Ministerrokaden – business as expected

Så kom den, ministerrokaden …

Længe ventet og uden de store overraskelser. Sass Larsen har fået en taburet, Wilhelmsen er ikke længere erhvervsminiser, men socialminister og så videre går dagens bytte-ministerier-legen indtil vi kommer til Gjerskov, der sammen med Dam Kristensen røg helt ud af ministernes rækker. Sidstnævnte bliver dog gruppeformand hos socialdemokraterne istedet for Sass Larsen.

Størst overraskelse er det formentlig, at Søvndal stadig er udenrigsminister. Han er meget anonym på den post for nu at sige det mildt.

Men det rigtig interessante er imidlertid ikke hvem, der får de nye ministerposter, men hvad det siger om hvem, der skal overtage Socialdemokratiet efter Thorning.

Det er en kendt sag, at Vammen var en nærmest sikker kandidat til den post, hvis Thorning havde tabt sidste valg. Det gjorde hun ikke, og derfor kørte hun Vammen ud på et sidespor som Europa-minister. Den post skal han han ikke have mere, nu skal han i stedet være forsvarsminister. Umiddelbart en mere prestigefyldt position, men i takt med at Danmark trækker sig fra Afghanistan og dermed bliver mindre involveret i udlandet forsvarsmæssigt, så er det stadig et sidespor, som Vammen placeres på. Også fordi at Europa-ministeriet bliver stadig vigtigere i takt med diverse sager om for eksempel EU og englændernes udmeldinger om medlemsskab i forskellige versioner.

En anden kandidat til ny kalif er Sass Larsen, som Thorning har det godt med, og som var blevet finansminister ved regeringsdannelsen for to år siden, hvis ikke artiklerne om Rocker-Torben havde floreret. Ham stoler hun åbenbart stadig på, siden han bliver ny erhvervsminister. Hun kan også have interesse i selv at promovere ham som kommende leder. Alternativt kan Thorning ønske at sætte Sass Larsen på en post, der viser sig at være en uriaspost.

Andre emner som kommende leder af Socialdemokraterne er Corydon og Jørgensen. Førstnævnte sidder så tungt i finansministeriet og regeringen, at han ikke er til at rokke – og sidstnævnte er stadig nede i EU, så ingen af dem var relevante i forhold til dagens ministerrokade, der bedst kan beskrives som business as expected.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

1 thought on “Ministerrokaden – business as expected

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *