Finansloven er en foræring af magten til de blå

Finansloven for 2015 er en foræring af magten til de blå.

For er der et emne, som kan give opmærksomhed i et valgår, så er det indvandrere og flygtninge – og her er det snart mange år siden, at tilhængerne af solidaritet og medmenneskelighed har vundet noget som helst.

Tværtimod så har Dansk Folkeparti baseret sin (altfor) langvarige og store succes på netop det modsatte: Nemlig at vi i Danmark skal være os selv nok. At vi skal bruge pengene på os selv og kun os selv.

Derfor vil de yderligere 250 millioner til indvandrere og flygtninge på Finansloven også være en rød klud i hovedet på DF og Venstre i efterårets finanslovsforhandlinger, som formentlig ender med en aftale mellem regeringen og SF – og måske Enhedslisten.

Men i anden omgang vil netop disse 250 millioner være et hovedargument for at stemme på DF og Venstre. Pengene skal nemlig bruges til kontanthjælp og øget danskundervisning, da antallet af opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte forventes at stige i 2015.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/08/26/0826082427.htm

Og er der noget, som mange danskere ikke ønsker, så er det flere indvandrere og flygtninge.

Så på den lange bane er disse 250 millioner meget dyre for den nuværende regering, også fordi det ikke er lykkedes for Corydon, Vestager og Thorning at overbevise vælgerne om, at den nuværende regering kæmper for fællesskabet og de svage i samfundet.

Tværtimod så anklages den nuværende regering for at være mere end lyseblå, og med den nuværende finanslov frygter Danmarksbloggen, at der kan blive tale om en ren foræring af magten til de blå, når valget kommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidariteten lever – bare ikke i regeringen

Debatten raser om genoptjeningsretten til dagpenge. Idag skal man have et års arbejde for at kunne genoptage sin dagpengeret, mens man inden reformen for et par år siden kunne nøjes med et halvt år.

Og sådan skal det fortsætte, mener regeringen, der istedet bruger en halv milliard på at gøre fradraget for fagforeningskontingenter større, så det stiger fra 3000 kroner til 6000 kroner.

I kroner og ører vil det typisk give et fagforeningsmedlem ca 1500 kroner mere udbetalt om året – og medmindre man er Lars Løkke eller tilsvarende, så kan man godt mærke 1500 kroner mere i pungen.

MEN så er det, at det bliver interessant. For både lønmodtagere og fagforeninger (minus LO-formand Harald Børsting) er klar til at sige nej, tak til det øgede fradrag, hvis genoptjeningsretten istedet kan halveres.

Dét er da om noget solidaritet med de nu mere end 40.000 mennesker, der siden dagpengereformen trådte i kraft, er røget ud af dagpengesystemet.

Finansminister Corydons ord om at “så er der andre systemer” og “hver ting til sin tid” virker hule og uden mening.

For nej, der er ikke altid andre systemer. Der er folk, der må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan modtage dagpenge og ikke er berettiget til kontanthjælp eller andre ydelser.

Og hvad Corydon mener med hver ting til sin tid må stå hen i det uvisse. Det øgede fradrag i fagforeningskontingenter er en såkaldt NICE TO HAVE, mens det at hjælpe dem, der er faldet eller som snart falder ud af dagpengesystemet, i dén grad er en NEED TO DO SOMETHING ABOUT NOW.

Danmarksbloggen vil ihvertfald konkludere, at solidariteten lever blandt danskere – bare ikke i regeringen – eller hos de blå for den sags skyld. Venstre fx synes nemlig det er godt, at genoptjeningsretten forbliver et år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Her er McKinsey, også kaldet ”The Firm”

McKinsey er et verdensomspændende konsulent-firma, som rådgiver erhvervsledere og offentlige institutioner om, hvad de skal gøre. Firmaet findes også i Danmark, hvor det har kontor i det centrale København lige overfor Christiansborg.

McKinsey kaldes over hele kloden for ”The Firm”.

En betegnelse, der også var den amerikanske titel på den populære film fra 1993 ”Firmaets mand” med Tom Cruise i hovedrollen, hvor han spiller en advokat i et stort advokat-firma med forbindelser over hele kloden, et advokatfirma med magt og indflydelse overalt i samfundet. Et firma, som man som ansat er klar til at ofre sig for, fordi man er stolt over at være kommet igennem nåleøjet.

Nogenlunde sådan ser virkeligheden også ud hos McKinsey, der headhunter de dygtigste fra hver årgang på universiteterne for så at oplære dem i firmaets filosofi og arbejdsmetoder nærmest i døgndrift. Lære de nybagte kandidater ”The McKinsey-way” simpelthen. Lønnen er også stor, og firmaet tager sig gerne af både tøjvask, mad og andre daglige fornødenheder imens.

Arbejdet, diskretionen og de høje lønninger til konsulenterne er nemlig både hos det virkelige og det fiktive ”The Firm” i højsædet.

Sammenligningen mellem de to ligger derfor ligefor, bortset fra at McKinsey formentlig aldrig kunne finde på at gøre sig skyldige i noget så simpelt som at overfakturere kunderne, som det sker hos filmens fiktive advokatfirma.

Det behøver McKinsey så heller ikke. De tjener nemlig på helt lovlig vis enorme summer på deres rådgivning. I 2011 anslås det på Forbes liste, at McKinsey har tjent 7 milliarder dollars. Det er mere end svimlende 38 milliarder kroner.

Forfatteren Duff McDonald skrev sidste år bogen “The Firm – The story of McKinsey and Its Secret Influence on American Business”, hvor han beskriver, at kritikerne ser McKinsey som et firma, der ensporet fokuserer på effektivitet og rationalitet, mens brugerne (som fx Bjarne Corydon, red.) opfatter McKinsey som en hjælp og retningsviser.

Duff McDonald fortæller i den forbindelse, at man i Tyskland har noget, som man kalder ”Die McKinsey-Gesellschaft’. Med det menes et samfund, der bæres af effektivitet og rationalitet – og ikke andre, mere bløde og menneskelige værdier, men altså udelukkende denne nyttefilosofi, som Danmarksbloggen også skrev om igår:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3729

Mange McKinsey-konsulenter forlader efter få år virksomheden for en toppost i det private erhvervsliv eller i offentlige institutioner, hvorfra de trænede i at agere ”The McKinsey-way” kan påvirke ikke kun deres arbejdsplads, men også hele samfundsudviklingen.

I Danmark drejer det sig fx om departementschef i Finansministeriet David Hellemann, administrerende direktør Henrik Poulsen fra Dong, administrerende direktør Tue Mantoni fra B&O, koncernchef Jørgen Vig Knudstorp fra Lego, koncernchef Niels B. Christiansen fra Danfoss og kommende topchef hos KMD, Eva Berneke, der netop er kåret som årets kvindelige bestyrelsesmedlem.

I artiklen http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true beskriver DR´s erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin også McKinsey som et meget lukket firma.

”De opererer i det skjulte. Det er hemmeligt, hvem der er kunder hos dem, og de er lige så hemmelighedsfulde som advokater. De taler slet ikke om, hvem de har som kunder. Det er en lukket verden,” siger hun i artiklen.

Citat slut.

Artiklen fra DR skriver også om insiderhandel og skandaler hos det meget lukkede konsulentfirma, der ikke vil sætte navn på deres kunder.

Læs mere her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true

http://nymag.com/news/intelligencer/topic/58091/

http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg NU

Danmarksbloggen ønsker Folketingsvalg NU.
For kun på den måde har Danmark – på den lange bane – en chance.

Danmarksbloggen nærer ingen illusioner om, at en kommende borgerlig regering vil vende på en tallerken og satse på at gøre samfundet til et bedre sted for de svage, til et sted med varme og medmenneskelighed og fællesskab i fokus. Højrefløjen fremmer kun egoismen og selvtilstrækkeligheden – den stærkestes ret. Sådan har det altid været.

I de sidste 2½ år har den såkaldte røde regering imidlertid gjort det samme, som de blå altid har gjort. Senest med finansministerens forslag om måske at udlicitere kernevelfærd som ældreforsorg, børnepasning og hjælp til handicappede.

Det er nødvendigt, hævdes det igen og igen fra Thorning, Corydon og Vestager, når de tager fra de fattige på overførselsindkomster og giver til de rige i form af skattelettelser.

Svaret på det er enkelt: Nej, det er ikke nødvendigt. Det, der er nødvendigt, er en forståelse af, at et samfund kun fungerer, når vi tænker på hinanden, på at hjælpe og være der for hinanden – også økonomisk.

Gør din pligt og kræv din ret, som et gammelt socialdemokratisk ord sagde det. Et andet var: De brede skuldre skal bære de største læs.

Det er en filosofi, som er glemt i Socialdemokratiets ledelse i dag – hvis ikke den ligefrem med vilje er smidt overbord. Det kunne man godt forledes til at tro.

Svaret på en bedre fremtid for Danmark er derfor en ny ledelse i Socialdemokratiet – og vel at mærke en ledelse, hvis hjerte er varmt og banker for fællesskabet og solidariteten – og ikke lader sig forføre af blå nytte-filosofier med egoismen i centrum.

Hvis en sådan ledelse skal på banen, kræver det, at centrale figurer i den nuværende ledelse går ud af dansk politik – og det kan tidligst ske ved et folketingsvalg. Men lad os bare komme igang. Hellere i dag end i morgen – også selvom det betyder fire år med de blå ved magten.

På den lange bane vil et farvel til Thorning og Corydon og deres meningsfæller nemlig være godt for Socialdemokratiet – og for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan salget af DONG betyde, at danskerne skal til at fryse?

Som det ser ud i skrivende stund kommer salget af DONG-aktier til at gå igennem. Finansminister Bjarne Corydon er fast besluttet på at køre den her sag til ende. Det ligner et personligt prestige-projekt for manden, der formentlig gerne vil overtage lederposten i Socialdemokratiet efter Thorning. Og så gælder det jo om at vise, at man kan stå fast og modstå et pres.

For der er et pres ligenu. Endda et stort pres. I skrivende stund – midnat mellem mandag d. 27. og tirsdag d. 28. januar – har tæt på 170.000 danskere skrevet under på, at vi ikke ønsker DONG solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, hvis grådige ragen-til-sig af mange anses for en af hovedårsagerne til den verdensomspændende finanskrise, der i de seneste år har forårsaget stor fattigdom, arbejdsløshed og hjemløshed over hele verden.

Det giver derfor god mening at holde DONG ude af det sammenrend af iskolde forretningsmænd, som styrer Goldman Sachs. Ja, netop iskolde. Det er også, hvad vi ender med at blive i Danmark, hvis vi sælger til Goldman Sachs.

FOR HVAD KOMMER ENERGIEN TIL AT KOSTE, NÅR GOLDMAN SACHS SKAL TIL AT SKRUE PÅ TERMOSTATEN?

Kunne man forestille sig, at Goldman Sachs i deres umættelige kapitaljagt kunne finde på at sætte priserne på energi så højt op, at kun de færreste danskere har råd til at have det varmt nok i deres boliger? Ja, det kunne man vel i grunden godt forestille sig. Moral og medmenneskelighed er jo ikke lige Goldman Sachs spidskompetencer for nu at sige det mildt.

Læg dertil at salget af DONG sker til en pris, der er cirka halvdelen af det, som DONG vurderes at blive værd om kun 1-2 år. Og det er tydeligt, at det her salg bare skal stoppes OMGÅENDE.

Danmarksbloggen håber derfor også, at mange vil deltage i onsdagens demonstration mod salget af DONG. Den finder sted onsdag d. 29. januar kl. 16 på Christiansborgs Slotsplads, og blandt talerne er Dennis Kristensen fra FOA og Frank Aaen fra Enhedslisten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DONG og dét at drive et land

At drive en forretning er ikke det samme som at drive et land.

Ja, faktisk kan man netop ikke tale om at drive et land. Det er der simpelthen ikke noget, der hedder. Men det er eksakt, hvad regeringen påtænker at gøre, når den vil sælge DONG-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs.

Men et land er ikke en virksomhed, der bare skal have så meget overskud som muligt. Et land har alle mulige andre forpligtelser overfor medborgere og fremtid, men det kan finansminister Bjarne Corydon og statsminister Helle Thorning altså ikke fatte og slet ikke tage konsekvensen af og lade være med at sælge til en aktør, der om nogen er mestre udi grådighed og kapitalisme og med absolut ingen medmenneskelig ansvarlighed.

Og deri ligger måske nøglen til at forstå, hvorfor regeringen har så svært ved at føre en politik, der er socialt ansvarlig og i tråd med de værdier, som de som socialdemokratisk regering burde stå for.

Deri skal man søge svaret på, hvorfor en rød regering er så blå, at de blå ikke behøver at gøre andet end at læne sig tilbage og vente på, at det bliver deres tur ved magten – efter næste valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ministerrokaden – business as expected

Så kom den, ministerrokaden …

Længe ventet og uden de store overraskelser. Sass Larsen har fået en taburet, Wilhelmsen er ikke længere erhvervsminiser, men socialminister og så videre går dagens bytte-ministerier-legen indtil vi kommer til Gjerskov, der sammen med Dam Kristensen røg helt ud af ministernes rækker. Sidstnævnte bliver dog gruppeformand hos socialdemokraterne istedet for Sass Larsen.

Størst overraskelse er det formentlig, at Søvndal stadig er udenrigsminister. Han er meget anonym på den post for nu at sige det mildt.

Men det rigtig interessante er imidlertid ikke hvem, der får de nye ministerposter, men hvad det siger om hvem, der skal overtage Socialdemokratiet efter Thorning.

Det er en kendt sag, at Vammen var en nærmest sikker kandidat til den post, hvis Thorning havde tabt sidste valg. Det gjorde hun ikke, og derfor kørte hun Vammen ud på et sidespor som Europa-minister. Den post skal han han ikke have mere, nu skal han i stedet være forsvarsminister. Umiddelbart en mere prestigefyldt position, men i takt med at Danmark trækker sig fra Afghanistan og dermed bliver mindre involveret i udlandet forsvarsmæssigt, så er det stadig et sidespor, som Vammen placeres på. Også fordi at Europa-ministeriet bliver stadig vigtigere i takt med diverse sager om for eksempel EU og englændernes udmeldinger om medlemsskab i forskellige versioner.

En anden kandidat til ny kalif er Sass Larsen, som Thorning har det godt med, og som var blevet finansminister ved regeringsdannelsen for to år siden, hvis ikke artiklerne om Rocker-Torben havde floreret. Ham stoler hun åbenbart stadig på, siden han bliver ny erhvervsminister. Hun kan også have interesse i selv at promovere ham som kommende leder. Alternativt kan Thorning ønske at sætte Sass Larsen på en post, der viser sig at være en uriaspost.

Andre emner som kommende leder af Socialdemokraterne er Corydon og Jørgensen. Førstnævnte sidder så tungt i finansministeriet og regeringen, at han ikke er til at rokke – og sidstnævnte er stadig nede i EU, så ingen af dem var relevante i forhold til dagens ministerrokade, der bedst kan beskrives som business as expected.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Regeringen er sovjetisk-hammer-og-segl-rød

Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog

Vammen, Corydon eller Sass som ny kalif?

Det er en velkendt sag, at Socialdemokratiet med statsminister Helle Thorning i spidsen har en historisk lav tilslutning hos vælgerne.

Og nok er Thorning i den sidste måneds tid blevet rost af af både erhvervsledere og kolleger i EU. Men det rokker ikke rigtig hos hendes vælgere, som vil have mere velstand og større social lighed.

Det samme vil store dele af det socialdemokratiske bagland, også i folketingsgruppen, og nu rasles der for alvor med sablerne mod Thorning.

Gårsdagens krisemøde, der ifølge Thorning dog slet ikke var et krisemøde, bekræfter dette. Det mest interessante her er imidlertid ikke Thornings benægtelse af utilfredsheden med hende som leder, men derimod de andre potentielle lederes adfærd.

For hvad siger Vammen? Corydon? Sass?

Nicolai Vammen siger ikke så meget, selvom han formentlig meget gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Rygtet vil også vide, at han var kørt i stilling til at overtage posten som leder af Socialdemokratiet, hvis Thorning havde tabt valget for 1½ år siden. Men den tidligere Århus-borgmester og nuværende Europa-minister skal efter sigende have mistet en del opbakning siden da.

Et andet bud er den nuværende finansminister Bjarne Corydon, som står stærkt i regeringen – men slet ikke i sin kreds, der derimod opfordrer andre til at stille op, så man kan undgå Corydon som spidskandidat til folketinget ved næste valg.

Endelig er der politisk ordfører Henrik Sass, den forkætrede Sass, der mistede en stensikker ministerpost, da sagen med rocker-Torben rullede i forbindelse med regeringsdannelsen for 1½ år siden. Sass er på overfladen en støtte til Thorning. Han var således også ude og bakke hende op i forbindelse med gårsdagens “ikke-krisemøde”. Men en ting er, hvad man siger offentligt, noget andet hvad man gør ved siden af.

For i forhold til Sass taler vedholdende rygter om, at han i virkeligheden er enig med de mange i partiet, der vil en anden, mere venstreorienteret kurs. Sass arbejder efter sigende også godt sammen med de overløbne SF´ere; Emilie Turunen,
Mattias Tesfaye og Jesper Petersen. Alle sammen folk, der vil trække Socialdemokratiet til venstre.

Og måske er netop en venstredrejning og en ny kalif det som skal til, hvis Socialdemokratiet skal genopfinde sig selv som partiet, der sørger for, at få har for meget og færre for lidt?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk