Folkemødet Møn – en lillesøster, der gerne vil være større

Om to uger – lørdag d. 27. august – løber Folkemødet på Møn af stablen.

Danmarksbloggen har interviewet formanden Lise Lotte Møller om folkemødet før, nu og fremover. Læs interviewet her.

Hvordan har I det med at blive kaldt lillesøsteren til Folkemødet på Bornholm?
Det har vi det rigtig godt med! Folkemøde Bornholm er Roskilde-festivalen, og vi vil i fremtiden gerne være Langelandsfestivalen 

Hvad forventer I af Folkemødet på Møn? Både i år – og på sigt? Vil I gerne være ligeså store som Bornholm?
Vi forventer flere folk, og vi forventer at udvide til to dage. Men det er ikke planen at blive større end Bornholm, omend der er plads til flere folkemøder.

Hvem kommer og taler til Folkemødet på Møn i år?
Vi lavede den aftale med de andre partier, at alle partier i Folketinget skulle have mulighed for at have en taler på hovedscenen = Ni debatter.
Det kniber så for de små partier at stille med en. Men Søren Gade fra Venstre kommer blandt andet. Og på scenerne er der mange forskellige som fx Dennis Christensen fra FOA, Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp, Rasmus Nordqvist fra Alternativet, Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet med flere.

Og hvad skal man som tilhører især glæde sig til?
Debatten mellem Anders Bondo og Pernille Rosenkrantz-Theil bliver spændende. Men også bare de mange mange organisationer og foreninger, der deltager – og så det flotte program på ungescenen.

Hvorfor, hvordan og hvornår startede Folkemødet på Møn i det hele taget?
Det startede d. 28. juni 2014, hvor vi var nogle socialdemokratier, der mødtes for at lave en sommerfest og endte med at have planlagt et folkemøde, som blev afholdt for første gang syv uger efter.

Så var der ikke noget med, at det i starten blev opfattet som et socialdemokratisk projekt – men at det siden har ændret sig og fået en mere bred politisk orientering?
Jo, men nu består bestyrelsen af flere forskellige folk. Men jo, det startede som et socialdemokratisk projekt, der prøvede at hive alle med ind. Dengang blev det også holdt hos Pernille Rosenkrantz-Theil, men siden har vi flyttet lokalitet af samme grund.

Og hvad med det lokale islæt – I gør meget for at få lokale kræfter til at stille op med en bod, hvordan bliver det modtaget?
Rigtig godt modtaget. Vi har en lokal scene med mange tilhørere, mange lokale foreninger og mange frivillige og god lokal økonomisk støtte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velkommen tilbage

Juli kom og gik – og rundt om Danmark stod verden i brand. Alt for meget og alt for mange steder. Tyrkiet, Nice, München, Saint-Etienne-du-Rouvray og alt for mange flere endnu. Og i USA blev en gal mand kåret til republikanernes præsidentkandidat. Det er vanvid med vanvid på.

Men hvad gjorde den danske statsminister midt i al dette? Jo, han holdt sommerferie – og så tog han til Frankrig for at forsøge at få Tour de France til Danmark – og det vil da være både herligt og spektakulært at få verdens største cykelløb til et af verdens største cykellande – og cykelbyer. Touren skal nemlig i så fald starte i København om nogle år.

MEN at landets leder fokuserer på et cykelløb med gule, grønne, hvide og prikkede trøjer istedet for på en verden, der mere og mere nærmer sig noget, der minder om kollaps og krig – dét er galimatias i én grad, så det er absurd for selv den nuværende V-regering.

Nye boller på suppen er det i hvert fald ikke. Danmarksbloggen lovede derimod nye boller på suppen efter sommerferien – og det skal I få.

I går – i utide – kom en anmeldelse og en reportage fra weekendens Harry Potter-udgivelse. Og fredag d. 12. august fx kommer der et interview med Lise Lotte Møller, der vil fortælle om det kommende Folkemøde på Møn, og hvorfor det kan regnes som en slags lillesøster til Folkemødet på Bornholm.

Og det er planen, at der kommer mange flere interviews med spændende mennesker fra hele Danmark. Samt reportager om stort og småt. Og selvfølgelig også stadig masser af kultur, kunst, historie – og holdninger.

For Danmark er et dejligt land – og det er skønt at være dansk i den oprindelige betydning, som handler om at danskhed er lig med åbenhed, mangfoldighed, tolerance og vidsyn – og ikke den falske danskheds mørke og angst, som især Dansk Folkeparti men også andre repræsenterer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets honning er kun for de få

Så er det bikube-tid igen. Demokratiet skal til at indsamle sin årlige portion honning ovre på Danmarks solskinsø Bornholm.

Det er med andre ord tid til Det Årlige Folkemøde, og i de kommende dage vil alt, hvad der kan krybe og gå af politikere, interesseorganisationer, journalister og sågar også private virksomheder som andre blomster stå på stande og scener for at tiltrække ikke så meget borgere, som de andre politikere, interesseorganisationer, journalister og private virksomheder, der som små flittige bier vil summe travlt og engageret på den lille klippeø.

Men Bornholm er en ø med begrænset plads – og begrænset kapacitet. Så når først alle politikerne, interesseorganisationerne, journalisterne og virksomhederne har bestilt overnatning osv, så er der ikke mange senge tilbage til danskere fra Jylland, Fyn, Sjælland og de andre øer. Og bornholmerne selv har heller ikke tid til at deltage i debatterne. De skal servicere politikerne, interesseorganisationerne, journalisterne og virksomhederne – og tjene en stor del af årets indkomst.

Så faktisk kan man ikke kalde det, der foregår på Bornholm i de kommende dage, et folkemøde. Det er mere et rendsammen af de politikere, interesseorganisationer, journalister og private virksomheder, der også resten af året stikker hovedet sammen – bare i København, men lige i de dage her holder de sommer på Bornholm.

Efter Danmarksbloggens mening burde Folkemødet derfor flytte rundt, så det blev holdt på skift i forskellige regioner. For så havde også den almindelige dansker fra både Aalborg, Viborg, Ribe, Kolding, Svendborg, Nyborg, Maribo, Vordingborg, Ringsted, Holbæk og Hillerød – og Rønne – m.fl en reel chance for at være med og smage demokratiets honning.

Og så ville Folkemødet endelig blive et rigtigt Folkemøde. Danmarksbloggen er derfor glad for, at andre også tager stafetten op – som fx Folkemødet på Møn lørdag d. 27. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde Møn – i morgen

I morgen løber ”Folkemøde Møn” af stablen.

Bestyrelsesmedlem Liselotte Møller skriver til Danmarksbloggen: 

”Folkemøde Møn” samler igen i år borgere, politikere, tillidsmænd, arbejdsgivere og resten af det stærke forenings- og kulturliv på Sjælland i en politisk ramme for at debattere fremtidens udfordringer.

”Folkemøde Møn” skal være en kulturel begivenhed, der trækker folk fra hele Sjælland og hvor vi lader kunst, kunsthåndværk, musik, tovtrækning og i øvrigt underholdning for børn, danne de ydre rammer for politiske debatter, dialog om fremtidens sjællandske arbejdsmarked og by- og landliv.

Det er et demokratisk og kulturelt rum, hvor borgere, foreninger, politikere og arbejdsmarkedets parter mødes for at debattere fremtidens udfordringer i fællesskab.

Som hovedtalere på den store scene er borgmester Knud Larsen, Mette Frederiksen, Lizette Risgaard mfl.

Mellem hovedtalerne er der musik og underholdning på den store scene. Her kommer Alberte og synger, og Mads Steffensen fra ”Mads og monopolet” løser dilemmaer med et panel udset til dagen.

Der er også lokalscene, hvor en stribe engagerede, lokale initiativer vil have stande og køre debatten om fremtidens by- og landliv. Og der er arbejdsmarkedscenen, hvor arbejdsmarkedets parter diskutere aktuelle emner.

Blandede-bolcher-scenen er stedet, hvor journalistisk og miljø er i højsædet. Ungescenen, hvor især emner, der vedkommer unge, kommer på banen, men alle er velkomne. Derudover har HK et debattelt, hvor psykisk arbejdsmiljø og formandsvalg i LO er nogle af emnerne.

Bigsteam scenen er et lokalt initiativ af Jonna Colding Henriksen, hvor blandt bevarelse af Storstrømsbroen skal diskuteres.

På den socialdemokratiske scene er der diverse debatter med bl.a. folketingsmedlemmer bredt repræsenteret fra de fleste partier. Her sluttes dagen af med ”Magnus tonight show” – hvor Magnus Heunicke debattere med aktuelle emner med publikum.

På ‘græsmarken’ inviteres alle de politiske partier samt landsdækkende og lokale foreninger til at sætte pavilloner op og stå til rådighed for dialog.

I den gamle svinestald kommer der til at være kunst og kunsthåndværk i stride strømme. Og i forlængelse heraf er der kaffe og kage.

Arrangementet foregår på Pernille Rosenkrantz-Theils nedlagte landbrug d. 29. august kl. 09.30-20.00 på Abildvej 3, Askeby på Møn. Arrangementet er åbent for alle.

Skrevet af: Liselotte Møller, bestyrelsesmedlem