Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: 10 juletræer foran Christiansborg

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi starter i dag med selve gerningsstedet for uligheden, vores allesammens Christiansborg, hvor folketinget har til huse – og hvor ligningen i årevis har heddet ”Udlændingestramninger og velfærds-nedskæringer = MAGT.”

En grum ligning, men ikke desto mindre den som først Fogh og Kjærsgaard, så Løkke og Kjærsgaard, siden Thorning og Vestager – og nu Løkke og Thulesen Dahl har regeret Danmark på gennem snart to årtier.

Og nu føjes spot til skade. For nu har folketingets formand Pia Kjærsgaard bestemt, at julen skal fejres massivt på Christiansborg. Foran Christiansborg på den nyanlagte slotsplads står der nemlig for første gang ikke kun et, men hele 10 flotte, store juletræer med lys på.

Smukt ser det ud i denne mørke tid, men det giver også en vældig dårlig smag i munden, når man tænker på, at man åbenbart gerne skærer ned på velfærd som sygehuse, skoler, hjemløse, børn og gamle – men at man samtidig fra folketingets side bruger penge som aldrig før på at markere julen.

Så kan man påpege, at man ikke får mange læger, lærere, socialrådgivere, pædagoger og hjemmehjælpere for 10 juletræer med lys – og det er også rigtigt. Men signalværdien med de 10 juletræer er bare helt forkert, fordi de viser en magt, som burde tænke på folkets ve og vel, men som hellere bruger penge på at markedsføre sig selv – om end det måske også handler om at gøre opmærksom på, at Danmark er en kristen nation, der fejrer jul.

Men hvis Kjærsgaard, Løkke og de andre ved magten virkelig mente det med dén næstekærlighed, som er kernen i kristendommen, så gav de alle de penge, der skulle til, så vi (igen) fik et ordentligt velfærdssamfund. Pengene er dér nemlig. Det er viljen til at hjælpe de udsatte danskere, der mangler på det Christiansborg, der nu oplyses af de mange juletræer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok fortsætter med rædselshistorierne

Mediernes fokus i weekenden var på OL- og især den sympatiske svømmekvindes Pernille Blumes overraskende guldmedalje i 50 meter fri. Og et stort tillykke til hende. Det var rigtig flot.

Men så er der heller ikke så meget mere at glæde sig over. For der vanker ingen medaljer, hæder eller ros, når det kommer til de nylige politiske meldinger, som bedst kan beskrives som endnu en række rædselshistorier:

Pia Kjærsgaard, folketingets formand m/k, som vel ret beset burde samle partierne, valgte istedet at skabe splid, som hun plejer, da hun var ude og sige, at folk i byerne føler sig klogere og bedre end folk på landet – men at det er de ikke, men at det hovmod fra byboernes side vil føre til at landet brækker midt over. Tænk engang, her troede Danmarksbloggen at det var den stigende ulighed i samfundet (som Dansk Folkeparti støtter), der bevirker, at Danmark deles i to.

Kulturminister Bertel Haarder vil hæve priserne på kultur, således så det skal blive endnu dyrere at gå på museum og i teatret og blive beriget af kunst og kultur.

Ikke at mennesker på kontanthjælp i forvejen har råd til det, men nu får de det endnu mindre, når det nye kontanthjælpsloft træder i kraft, og flere tusinder landet over reelt vil ende på gaden. Den del rører så ikke blå blok, som mener, at kontanthjælpsmodtagerne bare kan tage et af de jobs, som ikke findes – eller et af de jobs, som gives til østeuropæere, der får altfor lidt i løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pia K. vil ikke have flygtninge som naboer

At Dansk Folkeparti ikke er særlig glad for flygtninge, er en gammel nyhed. Men nu bliver sagen aktualiseret på en særlig måde. Gentofte kommune, hvor Pia Kjærsgaard bor, planlægger at huse 50 flygtninge kun 200 meter fra Pia Kjærsgaard´s bopæl.

Det er Pia Kjærsgaard og hendes mand Henrik Thorup utilfredse med – og de mener ikke, at Region Hovedstaden (hvor Henrik Thorup sidder for DF) har godkendt bygningen (som ligger ved Gentofte Hospital) til formålet.

Men ifølge kommunal-direktør i Gentofte Kommune, Frank E. Andersen, er det helt normalt, at en beslutning i kommunalbestyrelsen danner grundlag for sådanne konkrete forhandlinger. Man behøver altså ikke tage det op i regionen = parret Kjærsgaard-Thorup prøver altså med deres protest at “kuppe” den almindelige sagsgang.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/pia-k.-i-krig-med-kommunen-faar-50-flygtninge-som-naboer

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Dansk Folkeparti skyer ingen midler for at opnå deres fornemmeste mål, som er at minimere antallet indvandrere og flygtninge i Danmark – og at gøre livet surt for dem, som er her. Men det bliver bare lidt ekstra grimt, når det er folketingets formand, der så åbenlyst lader hånt om demokratiets spilleregler …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Møder Pia K. flygtninge på Santorini?

Som de fleste ved har Pia Kjærsgaard et hus på den græske ø Santorini, hvor hun må formodes også i år at tilbringe en del af sommeren.

Spørgsmålet er derfor indlysende: Møder Pia K. flygtninge på Santorini denne sommer? 

Og i så fald: Hvordan vil hun så møde dem? Med samme kulde og afvisning som hun viser i folketingssalen i Danmark? Eller kan der snige sig en smule medmenneskelighed ind i dette iskolde menneske?

Danmarksbloggen tvivler. For når selv den ene hedevarme græske sommer efter den anden i huset på Santorini ikke har kunnet smelte dansk politiks isdronning, så er det svært at se, hvad der kan – om noget.

Men måske mødet med mennesker af kød og blod, der er flygtet fra krig og terror, alligevel vil gøre en forskel?

Dét burde det gøre – hvis Pia K. er så kristen, som hun selv siger, at hun er. For kristendom handler om næstekærlighed … og Dansk Folkeparti gør som bekendt et stort nummer ud af dét med, at Danmark er et kristnet land. Ihvertfald i det de siger. Det kniber noget mere med deres handlinger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 00´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

00´erne: Terror, angst, krise og klima-topmøde

Den sorgløse tid efter Berlinmurens fald sluttede brat d. 11.september 2001. Den dag i dag kan alle voksne stadig huske, hvad vi lavede, da vi hørte om – eller så – flyene flyve ind i tvillingetårnene i New York. En chokeret verden fulgte derpå med via tv-skærmen, mens røgen bølgede ud, indtil tårnene brasede sammen. Det ene efter det andet. Samtidig erfarede vi, at et tredje fly var fløjet ind i Pentagon – og et fjerde fly havde kurs mod Washington D.C., men at heroiske passagerer tvang det til at forulykke på en mark.

Verden var blevet en anden. Mere mørk, mere truende – og måske kom noget af dét også fra vores eget sind, fra angsten for det ukendte og dem, som vi ikke kender. Fjenden var pludselig alle steder, og en stor utryghed kom ind i vores liv og verden.

Den nye dagsorden betød også, at én kvinde i dansk politik kom til at spille en hovedrolle, selvom hverken hun eller hendes parti sad med i den borgerlige VK-regering, der stort set styrede Danmark gennem 00´erne. Der er tale om den daværende leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, som med stor politisk snilde og perfekt timet retorik talte lige ind til den frygt for alt ukendt, som havde grebet mange danskere – og som gjorde (og stadig gør), at mange danskere stemmer på Dansk Folkeparti.

Stemmer, som blev brugt til den ene udlændigestramning efter den anden. VK-regeringen sagde ja, så længe at Dansk Folkeparti stemte for endnu en nedskæring på det sociale område kombineret med endnu en skattelettelse (ofte til de rigeste). Og sådan gik 00´erne.

Ovre på den anden side af det politiske spektrum talte man derfor også om den indre svinehund – og den laveste fællesnævner, og i slutningen af årtiet kom en ny, ung kvinde ind i dansk politik, nemlig Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der med ligeså stor snilde og retorisk dygtighed som Pia Kjærsgaard forstod at tale sin sag, der værdimæssigt set derimod er det modsatte af Pia Kjærsgaard.

Men endnu i 00´erne var Johanne Schmidt-Nielsen ung og grøn. Det samme var socialdemokraternes nye og første kvindelige formand Helle Thorning. Fremtiden skulle dog vise sig at tilhøre netop disse to – men mere om det i morgen, når vi skal høre om 10´erne.

Endnu er vi i 00´erne. Et årti, der levede op til sit navn, med krise på krise, og især finanskrisen fra 2008, som gjorde mange – især kvinder – arbejdsløse. Og i VK-regeringens tid var det særlig skidt, da såvel dagpengesystem som andre sociale ydelser blev kraftigt beskåret.

Læg dertil at der stadig i 2000 var en forskel på mænd og kvinders gennemsnitsløn på 12-19 procent i mændenes favør. Samt at mændenes gennemsnitlige pensionsformue var cirka 30 procent større end kvindernes.

Et ”Videnscenter for Ligestilling”, som afløste Ligestillingsrådet, og som blev etableret af den socialdemokratiske regering i 2000, blev også nedlagt i 2002 af VK-regeringen. Den slags ”smagsdommeri” skulle der nemlig spares på, var holdningen hos den borgerlige regering, der ellers havde markante kvinder som ministre, fx Lene Espersen og Inger Støjberg. Men ingen af dem anfægtede dette angreb på ligestillingen.

Man kan altså sige, at det gik den gale vej – også når man betænker, at efter kommunalreformen var 91 ud af 98 borgmestre i Danmark i 2005 mænd. Altså det år, hvor vi kunne fejre 90-året for kvindernes stemmeret.

Nogle kvinder havde dog succes med at positionere sig politisk. Mest nok den konservative Connie Hedegaard, der først var minister, blandt andet klimaminister og siden EU-kommisær for klima – og måske Danmarks dygtigste i Bruxelles nogensinde. Ved klimatopmødet i København i 2009 var det i hvert fald tydeligt, at der stod respekt om hende og hendes evner fra hele verdens ledere – og resultatet var formentlig blevet både anderledes og bedre, hvis hun havde ledet det vigtige topmøde fremfor Lars Løkke. Connie Hedegaard var fx formentlig ikke faldet i søvn undervejs!!!

Der kom også to nye markante kvinder til Danmark udefra – selvom reglerne for ægteskab med folk fra andre lande strammedes voldsomt. Det gjaldt dog ikke disse to, nemlig kronprinsesse Mary, der er skotsk født, men opvokset i Tasmanien og Australien, og som i 2004 giftede sig med kronprins Frederik. Samt franskfødte prinsesse Marie, der i 2008 giftede sig med prins Joachim, der i 2004 blev skilt fra grevinde Alexandra.

Udenfor landets grænser virkede også danske kvinder som fx skuespilleren Connie Nielsen, der boede i USA og havde store filmroller i 00´erne, men som i Danmark var ligeså kendt for sit daværende ægteskab med Metallica-stjernen Lars Ullrich.

Svømmepigerne var også populære – og i modsætning til 1930´ernes danske svømmepiger var der ingen af dem, der opførte sig politisk. Det drejede sig om at vinde guld for Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og mange flere. Og det gjorde de. De vandt både guld og andre medaljer – og slog rekorder. Og også stadig her i 10´erne, hvor især en Mie Ø. Nielsen svømmer igennem som en af de nye stjerner fra næste generation af dygtige, danske svømmepiger.

Guld i form af en guldplade – og en platinplade – vandt rapperen Natasja også – men først efter hendes tragiske død i en trafikulykke på Jamaica i 2007. En hel generation unge kvinder – og mænd – havde ellers sat deres lid til hende som fortolker af deres tanker og drømme om et andet, mere rummeligt og mangfoldigt Danmark – og den dag i dag spilles hendes ”Gi´ mig Danmark tilbage” flittigt. Budskabet er også stadig aktuelt.

Endelig oplevede to erfarne nyhedskvinder, Ulla Therkelsen og Mette Fugl, også at blive feteret gennem 00´erne. De havde ellers været fremme i mediebilledet med reportager og interviews i en årrække, men blev nu nærmest kult – især Ulla Therkelsen, som fik en café opkaldt efter sig.

Mange af disse kvinder er stadig med til at tegne billedet i Danmark. Et billede, der ændrer sig i 10´erne – og som stadig udvikler sig. Det skal vi høre om i morgen i den sidste Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786
1970´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6814
1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6840
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6905

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har Løkke et problem med demokratiet?

Lars Løkke skyr ingen midler for at blive statsminister igen. Han vil magten så meget og så gerne, at han er parat til at overtrumfe de andre folkevalgte på Christiansborg.

Iflg. en artikel i B.T. er Løkke således klar til at lade Pia Kjærsgaard blive formand for Folketinget, hvis det kan få kabalen efter næste folketingsvalg til at gå op. Læs mere her: http://www.bt.dk/nyheder/v-legende-kan-blive-vraget-pia-k.-i-spil-til-toppost-under-loekke

Dette til trods for at hendes navn IKKE figurer på den liste over de 19 folketingspolitikere, som er mest respektererede af deres kollegaer. Og en sådan respekt er vigtig, hvis man vil være Folketingets formand. Det er Ugebrevet A4, der har lavet listen. Læs mere her: http://www.ugebreveta4.dk/og-folketingets-mest-respekterede-medlem-er_20051.aspx

På førstepladsen på listen er i øvrigt Løkkes egen partikammerat Bertel Haarder, men ham er Løkke altså parat til at ofre, selvom Haarder nyder stor respekt fra alle sider af Tinget.

Dét siger alt om Løkkes (mangel på) moral, at han således er istand til at kaste en kapacitet som Haarder overbord til fordel for en populist som Pia Kjærsgaard, der ikke er bebyrdet med hverken en stor viden om love og regler – eller i Løkkes verden noget så besværligt som moral.

Danmarksbloggen kan nemlig ikke lade være med at tænke på, om det mon betyder noget, at Haarder er et vidende og dygtigt menneske – og at Løkke måske føler sig truet af dette forhold?!.

Det kunne give så god mening – også set i lyset af Løkke foretrækker Pia Kjærsgaard fremfor fx Søren Espersen, der ellers også er DF´er og nr. 7. på listen – og som derfor også kunne bringes i spil i en politisk kabale.

Men problemet er jo nok (set med Løkkes øjne), at Søren Espersen ligesom Haarder faktisk har noget viden og indsigt.

Og hvis man nu gerne vil være statsminister, men omvendt ikke have en formand i Folketinget, der kender love og regler for godt, så er begge d´herrer jo en udfordring, da de – trods politisk enighed med Løkke – vil kræve, at tingene skal gå rigtigt for sig ifht. demokratiets spilleregler.

Det kræver Danmarksbloggen også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti har et demokratisk problem

Dansk Folkeparti mener selv, at de står for de sande danske værdier …

Det mener Danmarksbloggen ikke!!!

Danmarksbloggen mener derimod, at Dansk Folkeparti har et demokratisk problem – og at det især er skidt, når man står til at blive landets måske største parti.

Tre fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti (Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Martin Henriksen) forstår nemlig tilsyneladende ikke det demokratiske princip med tredelingen af samfundet i en dømmende, en udøvende og en lovgivende magt.

Tværtimod mener de – sammen med skabs-DF´eren fra Venstre Inger Støjberg – at det er helt i orden at prøve at påvirke retten i sagen om den nu terrordømte Mansour og fratagelsen af hans danske statsborgerskab.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/12/07/1207195007.htm

Danmarksbloggen hilser det velkomment, at de fire personer nu er blevet politianmeldt – og håber, at de skal møde op på politistationen, hvor de så  passende kan få taget deres fingeraftryk.

Dansk Folkeparti – som jo holder ligeså meget af kontrol, som man gør det i fx SaudiArabien og Nordkorea – mener nemlig også, at alle danskere skal have taget deres fingeraftryk – og aflevere noget DNA, så politiet lettere kan opklare diverse forbrydelser.

En holdning, som DF – ihvertfald for DNA´ets vedkommende – endnu er ret alene om. Men fortsætter det moralske skred blandt de politiske partier i Danmark, kan man jo aldrig vide. Umenneskeligheden har (desværre) nok ikke sat sin sidste rekord her til lands.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/12/07/160029.htm

For ja, nok kan man mene, at Mansour er en mand, der ikke burde have lov til at opholde sig i Danmark (det mener undertegnede fx). Men det ændrer ikke ved, at politikerne skal respektere lovene og tredelingen af magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tørklæder har (næsten) altid været et must for danske kvinder

Så raser tørklæde-debatten igen – og som altid er en af bannerførerne imod muslimske kvinders ret til at gå med tørklæde Pia Kjærsgaard, der i en artikel i Kristeligt Dagblad i går onsdag d. 20. august siger:

Det, at muslimske kvinder bærer tørklæder, burka, eller niqab er en klar afstandtagen til det danske samfund. At gå tildækket er fuldstændig i strid med det danske samfunds traditioner og symboliserer en ufrihed, som jeg slet ikke kan acceptere på nogen måde.

Citat slut.

Læs hele artiklen her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/2014-08-20/%E2%80%9D-b%C3%A6re-t%C3%B8rkl%C3%A6de-er-en-politisk-manifestation%E2%80%9D

I artiklen kan man også læse, hvordan Pia Kjærsgaard mener, at tørklædet er en politisk manifestation, der slet ikke har noget med religion at gøre.

Pia Kjærsgaards udmeldinger har så heller ikke noget med fakta at gøre. Tørklæder var derimod et must for danske kvinder i mange århundreder.

For hvis Pia Kjærsgaard kendte sin Danmarkshistorie, ville hun vide, at lige siden ihvertfald middelalderen og måske også længere tilbage – og helt op til sidst i 1800-tallet og nogle steder langt op i 1900-tallet var det normen, at også danske, kristne kvinder tog noget over håret, når de var ude i det offentlige rum.

At det at gå med noget over håret viste, at kvinden var en ærbar og gift kvinde. Det udslåede (altså løse) hår var nemlig kun noget, som små piger, meget unge, ugifte jomfruer – og prostituerede gik med.

Så når kvinden nåede en vis alder og modenhed – og ihvertfald når hun var gift – var det kun hendes mand, der måtte nyde godt af synet af hendes lange, udslåede hår. Og her taler vi altså Danmark og kristne, danske kvinder for kun omkring 100 år siden. Ja, nogle steder i landet for endnu færre år siden.

Ja, faktisk var et af de helt store bryllupsritualer, når de gifte koner midt under bryllupsfesten tog brudekronen af den nygifte brud og gav hende konehuen på. Konehuen, der skjulte hendes hår og viste, at nu var hun ikke længere et emne at gifte sig med. (En skik vi stadig har en rest af, når brudens slør klippes i stykker efter brudevalsen).

Til hverdag brugte de fleste kvinder dog et tørklæde – men funktionen var den samme: Håret måtte ikke ses.

Så nej, det med tørklæder er ikke noget nyt her til lands. Tørklæder har derimod i mange århundreder og mange versioner været et must for danske, kristne kvinder.

Dét er så ikke sådan længere for danske, kristne kvinder – det er rigtigt. Men det at gå barhovedet er immervæk kun noget, som danskerne – både mænd og kvinder – for alvor har gjort siden 1960´erne.

Men selvfølgelig skal ingen muslimsk kvinde føle sig presset til at tage tørklæde på, hvis hun ikke har lyst. Hun skal kunne gå med håret udslået ligeså meget, som hun har lyst.

Men hun skal heller ikke – som Pia Kjærsgaard vil have det – føle sig presset til at tage tørklædet af, hvis hun helst vil have det på.

For tørklæde eller ej, kors eller ej, kalot eller ej – dét er 100% den enkeltes egen sag. Men alle skal have friheden til at vælge – og til at være sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Så kom ulven alligevel til Pia Kjærsgaard

Husker I eventyret om drengen, der råbte ulv?

Det er historien om drengen, der står i skovbrynet og flere gange råber ulven kommer, så folkene fra hans landsby kommer farende – nogle endda med våben – for at hjælpe ham og jage ulven på flugt. Men hver gang er der ingen ulv. Kun en dreng, der står og skriger af grin over, at han – igen – har narret alle de kloge.

Til sidst ender det (selvfølgelig) galt. Ulven kommer, men ingen gider mere reagere på drengens råb, så han bliver spist af ulven, og så er den historie slut.

Eller rettere: I dagens Danmark har historien måske fået en pendant og en fortsættelse i form af Pia Kjærsgaard og hendes beskyldninger imod alt og alle. Pia Kjærsgaard har nemlig ligesom drengen i historien i mange år efterhånden råbt ulven kommer om både indvandrere, flygtninge, myndigheder og alle andre, som hun (og Dansk Folkeparti) mener kun er ude på at genere Danmark i al almindelighed, og hende selv og Dansk Folkeparti i særdeleshed.

Og hver gang er en masse vælgere – og af og til også myndigheder – kommet styrtende – og altid har det været til påstande, der ikke har holdt vand til en nærmere undersøgelse.

Men nu er ulven måske alligevel kommet. Meget tyder nemlig på, at Pia Kjærsgaard er blevet ligeså forkert behandlet af PET og justitsministeriet i den famøse kalendersag, som hun selv hele tiden har hævdet det. Og det er i så fald ikke i orden.

Ja, det er lodret forkert at snig-kigge i en politikers kalender for at se hvilke datoer, som man som myndighed skal sætte i spil for at kunne undgå eller aflyse besøg af samme politiker.

Man kan være uenig med Pia Kjærsgaard og hendes meningsfæller herfra og til evigheden, men hun og alle andre skal have en fair og ordentlig behandling af de offentlige myndigheder og en minister som justitsminister Morten Bødskov, der i dag skal i samråd om sagen.

Sådan skal det simpelthen bare være i en retsstat. Ellers er ulven for alvor løs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En kamp på umenneskelighed

Sommeren er agurketid. Det politiske liv på Christiansborg er sat på pause. Der er derfor god plads til, at pauseklovnene kan boltre sig i mediernes søgelys. Og denne sommer er ingen undtagelse fra dén regel.

Årets første stunt kom Venstres fungerende politiske ordfører Inger Støjberg med, da hun i kroniken “Jeg maler gerne profeten på min husmur” i Politiken skrev, at Danmark var danskernes land, og at man som tilrejsende til Danmark skulle “udvise respekt for – og ønske om inddragelse i – vores måde at leve på”.

http://www.bt.dk/politik/stoejberg-danmark-er-danskernes-land

Det fik straks DF´s værdiordfører (ja, den titel har de faktisk hos Dansk Folkeparti!) Pia Kjærsgaard til at sige: “Det er for tyndt, det Inger Støjberg kommer med. Det lyder meget godt, men vi vil kræve meget mere konkrete udspil, når vi får flertallet igen.”

http://www.bt.dk/politik/pia-kjaersgaard-det-er-for-tyndt-inger-stoejberg

Og så gik kampen ellers i gang mellem de to damer. En kamp på umenneskelighed. En kamp, der kunne have været ganske underholdende, hvis ikke den havde drejet sig om noget så grundliggende som holdningen fra det politiske etablisment til borgere i det danske samfund.

For selvfølgelig skal alle, der bor og lever i Danmark, respektere ytringsfrihed, demokrati og lige ret. Dét siger sig selv. Det behøver man slet ikke debattere.

Hvad man derimod kan – og bør – debattere er dette, at to politiske sværvægtere udstiller en hel gruppe mennesker – her muslimerne – som værende ude af stand til at begå sig i det danske samfund istedet for at at opfatte hvert eneste menneske som et unikt og selvstændigt individ.

For dét er særdelses bekymrende – og urovækkende.

For det er ALDRIG en bestemt religion eller en bestemt nationalitet, der er et problem. Det er derimod ALTID enkeltindivider, der tror på, at de alene vide – og at alle andre tager fejl.

Derfor har d´damer Kjærsgaard og Støjberg også ligeså store problemer med at respekere andre som salafisten og sharia-tilhængeren Adnan Avdichar har, når han siger at “ytringsfriheden er lig med had til islam! Det er hende, der skader integrationen. Inger Støjberg skal forlade Folketinget, for hun skaber bare endnu mere had.”

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2036564.ece

For sagen er meget enkel: Vi skal respektere hinanden – allesammen. Og så er dén ikke længere, heller ikke selvom det er sommerferie, ramadan og der kun er to dage til Bastilledagen. For nej, vi behøver ingen guillotiner, hverken fysiske eller mentale. Vi behøver rummelighed og tolerance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk