Der er film, som ryster, også selvom man kender slutningen på historien. Per Flys ”Hammarskjöld” er en af disse, selvom filmen ikke som forventet ender med en kæmpe ildkugle, da flyet med FN´s svenske generalsekretær Dag Hammarskjöld ombord eksploderer i den afrikanske nat som et monument over tabet af den smukke vision om en verdensorganisation, der holder stærke nationer og kapital-interesser i skak.

For det var en umulig mission med den givtige mineindustri i Congo-provinsen Kasanga, der blev styret af de belgiske koloniherrer, og som stik mod FN´s intention ikke ønskede et demokratisk Congo, men hellere ville have en løsrevet provins med en af dem indsat sort præsident – og det så meget, at FN-chefen Hammarskjöld i september 1961 blev dræbt i noget, der skulle ligne en flyulykke.

Verden gik i chok – og Sverige stod bomstille i en endeløs sorg, som vi ser det på gamle filmstrimler, der stadig griber. Verden – og Danmark – har heller aldrig har glemt svenskeren, der var en af 1900-tallets vigtigste aktører på den globale scene. Den mest imposante del af Østerbrogade i København skiftede fx navn til Dag Hammarskjölds Allé kort efter hans død.

Så det er en vigtig historisk film om afkoloniseringen af Afrika, om dengang i 50´erne og 60´erne, hvor den hvide mand afgav retten til mange kolonier. Det er også en film, der peger på nutiden, hvor Afrika igen bliver koloniseret – nu bare af den gule mand, nemlig kineserne, der samler råstoffer til hobe i en grad, så vi i Vesten skulle have reageret i forgårs.

For verdenskampen om ressourcer og penge er lige så nådesløs og brutal i dag, som den var dengang, Hammarskjöld døde i det, som i mange år blev kaldt et uheld, men som formentlig har været et bevidst drab af ikke kun den svenske topdiplomat, men også et helt fly fuld af mennesker. Filmen har sit klare bud på, hvem der stod bag, selvom der også er andre kandidater. Men endnu nægter flere af de involverede parter at åbne deres arkiver.

Det er Mikael Persbrandt, der spiller Dag Hammarskjöld i en præstation, der berettiget var nomineret til Sveriges fineste filmpris Guldbaggen. Hvorfor han ikke vandt den, giver ingen mening. For Persbrandts evne til med alt fra hans blotte tilstedeværelse over betoningerne i stemmen og bevægelserne i kroppen og til de små mikroudtryk i ansigt og øjne at fortælle hele historien, vise hele følelsespaletten er så eminent, at det kun kan matches af danske Mads Mikkelsen.

Persbrandt bliver simpelthen fra den ene lyseblå skjorte efter den anden til den stilige svensker i sit portræt af Hammarskjöld, som fik de længste stående ovationer nogensinde givet til nogen på FN´s talerstol, men som slog det hen med sædvanlig svensk beskedenhed.

Lagom-princippet, hvis man kan sine svenske koder. For Dag Hammarskjöld forblev svensk som i lagom og beskeden, men også stålsat som svensk granit, når han siger, at nu gør vi sådan, og så er det præcis sådan, at det bliver gjort. Med holdningen om nu firar vi idag, men i morgon jobbar vi dubbelt så hårt. Dét er svensk – og Sverige og svensk ånd fylder meget i filmen, selvom den primært foregår i New York.

For nok kan du tage en mand ud af Sverige, men du kan ikke tage det at være svensk ud af mand – og slet ikke en så følelsesfuld og blød mand bag den kontrollerede facade. Der er en ordentlighed og en redelighed i den svenske folkesjæl – og hos Dag Hammarskjöld. Samt en tro på humanismens kraft og det at være den fredens stormagt, som FN burde være iflg. Hammarskjöld. En tanke, som i mange år også drev svensk politik, men som blev brudt, da Sverige tidligere på foråret trådte ind i NATO.

Gad vide hvad Dag Hammarskjöld ville have sagt til det? Måske han ville have insisteret på dialogen, på FN´s rolle som forsvarer af de svage stater og mægler mellem – også med våben – storstaterne, når de slås om verdensherredømmet. Hammarskjöld forhindrede i hvert fald 3. verdenskrig ved et par tilfælde, og fik også Nobels fredspris posthumt.

Hammarskjöld var altså en gigant på diplomatiets himmel. Men han var mere end det. Han var også forfatter – igen posthumt. Når man læser hans bog ”Vejmærker” – og læs den helst på originalsproget svensk, så tegnes et billede af en følsom, ensom og kristen sjæl, en mand der trods al magten længtes efter mening, nærhed og samvær – og måske derfor er det også så passende, at vi i filmen får lov til at se hans dødsøjeblik i det af kugler perforerede fly.

Et dødsøjeblik, som Persbrandt gestalter, som jeg aldrig har set dødens komme skildret før. Døden som en lykke, en udfrielse. For nu er kalken drukket, nu kan Hammarskjöld vende hjem til den Gud, det lys, som han troede på hele sit liv.

Danmarksbloggen giver 6 ud af 6 søde røde jordbær fra det Österlen i Skåne, hvor Dag Hammarskjöld havde planer om at slå sig ned, når hans FN-mandat udløb.

For nok mangler der både politisk substans i filmens handlig og en bredere facettering af de andre personer til en fuld jordbær-kurv, og nok er symbolikken med aben i bur, der slipper løs, alt for gumpetung.

Men det kan ikke nytte noget. Persbrandts præstation er så titanisk, at alt andet end fuld kurv ville være helligbrøde. Filmen er som en monolog – bare en monolog med andre, der som en slags luksusstatister ses rundt om Persbrandts lysende portræt af Nordens største statsperson nogensinde.

De andre skuespillere tæller blandt andet danske Thure Lindhardt, der ellers er en klasseskuespiller, men som er malplaceret som Hammarskjölds svenske ungdomsven – og måske tabte kærlighed. For man lægger mest mærke til Lindhardts ubehjælpelige svensk, som også hindrer ham i at spille på det sædvanlige niveau.

Gid Per Fly i stedet havde givet dén rolle til Mattias Nordkvist, der spiller den langt mindre rolle som Hammarskjölds anden ven Bo. Så havde det slået gnister. Nordkvist har endda erfaring i at spille homoseksuel i Sverige i netop den periode, nemlig fra SVT´s succes-serie ”Vår tid är nu”, hvor han ydede en præstation, der står mål med Ghita Nørbys i ”Matador”.

For det er en stjernerække af skuespillere, som gestalter afrikanske præsidenter, belgiske mine-ejere, dubiøse lejesoldater, glatte diplomater og andet godtfolk – ja, også en kendt amerikansk præsident spillet af danskeren, der ligner ham så meget, og spiller så godt, at han igen og igen får rollen som JFK. Dén kan Caspar Phillipson også på rygraden.

Filmen har premiere i dag d. 18. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk