Anmeldelse: “Mød mig på Cassiopeia”

Det var med spænding, at undertegnede bænkede sig i en Folketeatrets røde plysstole for at se den udødelige danske klassiker ”Mød mig på Cassiopeia”. For ikke nok med at jeg som alle andre i den propfulde sal på forhånd kendte Kai Normann Andersens skønne musik, så stammer dansk films mest romantiske øjeblik fra filmversionen, der blev lavet i 1951.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er det scenen, hvor Poul Reichhardt og Bodil Kjer danser til tonerne af ”Den allersidste dans” i den tomme sal. Unge, forelskede – og lykkelige, også selvom hun ved, at hun lige om lidt skal hjem til Olympen. Dén scene er ren filmkunst, og man bliver aldrig træt af den – eller af sangen, som et andet nationalikon Kim Larsen også tit sang.

Så hvordan bærer instruktør Kasper Wilton, som sammen med René Vase og Jannik Fuglsang har bearbejdet teksten, dén kulturarv ind på Folketeatret i 2019? Og kan det overhovedet lade sig gøre uden at blive patetisk?

Svaret er et rungende ja ligeså stort, som når Zeus – i Asger Rehers vidunderlige fortolkning – opløfter sin røst og lader lynet på mere end en måde – og også ganske uventet – glitre og glinse. Asger Reher er i det hele taget en gevinst for forestillingen. Manden kan også det hele; synge, spille skuespil og være morsom.

Men også den talentfulde og velsyngende Carsten Svendsen stråler i sin skildring af den frustrerede og desperate komponist Berger, der så gerne vil have succes med sin musical samt vinde hustruen Irene tilbage. Hun spilles kompetent af Trine Gadeberg.

Men centralt står selvfølgelig historien om musen Polyhymnia, der kommer til jorden for at hjælpe Berger, men som også SÅ gerne vil vide, om hun kan virke på en mand. Dét kan hun – og især på piloten Harry, der spilles eminent af Christopher Læssø, der er ligeså galant som Poul Reichhardt var det. Men Læssø er også ganske nutidig i den måde, som han går fra at være en fanden-i-voldsk fuck-boy (som det hedder på nutidsdansk) med 72 ligegyldige roser til at blive en følsom og forelsket mand med en enkelt rose, der virkelig betyder noget.

Det er smukt, og Amalie Dollerup skal have en hel buket roser, fordi hun spiller rollen som Polyhymnia på sin helt egen og meget sødmefulde måde, men stadig så hun er ganske uimodståelig som den altid travle muse, der farer mellem himmel og jord.

I andre roller ses Troels Malling som teaterdirektør Wolmer og Kristian Holm Joensen som regissør Mogensen – et herligt og komisk par, hvor den ene konstant hakker på den anden, selvom det er ham, der altid ender med at rede trådene ud.

Det er folkekomedie på den gode måde om de klassiske livsbetingelser: At give slip på de unge mennesker, at finde kærligheden for første gang eller igen som ældre – eller at genfinde kærligheden i et hensygnende ægteskab – og ikke mindst at få troen på sig selv og verden igen.

Alt sammen lavet med gode grin og genkendelighed fra filmen ”Mød mig på Cassiopeia”, men også med nye løjer og herlige påhit rammet ind af en i stykket gennemgående fascination af Broadway og New York, som taler lige ind i vores tid, hvor vi ligesom man gjorde det i 1950´erne glad og gerne kopierer den amerikanske kultur og dens produkter.

Kulisser og kostumer er også inspireret af datidens sceneshows og film. Så der er noget for både øjne og ører – og måske allermest til sidst i forestillingen, hvor der blændes op for ”Toner fra Himlen” fra operettefilmen ”Alle går rundt og forelsker sig”, der som alt andet musik i stykket er komponeret af Kai Normann Andersen, der i flere årtier lavede så mange hits til dansk film, teater og revy, at man kan have ham mistænkt for at have haft virkelighedens Polyhymnia boende på en fast basis.

For alt kan som bekendt lade sig gøre, når man har med guderne at gøre – også selvom de himmelske væsner af og til skal mindes om ”Loven om Kosmisk Ligevægt”. Men så er det jo heldigt, at Folketeatret i denne forestilling har besøg af en rigtig muse fra dansk films guldalder, nemlig selveste Lone Hertz, der sprudler og sitrer i rollen som tante Rosa, der med lige dele livsappetit og viden om de græske guder sørger for, at alt går, som det skal – og indimellem også ganske anderledes end forventet.

Lone Hertz er intet mindre end forrygende, og det samme er forestillingen. Danmarksbloggen følte sig mere end godt underholdt på Folketeatret i deres 2019-version af ”Mød mig på Cassiopeia” fuld af harmonisk vellyd, store grin, sjove overraskelser, uventede nyskabelser og samtidig en nænsom og smuk behandling af en af vores kulturskatte.

Endelig skal ikke glemmes musikken, som havde alle filmens sange med, også de to store ”Musens sang” og ”Den allersidste dans”, der altid er garanter for en tåre eller fem. Men der var også andre sange, og så var der de dygtige dansere og velspillende musikere på scenen, som gav det ene flotte show-nummer efter det andet.

Danmarksbloggen giver ”Mød mig på Cassiopeia” fem ud af seks gyldne lyn, som det Zeus bruger, både oppe mellem stjernerne og hernede på jorden, når altså ikke han smider det væk, mens han beruser sig i menneskenes boblende vin – og gnistrende kærlighed.

Forestillingen spiller på Folketeatret i Nørregade i København indtil begyndelsen af marts – og tager herefter på turné landet rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk