Blå + rød = Kulsort SVM-regering

Den nye SVM-regering vil afskaffe St. Bededag.

Sidste gang en helligdag blev afskaffet, kostede det en tur på hjul og stejle. Okay, Struense afskaffede også mere end én helligdag. Faktisk røg dér hele 11 ud af 22 helligdage dér i 1772, og så gik han også i seng med dronningen.

Men begrundelsen var den samme dengang som nu: Danskerne skal arbejde noget mere.

Sådan er det. Lev med det, hedder det på nutidsdansk.

Men nej. Det du´r ikke.

Danmarksbloggen spørger derfor også, om byttegarantien gælder, når et land får en ny regering i julegave, som vi ikke kan bruge til noget.

For hvad skal vi med en SVM-regering, som hellere vil give skattelettelser end bekæmpe den stigende ulighed. Som tillader at landbrug og industri fortsat må svine løs, mens naturen betaler prisen. Som er klar på at lade studerende, syge og gamle betale resten af regningen.

Normalt når rød og blå blandes, får man lilla. Men på den politiske farveskala bliver dét farve-mix så kulsort, at de andre højrefløjspartier ikke har et reelt alternativ til SVM-regeringens politik.

De grønne venstrefløjspartier har derimod alletiders chance for at markere sig op til det folketingsvalg, som formentlig ikke er langt væk.

For hvem tror på, at Frederiksen, Ellemann og Løkke kan samarbejde på den lange bane?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stem med hjertet

Så blev det valgdag … og i demokratiets ånd vil Danmarksbloggen opfordre alle til at stemme – og stemme med hjertet.

Danmarksbloggen vil så også – tro mod de medmenneskelige værdier, som Danmarksbloggen tror på og arbejder for – bede alle om at huske på, at hjertets farve er rød.

Rød som liv og glæde, som fællesskab og solidaritet, som mangfoldighed og tolerance.

Og rød som en af farverne i regnbuen, der ret beset også er både blå, grøn, gul, lilla og alle mulige andre farver, som danskerne skal vælge imellem. For nu er valgkampen slut – og krydserne skal til at tale.

God valgdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finansloven er – lidt – rød

Finansloven er – endelig – blevet rød. Lidt rød ihvertfald.

Kynisk betragtet kan man også sige, at det er sidste chance, hvis den nuværende regering skal virke bare en smule optaget af at hjælpe de svage og udsatte i samfundet.

Som fx de cirka 50.000 mennesker, der har mistet deres dagpenge, og som der stadig ikke er fundet en tilfredsstillende løsning på.

Men også mange andre mennesker i Danmark lever under forhold, som ikke er værdige for et moderne velfærdssamfund som det danske.

Danmarksbloggen vurderer derfor også, at det kan blive svært at få overbevist danskerne om det solidariske islæt hos Thorning, Corydon og Østergaard med denne finanslov. Så kan Corydon kalde det fællesskabets finanslov så meget han vil.

Alternativet – Løkke, Pape, Thuelsen Dahl og Samuelsen – er dog langt værre.

Det skal man huske – også selvom det med den såkaldte røde regering er et valg mellem lidt pest eller meget kolera.

Og det ved man godt hos SF – og især hos Enhedslisten, som med denne finanslov har vist, at de kan deres politiske håndværk og indgå aftaler uden at give køb på deres værdier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Manden, der lever op til myten: Ole Sohn

Der er et gammelt ord, der siger, at hvis man ikke er socialist som ung, så har man ikke noget hjerte – og hvis man ikke er konservativ som gammel, så har man ikke nogen hjerne.

Det passer ikke på ret mange. Tværtimod har de fleste af os nogenlunde de samme holdninger gennem livet.

Men ikke Ole Sohn.

Ole Sohn er i høj grad manden, der lever op til myten om at være rød som ung og blå som gammel. Han startede som kommunist, blev så SF´er og er nu socialdemokrat ude på partiets alleryderste blå fløj.

Og Socialdemokratiets blå højrefløj er blå i disse år. Så blå at Venstre nogen gange nærmest virker som om partiet har nogen røde nuancer i det blå. Det har Venstre selvfølgelig ikke.

Men Ole Sohn sprænger skalaen med sit forslag om, at arbejderne skal love ikke at forlange nogen lønstigninger i ti år – samtidig med at virksomhederne ikke skal love noget til gengæld hverken overfor deres ansatte eller overfor samfundet.

Det giver ikke mening. Hvis vi som samfund skal til at yde mere – og det skal vi nok, når man ser på udviklingen overalt i verden – så gælder den øgede forpligtelse os alle sammen, også virksomhederne.

For i et samfund er man forpligtet på hinanden, svag og stærk, ung og gammel, rød og blå – også selvom en del helst vil glemme det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DONG-sag fører til et polariseret Danmark

Uanset hvad resultatet bliver i dag – og mon ikke det bliver, at DONG-aktierne bliver solgt til investeringsbanken Goldman Sachs – så vil det her forløb føre til et polariseret Danmark.

De blå vælgere er skuffede over, at Venstre stikker hovedet i busken og stemmer for aftalen. Og de røde vælgere er sure over, at Socialdemokratiet og SF svigtede deres bagland og de protester, der kom dér (dette gælder også, hvis SF vælger at gå ud af regeringen). Og de radikale holder så ekstrem lav profil, at alle nærmest har glemt, at de er ligeså meget med i DONG-sagen, som de to andre partier i regeringen og størstedelen af oppositionen er det.

Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti er imod at stemme for et salg nu og ønsker, at man kigger på tingene een gang til. Det høster de to partier stor anerkendelse på – og stemmer, når valget kommer.

Danmark er dermed også på vej til at blive yderligere polariseret mellem på den ene side de fremmedfjendske-vi-har-nok-i-os-selv-danskere hos DF og så Enhedslisten, der på den medmenneskelige side er det eneste parti i Folketinget, der holder humanismens fane højt – hvad enten det drejer sig om fordelingen af goder her i samfundet, eller det drejer sig om rummelighed og tolerance i forhold til køn, race, seksualitet og religion.

Danmark befinder sig også midt i en stor værdi-kamp i denne tidsalder. En værdi-kamp, som er den direkte årsag til at Danmarksbloggen blev stiftet for snart et år siden. For sammen med en masse andre gode kræfter at kæmpe for netop tolerancen, rummeligheden og medmenneskeligheden. For kun sådan har Danmark en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rød, blå eller grøn: Sammenhæng og vision søges

En rød regering, en blå opposition, en grøn politik.

Der er mange farver i dansk politik, men få nuancer. Alt gøres op i sort og hvid, i letfattelige overskrifter.

Men der mangler vision. Der mangler sammenhæng og overblik. Mange beslutninger tages ad hoc under hensyntagen til dagens hotte emner – og hvem der nu har lobbyet mest og bedst.

Men hvor er visionen, drømmen – den som vi alle kan drømme med på? For i virkeligheden vil vi jo alle, røde, blå, grønne, i bund og grund det samme:

Et Danmark, hvor vi alle lever og trives …

At vi så ikke er enige om farver og nuancer, er jo blot en berigelse, en styrkelse … hvis vi kan rumme hinanden og se forskellighederne som en berigelse.

NU kommer sommerferien, og der bliver stille på den politiske scene. Alle, også politikerne, går på sommerferie. Nogle skønne uger med afslapning – men også lejlighed til at lægge i hængekøjen og filosofere – venter.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – og måske især de danske politikere – til at gå et spadestik dybere end dagens avisoverskrifter og tænke over, hvor de er på vej til at føre Danmark hen.

For er det Danmark, der skabes i disse år, dét Danmark, som vi ønsker? Eller ønsker vi et andet Danmark?

Et Danmark med sammenhæng og visioner – og helst i den form, der inddrager alle farver, så landet kan stråle som en anden regnbue.

Danmarksbloggen vil derfor hver onsdag i juli komme med en inspiration til de politikere, der i denne skønne sommermåned har tid og rum til at tænke de dybe tanker, drømme de store drømme.

Så følg med hver onsdag her på Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen er sovjetisk-hammer-og-segl-rød

Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog

Kan man være iværksætter og rød?

Kan man være iværksætter og rød?

Mange vil nok mene, at nej, det kan man da sandelig ikke. Iværksættere er pr. definition blå.

Men nej, sådan er verden ikke. Der findes en del røde iværksættere.

Og hvorfor skulle det i grunden også være en modsætning at være rød og iværksætter? Jeg mener: Folk, der stemmer på Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, er jo ligeså meget tilhængere af vækst og arbejdspladser som alle andre.

For der findes vel næppe dén dansker over 10 år, som ikke for længst har forstået, at hvis vi skal fortsætte med at leve som vi gør, så kræver det, at vi som nation tjener penge.

Og da Danmark nærmest ikke har nogen råstoffer, så skal vi tjene vores penge på vores hitte-på-som-hed, også kendt som innovation.

Det er også derfor, at det er så vigtigt at give de unge en god uddannelse – og et trygt grundlag at tage dén uddannelse på.

For vi har ikke råd til at smide ét eneste klogt hoved på gaden, misse én eneste genial idé.

Og dét, mine damer og herrer, har de røde også forlængst fundet ud af …

Så lad os nu droppe fordommene omkring at iværksættere per definition stemmer blå. Samt at de altid er (over)smarte forretningsfolk uden moral eller geniale opfindere.

For som altid er faktum, at også iværksættere er ligeså forskellige som alle mulige andre. For jo, de fås både i blå, røde og grønne udgaver …

Det vigtige er heller ikke, hvad iværksætterne stemmer – men hvad de sætter igang i samfundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk