Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog