Anmeldelse: Terkel – the motherfårking musical

Tegnefilmen ”Terkel i knibe” har siden dens fødsel i 2004 været en del af den danske kulturarv. Ja, for dem, som rendte rundt i flyverdragter dengang i starten af årtusindet, er filmen direkte kult.

Nu er den så lavet om til en musical under navnet ”Terkel – the motherfårking musical” og er noget så sjældent som en overhypet forestilling, der faktisk holder. Billetterne blev også revet væk inden premieren i sidste uge.

Det kunne vel næsten heller ikke gå galt med så elskede figurer som Arne Nougatgren og Stewart? Men jo, det kunne det faktisk godt. For det er svært at overføre kunst fra filmens flade lærred til scenens levende 3D-dimensioner uden at resultatet bliver patetisk.

Det vidner en del forestillinger gennem årene også om – ingen nævnt, ingen glemt. Men her i ”Terkel – the mothefårking musical” folder det kendte univers sig ud, så vi indimellem vrider os på stolene af grin, jubler og klapper med – også når musicalen afviger fra tegnefilmen. For den gør den på både den ene og anden måde, men hvordan skal ikke røbes her.

Handlingen er i øvrigt rykket op til 2019, men mekanismerne er de samme i 6. A, og über-pædagogen Arne Nougatgren er i Martin Brygmanns geniale fortolkning stadig fortælleren, og ham der bryder den 4. væg ud mod os – og Martin Brygmann er en stor komisk skuespiller, der sprudler i rollen som den musikalske pædagog, der også er en stor ven af alt naturligt.

Ved siden af Martin Brygmann står Ruben Søltoft som Terkel, og han er god som den stakkels pubertetsdreng, der må slås med de fraværende forældre, klassekammeraterne og i det hele taget at finde sig en plads i tilværelsen, især efter Fede Dorits selvmord, som er en begivenhed, der strækker sig over både første og anden afdeling – og ja, pausen med.

Så vent endelig fem minutter med at gå ud og hente drikkevarer, hvis I vil have det hele med. Intermezzoet i pausen er god gammeldags komik uden ord.

Fede Dorit spilles og synges fint af Lea Thiim Harder. En anden, der kan synge, er Jakob Randrup, der spiller vikaren Gunnar med lige præcis den distance til rollen som ignorant fuckboy, som den rolle skal spilles.

I rollerne som Sten og Saki ser vi Adam og Noah, eller skulle man bare sige, at vi ser Adam og Noah. For du kan give de to alt muligt tøj og parykker på, sætte replikker i munden på dem, fortælle dem at de skal skyde med vandpistoler eller løbe op mellem stolesæderne. Men de er og bliver Adam og Noah. Og det er ment som en cadeau til deres eminente evner til at brænde igennem på en scene. Ja, de er så meget Adam og Noah, at kun få kender deres rigtige navne, som er Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush.

I rollen som Stewart ses Thomas Bo Larsen, og han er ellers altid driftssikker som skuespiller og mestrer også de svære karakterroller, men her er opgaven umulig. For dén rolle kan kun spilles af ikke en mand, men en and, nemlig Anders Matthesen selv.

Som Terkels bedste ven Jason ses Clemens, som også har lavet nye sange til forestillingen. Han er normalt kendt som musiker, men her er det faktisk hans skuespilevner, som rykker. Mange af de nye sange er nemlig mere støj og larm end de bidrager til noget i det Terkelske univers, hvor i virkeligheden dødsensalvorlige emner behandles med en vis lethed, distance, kynisme og humor, som er så typisk for det, som Anders Matthesen laver.

For en af de største årsager til succesen er selvfølgelig ham, der IKKE er med på scenen, men som har skabt universet og alle de skæve figurer, nemlig Anden aka komikeren Anders Matthesen, som skrev historien som en radioføjleton for DR, inden Mette Heeno skrev manuskriptet til tegnefilmen, der blev set af mere end 375.000 danskere i biografen i 2004.

Matthesens evne til at ramme plet i sin måde at beskrive virkeligheden på – og til at overføre det danske sprog, som vi rent faktisk taler det, til scenen er en rød tråd gennem hele Andens karriere. Vi ser os selv gennem Matthesens øjne – ikke som vi gerne ville være, men som vi er, og det kan de fleste af os heldigvis stadig grine af.

Danmarksbloggen giver ”Terkel – the motherfårking musical” fire ud af seks overdimensionerede skoletasker, som dem klassen render rundt med – en klasse, der også består af førsteklasses dansere.

Efter København og Tivoli tager forestillingen, der er instrueret af Nikolaj Cederholm, på turné til Odense, Vejle, Aarhus, Aalborg og Holstebro.

Endelig skal tilføjes, at såvel kulisser som kostumer holder max, da de medvirker til at skabe et realistisk billedunivers.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk