St. Bededag har flere gange i historien været årsag til en kamp, og nu skal der kæmpes igen. Denne gang om selve helligdagens eksistens.

SVM-regeringen vil nemlig fjerne helligdagen – og det asap. Lovforslaget om fjernelse af St. Bededag skal præsenteres og behandles så hurtigt som muligt, sagde udenrigsminister Lars Løkke i går.

HVIS det lykkes at fjerne St. Bededag, er det første gang i mere end 250 år, at der laves om i den danske helligdagskalender.

Sidst var i 1770, hvor Christian d. 7.´s livlæge og statsminister Struense i forbindelse med Den Store Helligdagsreform af 20. oktober 1770 slettede 11 ud af 22 helligdage, fordi den tyskfødte embedsmand mente, at tiden kunne bruges mere fornuftigt til arbejde.

Dét vakte ikke begejstring.

Struense overvejede også at slette St. Bededag, men valgte at lade være. Han var nemlig bekymret for, om københavnerne ville gøre opgør, hvis man tog de varme hveder og gåturen på Voldene fra dem.

I dag er det så primært fagforeningerne, som kommer til at gøre opgør, selvom også andre grupper som fx Folkekirken og dele af det borgerlige Danmark har protesteret over at fjerne St. Bededag.

For det her handler om langt mere end en herlig fridag – eller det at Danmark er et kristent land. Det handler om at respektere den danske model – og det gør SVM-regeringen ikke med dette udspil.

At en magtfuldkommen flertalsregering uden videre afskaffer en helligdag, er nemlig at bryde med selve grundprincippet om, at arbejdsmarkedets parter selv skal bestemme.

Så pt. er kursen sat mod storkonflikt. En storkonflikt, der kan kulminere i Det Store St. Bededagsslag – version 2.0.

For der var nemlig engang – fra 1800-tallet og indtil cirka omkring 1930, hvor drengene på Christianshavn og drengene på Amager mødtes på Volden med kæppe og slangebøsser St. Bededagsaften.

Formål: Det Store St. Bededagsslag, som var årets mest intense slåskamp. Det gav en del skrammer, blå mærker og blodtude – nogle af dem erhvervet i kamp, andre på flugt fra det politi, som hvert år blev sendt ud for at stoppe årets største slåskamp.

Det var dog for ingenting at regne for, hvad der overgik Struense (ham der afskaffede 11 ud af 22 helligdage) og hans nære medarbejder Brandt i 1772. De endte på hjul og stejle. Dét har gjort rigtig nas.

I den formentlig kommende storkonflikt vil vi forhåbentlig ikke opleve fysisk vold. Men der er mange måder at være voldelig på. Også fra magtens side – og det ser vi her.

Den nuværende regerings magtfuldkommenhed er en af disse. Treenigheden Frederiksen, Ellemann og Løkke varsler i hvert fald om en vilje til at vælge sine egne kæpheste fremfor at respektere eksisterende ordninger, befolkningens ønsker og andet vigtigt.

Deres enegang er skræmmende. Den er et direkte overgreb på demokratiet – og dermed meget farligere end en blodtud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk