fra lufthavnen udtaler: ”Der var store forventninger til mig. Og jeg ville give dem (publikum i Paris, red.) mere end alt”.

Og dét gjorde Maria Callas, som blev født for 100 år siden i år. Og i filmen får vi også en god bid. Så det er bare at slå ørerne ud og blive rusket af noget af det bedste, som menneskeheden har frembragt: Opera-genren, der er musikkens version af kaviar og champagne – og i Callas-aftapningen de fineste årgange.

Filmen er farvelagt, og det er gjort fint. Men alligevel blegnede de flotte billeder ved siden af sangen og musikken, der som altid trak mange tårer, og gjorde, at jeg ikke er sikker på, om jeg overhovedet trak vejret i de tre kvarter, som 2. akt af ”Tosca” varer, selvom jeg mange gange mærkede hjertet hamre hårdt, og jeg konstant kunne føle kuldegysningernes rislen i kroppen.

For præcis sådan virker opera – god opera – på mennesker. Men nu er jeg også opera-fan i forvejen. Men jeg tror og håber, at farverne vil betyde noget for at få nye proselytter til opera-genren. For opera kan så meget, især når det handler om at formidle de store følelser. Og dét mangler i en verden, som for længst er blevet alt for beige og middelmådig – også kulturelt. Så vi har brug for, at nogen og noget er ”over the top”, som opera er det, som Maria Callas var det – både som sopran, som skuespiller og som menneske.

Vi har brug for dramatikken fra operaens verden, der er intens og gribende, som opgøret er det mellem Tosca og Scarpia, der blev mesterligt sunget af ingen ringere end den måske bedste Scarpia nogensinde, nemlig Tito Gobbi. Jeg sad derfor også og ønskede, at de sidste minutter af 1. akt af ”Tosca” var med, så vi kunne have hørt Scarpias store arie ”Va, Tosca” (også kendt som TeDeum-arien).

Men dén fik vi ikke. Men vi fik så meget andet, store gaver – skænket af en legendarisk verdensstjerne, der i modsætning til mange af nutidens såkaldte reality-stjerner, kunne noget, ja mere end noget. Maria Callas kunne det hele – og mere til.

Så Danmarksbloggen giver selvfølgelig seks store stjerner ud af seks mulige til ”Callas – Paris, 1958”, som spiller i udvalgte biografer landet over d. 25. november og d. 26. november.

Ps. Vær obs på at det føles helt forkert, ja naturstridigt ikke at klappe efter Maria Callas´ titaniske præstationer i Paris. For dén slags gør man jo desværre ikke i biografmørket. Men så kan man (som jeg gjorde det) diskret slå sig selv lidt rytmisk på låret. For som opera-elsker må man simpelthen reagere fysisk, når så stor kunst udfolder sig for øjnene og ørerne af én – også selvom det ”kun” sker digitalt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk