ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DANMARKSBLOGGEN MENTE DET IKKE: Terror i Finland

Altså da undertegnede i går skrev om terroren i Barcelona:

Men her i Danmark vil hverdagen nok bare fortsætte. For vi er blevet vant til det. Man laver lige tjek-listen: Kender jeg nogen, som er på det pågældende sted? Hvis ja, så sms´er/ringer man til dem med det samme, men ellers så fortsætter man med sine gøremål, mens man følger med i nyhederne omkring, hvad der sker/er sket på stedet, som idag er Barcelona – men som i morgen måske er et andet sted.

så skulle det altså ikke tages bogstaveligt!!!

Det var på ingen måde en forudanelse eller noget …

For desværre har terroren allerede ramt igen, nu i Finland, hvor flere personer er blevet stukket med en kniv i Turku, også kendt som Åbo. Angiveligt mens der blev råbt Allahu akbar – Allah er stor.

Islamisk Stat er også truet – og er mange steder i Mellemøsten tæt på det endelige nederlag, og så sker der det her i Europa: Angreb på angreb. Det var vel, hvad vi kunne forvente.

Vi må derfor også forberede os på, at det fortsætter en rum tid endnu – og at opgaven bliver at lære at skelne. For nej, det er ikke alle muslimer, som er potentielle terrorister – heller ikke selvom den yderste højrefløj og man langt ind i mange såkaldt etablerede politiske partier gerne vil tegne netop dét billede.

Men det er kun de få muslimer, der er bindegale fundamentalister – og terrorister findes også i hvide udgaver. Spørg bare i Charlottesville i USA om det – og i Norge, hvis vi skal helt tæt på os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk penge-mageri flytter til Finland

Danske penge er – siden dansk penge-mageri startede med Svend Tveskæg for mere end 1000 år siden – blevet produceret i Danmark, men nu er det slut. De danske mønter og sedler skal laves i Finland, og Den Kgl. Danske Mønt og Seddeltrykkeriet lukker ved årsskiftet. Finnerne kom nemlig med et bedre tilbud!!!!

Danmarksbloggen er rystet, ja mere end det. For det siger sig selv, at et land producerer sin egen valuta. Noget så essentielt skal ikke ske udenfor landets grænser – om ikke andet så af sikkerhedsårsager.

Men sådan skal det åbenbart ikke længere være i discountens og liberalismens altødelæggende navn.

Og vi kan ikke bare lave det om senere, når vi fortryder. For det kommer vi til at gøre. Men man kan ikke bare tilmelde sig en uddannelse som penge-mager. Den kunst læres udelukkende ved sidemands-oplæring. Så det er nu, at dette tilbuds-vanvid skal stoppes, så vi kan beholde Den Kgl. Mønt og Seddeltrykkeriet, så danske penge også fremover laves i Danmark – og ikke andre steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk