Kan salget af DONG betyde, at danskerne skal til at fryse?

Som det ser ud i skrivende stund kommer salget af DONG-aktier til at gå igennem. Finansminister Bjarne Corydon er fast besluttet på at køre den her sag til ende. Det ligner et personligt prestige-projekt for manden, der formentlig gerne vil overtage lederposten i Socialdemokratiet efter Thorning. Og så gælder det jo om at vise, at man kan stå fast og modstå et pres.

For der er et pres ligenu. Endda et stort pres. I skrivende stund – midnat mellem mandag d. 27. og tirsdag d. 28. januar – har tæt på 170.000 danskere skrevet under på, at vi ikke ønsker DONG solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, hvis grådige ragen-til-sig af mange anses for en af hovedårsagerne til den verdensomspændende finanskrise, der i de seneste år har forårsaget stor fattigdom, arbejdsløshed og hjemløshed over hele verden.

Det giver derfor god mening at holde DONG ude af det sammenrend af iskolde forretningsmænd, som styrer Goldman Sachs. Ja, netop iskolde. Det er også, hvad vi ender med at blive i Danmark, hvis vi sælger til Goldman Sachs.

FOR HVAD KOMMER ENERGIEN TIL AT KOSTE, NÅR GOLDMAN SACHS SKAL TIL AT SKRUE PÅ TERMOSTATEN?

Kunne man forestille sig, at Goldman Sachs i deres umættelige kapitaljagt kunne finde på at sætte priserne på energi så højt op, at kun de færreste danskere har råd til at have det varmt nok i deres boliger? Ja, det kunne man vel i grunden godt forestille sig. Moral og medmenneskelighed er jo ikke lige Goldman Sachs spidskompetencer for nu at sige det mildt.

Læg dertil at salget af DONG sker til en pris, der er cirka halvdelen af det, som DONG vurderes at blive værd om kun 1-2 år. Og det er tydeligt, at det her salg bare skal stoppes OMGÅENDE.

Danmarksbloggen håber derfor også, at mange vil deltage i onsdagens demonstration mod salget af DONG. Den finder sted onsdag d. 29. januar kl. 16 på Christiansborgs Slotsplads, og blandt talerne er Dennis Kristensen fra FOA og Frank Aaen fra Enhedslisten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk