Europæisk folkemøde på Bornholm?

Mere brænde bæres til det bål, der hedder: Balladen om hvem der må deltage i folkemødet på Bornholm.

Nu er det ikke kun den stærkt islamkritiske hollænder Geert Wilders, der skaber overskrifter med sin annoncerede ankomst til klippeøen.

Det er også Gyldent Daggry, der er et højreorienteret parti fra Grækenland, der ofte sammenlignes med nynazister, og som nu er inviteret af deres danske broderparti Danskernes Parti, der har holdninger, der kan få Dansk Folkeparti til at virke venstreorienterede og ansvarlige.

Nu mangler vi kun, at Europakommissionen også kommer. Nej, hov – vent – de har faktisk været med siden starten i 2012!!! Greenpeace, Amnesty og andre hæderkronede internationale organisationer har også deltaget i flere omgange – og kommer selvfølgelig igen i år.

Så nej, den der med at sige, at folkemødet på Bornholm kun er for danskere og danske organisationer – den du´r ikke rigtig, heller ikke når eksistenser som Geert Wilders og Gyldent Daggry kigger forbi.

Lige ret for Per og Poul, for kloge og for klovner. Sådan må det være i et demokrati. Man kan jo bare vælge at lade være med at give klovnene opmærksomhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *