Keep the secret … blev der sagt fra scenen, da ”Musefælden” på Folketeatret var slut.
For sådan har traditionen foreskrevet, at publikum er blevet bedt om at holde morderens identitet hemmelig, siden Agatha Christies legendariske krimistykke ”Musefælden” havde premiere i London i 1952 – hvor den i øvrigt (pånær under Covid) har spillet uafbrudt lige siden.
Det er vildt, at et stykke kan gå så længe. Men hvis nogen fortælling skal kunne det, så er det logisk, at den kommer fra krimidronningen over dem alle, som også her har begået en krimihistorie skruet sammen med de helt rette dele af spænding, twists og herlige karakterer, der mødes i en forrygende snestorm på det nyåbnede pensionat på herresædet Monkswell Manor 50 km udenfor London.
De involverede er:
Det nygifte og meget opsatte på succes ægtepar Mollie og Giles Ralston, som lige har åbnet pensionatet, og som spilles med nerve og overbevisning af Amanda Bøgestrøm og Kasper Krassimir.
Overklassefruen Mrs. Boyle, hvis skarpe øjne ser både borebiller og fejl hos andre, men måske knap så meget hos sig selv. Charlotte Elizabeth Munksgaard har en fest, når hun dygtigt og med de rette svirp gestalter denne grande dame.
Oberst Metcalf, som er lige så venlig og hjælpsom, som han halter. Han spilles med en stille charme af Haesam Jakir.
Miss Casewell, som er tilstræbt ligeglad med alt og alle, selvom man nok fornemmer en lidenskab bag den evige røg fra hendes cigaretter. Hun spilles med fynd og klem af Karla Rosendahl.
Den unge Christopher Wren med de store drømme og en ditto glæde for at lave mad. Han gestaltes med lige dele passion og energi af Andreas Dissing Hyttel.
Den mystiske og flamboyante Mr. Paravicini, der som den eneste ikke har bestilt værelse i forvejen, og som blot har en meget lille taske med, men et tilsyneladende uudtømmeligt lager af upassende og dog så rammende kommentarer. Han gestaltes med vid og bid af Alexander Clement.
Og endelig den utrættelige kriminalassistent Trotter, der ankommer på ski – og som med skarpe forhør, advarsler og utraditionelle ideer forsøger at komme til bunds i sagen. Det er Mikkel Becker Hilgart, som spiller den unge politimand, og det gør han med intensitet og bravour.
Intet skal så røbes om handlingen, da bare en lille smagsprøve måske vil sætte de små, grå celler i sving hos Christie-fans.
For nok er hverken Hercule Poirot eller miss Marple til stede på Monkswell Manor. Men den kendte Christie-opskrift med mord, fortidens skygger, forviklinger om hvem, der er hvem, hvorfor og hvordan samt i tilgift et lille børnerim om tre blinde mus danner skelettet i forestillingen.
En forestilling, der 99,9% af tiden er holdt i et sort-hvidt-univers, hvilket giver fortællingen en god uhyggestemning og særlig nerve. For når farverne er væk, tvinges vi til at se og tænke klart. Ikke at det nødvendigvis hjælper, når man gætter på morderens identitet.
Jeg hørte i hvert fald mange fantasifulde teorier i pausen. Det er også lige, som det skal være i en klassisk Agatha Christie-historie. For nok ved man, at ikke alt og alle er, hvad det giver sig ud som. Men hvordan hænger det hele så sammen? Det er et klassisk spørgsmål.
Ordet klassisk er i det hele taget det ord, som kendetegner ”Musefælden” bedst – på mange planer.
Forestillingens urpremiere fx foregik samtidig med, at fjernsynsudsendelser for alvor blev udbredte i England, selvfølgelig i sort-hvid med kroningen af Elizabeth d. 2 som højdepunktet – og den kroning foregik året EFTER ”Musefældens” urpremiere i 1952.
”Musefælden” er derfor også klassisk engelsk teater, som det blev spillet midt i 1900-tallet med et langsommere tempo end i dag og med en gedigen præsentation af karaktererne.
Det kan faktisk noget. Man kommer nemt helt med som publikum, og så giver det plads og tid til, at karaktererne kan interagere med hinanden, så de danner de relationer, der sammen med visse begivenheder gør, at spændingen bygges dygtigt op gennem hele 1. akt.
Efter pausen er vi på en højere nagle – men stadig med karaktererne i udvikling i de stilrene kulisser og det sort-hvide lys, inden gåden bliver løst, farverne kommer tilbage, og bifaldet brager løs. Det er også mere end velfortjent.
For det er en på alle måder spændende, underholdende og også humoristisk historie, som Folketeatret disker op med – og endda i en aftapning, hvor skuespillerne hver og én giver en troværdig fremstilling af deres karakter. Det er så intet mysterium, hvordan dét kan lykkes. Det hedder god skuespilskunst.
Danmarksbloggen giver derfor Agatha Christies legendariske klassiker ”Musefælden” på Folketeatret fem ud af seks mus, og håber, at ingen af dem render ind i en fælde.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk