Thornings selfie, giraffen Marius og billedet af Danmark

Så er Danmark igen på forsiderne af alverdens medier, denne gang skyldes det en giraf ved navn Marius, der nu ligger i maven på Zoo´s løver.

Sidst Danmark lavede overskrifter rundt om i verden handlede det om Thornings selfie.

Som dansker kan man egentlig godt ærgre sig lidt over det billede, som de to “nyheder” giver af Danmark – nemlig at vi er et lille lykkeland, når ting som statsministerens selfie og en død giraf åbenbart er det mest spændende, der sker hos os.

Det kan selvfølgelig også bare være en overfladisk verden, der søger letfordøjelige nyheder, og her er en selfie og en giraf bestemt egnede.

Men det ville unægtelig være mere interessant, hvis alverdens medier gik i flæsket på de danske magthavere på grund af ting som offentlighedsloven, antiterrorlovene, salget af DONG til Goldman Sachs og mange af de andre sager, der taler om et Danmark på vej til nogle tilstande, der minder mere om de stater, som vi engang omtalte som udemokratiske bananrepublikker end det gør om et frit og demokratisk land.

Der er nemlig noget at skrive om …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DONG-sag fører til et polariseret Danmark

Uanset hvad resultatet bliver i dag – og mon ikke det bliver, at DONG-aktierne bliver solgt til investeringsbanken Goldman Sachs – så vil det her forløb føre til et polariseret Danmark.

De blå vælgere er skuffede over, at Venstre stikker hovedet i busken og stemmer for aftalen. Og de røde vælgere er sure over, at Socialdemokratiet og SF svigtede deres bagland og de protester, der kom dér (dette gælder også, hvis SF vælger at gå ud af regeringen). Og de radikale holder så ekstrem lav profil, at alle nærmest har glemt, at de er ligeså meget med i DONG-sagen, som de to andre partier i regeringen og størstedelen af oppositionen er det.

Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti er imod at stemme for et salg nu og ønsker, at man kigger på tingene een gang til. Det høster de to partier stor anerkendelse på – og stemmer, når valget kommer.

Danmark er dermed også på vej til at blive yderligere polariseret mellem på den ene side de fremmedfjendske-vi-har-nok-i-os-selv-danskere hos DF og så Enhedslisten, der på den medmenneskelige side er det eneste parti i Folketinget, der holder humanismens fane højt – hvad enten det drejer sig om fordelingen af goder her i samfundet, eller det drejer sig om rummelighed og tolerance i forhold til køn, race, seksualitet og religion.

Danmark befinder sig også midt i en stor værdi-kamp i denne tidsalder. En værdi-kamp, som er den direkte årsag til at Danmarksbloggen blev stiftet for snart et år siden. For sammen med en masse andre gode kræfter at kæmpe for netop tolerancen, rummeligheden og medmenneskeligheden. For kun sådan har Danmark en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Goldman Sachs suger pengene ud af Danmark

Sagen om DONG-aktierne nærmer sig sin afslutning. I morgen torsdag skal folketinget stemme om salget af DONG-aktierne til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Det kan blive årets store tragedie. For Goldman Sachs og et velfærdssamfund som det danske er som ild og vand: Umulige at forene.

Et foretagende som investeringsbanken Goldman Sachs handler nemlig KUN om at tjene penge, mange penge og det hurtigt. Der er altså ingen værdiskabelse i det, som Goldman Sachs står for. De suger blot penge ud til deres aktionærer. Penge, som skulle være brugt til velfærdsydelser som skoler, ældre, børn og syge.

Goldman Sachs drejer sig nemlig kun om at tjene penge og ikke andet. Ikke noget med et ansvar overfor andre mennesker og den samfundsmæssige udvikling. Kun penge – og masser af penge. Goldman Sachs er derfor også interesseret i økonomiske kriser, der regenerer aktiekurser, der svinger så voldsomt, at de store gevinster kan hentes.

For hvor mange små aktionærer køber, når aktierne er på toppen og sælger, når aktierne når bunden, så er det som regel lige modsat for de smarte regnedrenge og -piger, som dem der sidder hos Goldman Sachs. De forstår at læse kurserne – og kan derfor dræne samfundet og dermed os alle sammen for økonomiske ressourcer, som i stedet for at gå til fælles bedste, ryger lige i lommerne på aktionærerne, der lever efter mottoet: Grådighed er godt, mere grådighed er bedre, og maksimal grådighed er bedst.

Og skulle det alligevel gå galt for de smarte drenge og piger, så giver de som regel den almindelige samfundsudvikling – eller kunderne, som her den danske stat, skylden.

Danmark – og dermed alle os danskere – har derimod en interesse, der er modsat Goldman Sachs. Vi ønsker et samfund uden de store økonomiske udsving, men med en stabil, økonomisk udvikling (og deraf værdiskabelse), hvor der er så få kriser, så få store aktieudsving som muligt. Vores interesser er altså 100% modsatrettede Goldman Sachs – og de to systemer er helt uforenelige.

Og dét burde finansminister Bjarne Corydon og hans regnedrenge og -piger inde i Finansministeriet kunne forstå. For det er ABC-lærdom for alle med interesse for økonomi og samfund.

For en nærmere – og meget interessant – gennemgang af problematikken, vil Danmarksbloggen anbefale at man læser økonomisk rådgiver fra Finanshuset i Fredensborg Kim Valentins blog-indlæg om emnet her: http://kimvalentin.blogs.business.dk/hvad-gor-goldman-sachs-for-samfundet/

Danmarksbloggen er derfor også enig med Kim Valentin, når han i indlægget slutter med at skrive:

“Det er med andre ord vanskeligt at se, hvordan investeringsbanker skaber værdi for samfundet. Lad os forlange, at de der tager sig af vores penge, har samme interesser som os!”

Gad vide om Kim Valentin er at finde på Christiansborg Slotsplads, når der i dag kl. 16 er demonstration mod salget af DONG? Mange andre fra alle sider af det politiske spektrum vil være der – også Danmarksbloggen. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan salget af DONG betyde, at danskerne skal til at fryse?

Som det ser ud i skrivende stund kommer salget af DONG-aktier til at gå igennem. Finansminister Bjarne Corydon er fast besluttet på at køre den her sag til ende. Det ligner et personligt prestige-projekt for manden, der formentlig gerne vil overtage lederposten i Socialdemokratiet efter Thorning. Og så gælder det jo om at vise, at man kan stå fast og modstå et pres.

For der er et pres ligenu. Endda et stort pres. I skrivende stund – midnat mellem mandag d. 27. og tirsdag d. 28. januar – har tæt på 170.000 danskere skrevet under på, at vi ikke ønsker DONG solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, hvis grådige ragen-til-sig af mange anses for en af hovedårsagerne til den verdensomspændende finanskrise, der i de seneste år har forårsaget stor fattigdom, arbejdsløshed og hjemløshed over hele verden.

Det giver derfor god mening at holde DONG ude af det sammenrend af iskolde forretningsmænd, som styrer Goldman Sachs. Ja, netop iskolde. Det er også, hvad vi ender med at blive i Danmark, hvis vi sælger til Goldman Sachs.

FOR HVAD KOMMER ENERGIEN TIL AT KOSTE, NÅR GOLDMAN SACHS SKAL TIL AT SKRUE PÅ TERMOSTATEN?

Kunne man forestille sig, at Goldman Sachs i deres umættelige kapitaljagt kunne finde på at sætte priserne på energi så højt op, at kun de færreste danskere har råd til at have det varmt nok i deres boliger? Ja, det kunne man vel i grunden godt forestille sig. Moral og medmenneskelighed er jo ikke lige Goldman Sachs spidskompetencer for nu at sige det mildt.

Læg dertil at salget af DONG sker til en pris, der er cirka halvdelen af det, som DONG vurderes at blive værd om kun 1-2 år. Og det er tydeligt, at det her salg bare skal stoppes OMGÅENDE.

Danmarksbloggen håber derfor også, at mange vil deltage i onsdagens demonstration mod salget af DONG. Den finder sted onsdag d. 29. januar kl. 16 på Christiansborgs Slotsplads, og blandt talerne er Dennis Kristensen fra FOA og Frank Aaen fra Enhedslisten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DONG og dét at drive et land

At drive en forretning er ikke det samme som at drive et land.

Ja, faktisk kan man netop ikke tale om at drive et land. Det er der simpelthen ikke noget, der hedder. Men det er eksakt, hvad regeringen påtænker at gøre, når den vil sælge DONG-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs.

Men et land er ikke en virksomhed, der bare skal have så meget overskud som muligt. Et land har alle mulige andre forpligtelser overfor medborgere og fremtid, men det kan finansminister Bjarne Corydon og statsminister Helle Thorning altså ikke fatte og slet ikke tage konsekvensen af og lade være med at sælge til en aktør, der om nogen er mestre udi grådighed og kapitalisme og med absolut ingen medmenneskelig ansvarlighed.

Og deri ligger måske nøglen til at forstå, hvorfor regeringen har så svært ved at føre en politik, der er socialt ansvarlig og i tråd med de værdier, som de som socialdemokratisk regering burde stå for.

Deri skal man søge svaret på, hvorfor en rød regering er så blå, at de blå ikke behøver at gøre andet end at læne sig tilbage og vente på, at det bliver deres tur ved magten – efter næste valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk