Historien om dén ulv, som ingen vil råbe

Halloween nærmer sig, så her kommer en lille grum historie fra virkelighedens verden:

De skumle tider er på vej tilbage. Skumle som i nedlukning, mørke, smitte, virus og død.

Og nej, der råbes ikke ulv uden grund. Tværtimod: Corona-Ulven står allerede oppe i skovbrynet og slikker sig om munden, mens den ser på danskerne, der som en flok ubetænksomme og ubekymrede børn løber rundt imellem hinanden – uden at holde afstand, uden at bruge mundbind, uden noget af alt det, som holder smitten nede.

For ja, vi er dér igen på det fæle sted, hvor smitten stiger voldsomt. Det samme gør eksperternes forsikringer om, at det ikke bliver så slemt denne gang. Det holder selvsagt ikke.

Det burde vi vide. For vi har været på de tynde løfters holdeplads før. Sidste efterår i 2020 helt præcist, hvor danskerne blev garanteret at – pga. mundbind, afstand, håndsprit og specielle regler for hvor mange vi måtte være på restauranter m.v. – det ikke ville blive lige så slemt som i foråret 2020. Det blev værre. Mange flere blev smittede, syge og døde i vinteren 2020-21 end i foråret 2020.

Helt konkret døde der 574 danskerne af Corona i månederne marts, april og maj i 2020, mens der døde 1.524 i månederne december 2020, januar 2021 og februar 2021. Altså tre gange flere end da pandemien ramte.

Men her i vinteren 2021-22 vil det ikke ske pga. vaccinationerne, lyder løftet, som godt kan klinge lidt hult.

For vi har at gøre med den tilsyneladende urørlige Delta-variant, som er tre gange så smitsom – og også mere sygdomsfremkaldende og mere dødelig – end den variant, som huserede sidste efterår. Og samtidig falder effekten fra vaccinationerne hurtigere end forventet. Man er ikke garanteret smittefri i seks måneder efter sidste stik – heller ikke selvom man er ung og rask.

Dét er virkeligheden. En virkelighed som de færreste vil se i øjnene – og det kan man godt forstå. For mennesker, som er sociale dyr, foretrækker et åbent samfund, hvor vi kan rejse, gå ud og være sammen med andre mennesker. Men lige nu er det åbne samfund med til at sprede en smitte, som vi kunne bremse med afstand, mundbind og ikke at være (så meget) sammen med (så mange) andre mennesker. Men det vil vi ikke.

Derudover er der om små tre uger kommunal- og regionsvalg i Danmark, og det rimer på ingen måde med flere restriktioner – og slet ikke med en nedlukning. Dels fordi det giver potentielt dårlige stemmetal til regeringspartiet Socialdemokratiet, som også står stærkt kommunalt, og dels fordi det rent logistisk vil være et mareridt at gennemføre en valghandling under en nedlukning.

Så Danmarksbloggens bud er, at man lader smitten løbe – og måske endda løbe løbsk – indtil EFTER d. 16. november (valgdagen). For inden da tør ingen råbe Ulv som i Corona, restriktioner og måske nedlukning.

Hvad der så sker om små tre uger – udover diverse politiske rævekager – ved ingen.

Men Danmarksbloggens bud er, at Corona-ulven på det tidspunkt har sendt bud efter nogle venner, så de er et helt kobbel af blodtørstige ulve, der er klare til at gå på rov i en dansk befolkning, som på det tidspunkt lettere end et vissent efterårsblad rammes bigtime af ikke kun Corona, men også influenza.

Vinterperioden 2021-22 kan dermed blive de værste måneder i pandemien. En ulvetid mere rå og kold, mere fuld af død, end vi har set det på noget andet tidspunkt i pandemien. Det er grumt. Det er skummelt.

Men det kan endnu stoppes – hvis vi tør råbe Corona-Ulv.

For: Der står en ulv oppe i skoven. Alle kan se den. Men alle lader, som om de ikke kan. For det er en Corona-Ulv, og ingen har lyst til at råbe Ulv – og risikere nye nedlukninger. Så hellere lukke øjnene og satse på, at smitten (som vokser eksplosivt) på magisk vis forsvinder af sig selv.

For vi er jo så trætte af Corona … men desværre er Corona ikke træt af os. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbningen koster liv

Statsminister Mette Frederiksen sagde til pressemødet i Statsministeriet i går, at:

Med det, vi gør nu, er det eksperternes skøn, at der i midten af april kan være cirka 870 indlagte med Covid på de danske sygehuse. Og der er fortsat mange mennesker i risikogruppen, som endnu ikke er blevet vaccineret.

Ord, som hun senere på aftenen også skrev på hendes FB, hvor hun tilføjede:

Det er i nu 12 måneder lykkedes os at finde den svære balance. I hvert fald nogenlunde. Derfor tror jeg på, at vi kan gøre det igen i de sidste få måneder frem mod sommer.

Men der er jo IKKE balance i at have 870 indlagte med COVID-19.

Da Danmark sidst lukkede delvist ned d. 7. december, var der 328 indlagte med COVID.

Da Danmark lukkede helt ned d. 16. december, var der 493 indlagte.

Antallet af indlagte steg så til langt over 900 i perioden omkring jul og nytår. For som bekendt er indlæggelserne cirka forsinket med to uger i forhold til smitten.

På det tidspunkt var hospitalerne pressede i bund – og personalet ved at knække – og alt ikke livsvigtigt blev udskudt.

Der var med andre ord kode-rød i det danske sundhedssystem.

Men ALTSÅ: Dette scenarium er man klar til at udsætte befolkningen og hospitalspersonalet for. Men det giver ikke mening.

Mange danskere mangler at blive vaccineret. Beboerne på plejehjemmene er ja, men man mangler stadig meget personale og mange ældre hjemmeboende. Ja, man er ikke engang gået i gang med de hjemmeboende 80-84-årige endnu.

Det er hovedløst – og hjerteløst at genåbne på den måde. For det er jo ikke kun antallet af syge, der stiger. Det er også antallet af døde.

For hvorfor nævnte statsministeren ikke i går, hvad det ville koste i liv? Dér ved jule- og nytårstid, hvor vi havde de virkelig høje indlæggelsestal, dér døde cirka 30-40 danskere HVER ENESTE DAG.,

Spørgsmålet er derfor: Hvor mange dage synes regeringen, at det er ok, at der dør 30-40 danskere OM DAGEN, bare så vi andre kan gå i butikker og købe sko, bøger og vinylplader?

Og hvad mener blå blok? De vil åbne endnu mere – og det vil så koste endnu flere liv. Det synes Venstres formand Ellemann så var i orden. Han sagde i hvert fald hos Lippert på TV2 News i går, at han gerne ville være statsminister nu og åbne endnu mere, selvom det kostede mange flere liv.

Så fik vi også manglen på moral hos Venstres formand skåret helt ud i pap. En moral, der er langt værre og mere flosset end hos regeringen, hvor man ellers er klar til at smide 30-40 danskere under bussen hver eneste dag.

Som almindelig dansker er man fucked … for nu at sige det på nutidsdansk.

Vi har nogle politikere, som er villige til at ofre mange danske liv, bare så butikkerne kan tjene flere penge. Prøv lige at lade dén synke ind.

Og så har vi ikke engang været inde på, at den dominerende virus-variant, den britiske, er 30% mere dødelig end den, som huserede omkring jul og nytår – og at risikoen for indlæggelse med den britiske variant øges med 60%. Vanviddet accelerer.

Og helt personligt skal jeg ærligt indrømme, at jeg har mistet min tiltro til en del mennesker i den sidste tid …

Nemlig alle dem – både offentlige personer og private, som sætter penge over menneskeliv, som skriger genåbning så højt, at ingen kan høre sukket fra den sygeplejerske, som nu i måneder har kæmpet en til tider forgæves kamp for at redde COVID-syges liv … eller gråden fra den, som har mistet et elsket medmenneske til den satans virus.

Dét arbejde og dén sorg skider det store flertal af danske politikere højt på. Det er så grimt, så lavt. Noget i min tillid til de danske politikere er gået helt i stykker i de sidste dage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grimme ting sker også i maj

Årets måske smukkeste måned er i fuld gang – og i år endda i strålende sol og varme, og så er det nemt at tænke på is og hygge og grill og en god bog – og i det hele taget at nyde livet udendøre.

Men midt i alle herlighederne skal vi huske på, at sådan er maj måned ikke for alle. Slet ikke endda.

For det kan godt være, at syrenerne blomstrer og sender deres søde duft ud, men der er ikke noget sødt over livet som udsat i Danmark.

Tværtimod så strammes skruen hele vejen rundt overfor fattige, ledige, kontanthjælpsmodtagere, gamle, syge, hjemløse og så videre. Og dette til trods for at vi er midt i et opsving, og landet aldrig har haft flere penge.

Men vi har samtidig også en regering, der gør de (få) rige rigere og de mange flere fattige fattigere – og derudover lige sørger for, at den store middelklasse får en smule ekstra, men ikke for meget – men lige nok til at den er med på at holde underklassen nede.

Det er en djævelsk metode, som passer mere til en mørk novemberstorm og en kold november-regn, men det sker også her midt i den milde, blomstrende og grønne maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krisen er forbi: Husk de svage

Meldingen kommer fra så forskellige kilder som regeringen og Danske Bank:

Danmark er ude af krisen.

Og det er jo helt fantastisk. Danmarksbloggen tænker derfor også:

Så er det bare med at komme i gang – og holde fast i opsvinget.

Noget, der gøres bedst ved ikke at give magten til de blå til det kommende folketingsvalg. For de vil – vanen tro – bare solde pengene væk i skattelettelser og til privathospitaler m.m.

Den nuværende regerings politik har altså virket – og nu er det på tide at holde fast, men også at give bedre levevilkår til dem, der blev tabt på vejen: De arbejdsløse, dem der mistede dagpengene, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, andre udsatte og svage – og selvfølgelig børn, gamle og syge.

Dét er en stor mundfuld. Men hvad er et opsving værd, hvis ikke det bruges til dem, der har hjælp behov?

De bugnende kister hos de rigeste danskere er nemlig kun blevet proppet endnu mere fulde – også under krisen. Så de har ikke brug for mere. Snarere tværtimod skal vi til at fordele goderne bedre – og dét gælder stadig, også selvom krisen tilsyneladende er ovre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Medicin: Hvad med at se på medicinalfirmaernes indtjening?

Medicin er dyr, og noget medicin er meget dyrt. Så dyrt at man taler om at lave en prioriteringsliste for hvem, der skal have og hvem der ikke skal have.

Det giver ikke mening. Vi SKAL have råd til dén medicin her i Danmark – til alle.

Men måske kunne man kigge på medicinalfirmaernes indtjening – og især den del, der handler om overskud til aktionærerne. For behøver den profit at være så stor? Næppe.

Og det haster. Både pga de menneskeliv, som vi skal redde. Men også fordi at ellers så lægger den til målspark uden målmand for Dansk Folkeparti, der med vanlig populistisk sans vil kunne sige: Hvad skal vi bruge penge på? Medicin og danske liv eller udlændinge, ulandshjælp og integration.

Svaret giver flere stemmer til Dansk Folkeparti – og det gavner ingen, heller ikke de syge, der har brug for medicinen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Menneskeværdighed i ældreplejen

Et af dagens mest diskuterede emner er fremtidens ældrepleje, hvor det foreslås, at de voksne børn i fremtiden selv skal passe deres gamle forældre – eller betale sig fra det.

Det er uden sammenligning en af de dårligste ideer i mange år.

For det første fordi det aldrig er godt, når gamle skal spise nådsens brød hos yngre. Det er nemlig aldrig godt for det indbyrdes forhold, hvis de ældste generationer er afhængige af de yngre generationer. De gamle føler, at de ligger til last – og de unge føler, at de er forpligtet til at gøre noget, som de måske ikke har hverken tid eller lyst til.

For det andet vil det meget hurtigt vil betyde, at dem med tilstrækkeligt med penge vil få en super behandling, mens dem, der er uden midler, kommer til at gå for lud og koldt vand. En sådan forskelsbehandling af ældre er ikke i orden i et velfærdsland som Danmark.

Der skal være menneskeværdighed i ældreplejen. Punktum.

Men hvor skal pengene komme fra? For en ordentlig pleje koster. Ja, måske skal vi til at se på SAMTLIGE offentlige udgifter – og så lave en benhård prioritering af, hvad der skal bruges penge på. Og her er Danmarksbloggen ikke i tvivl om, at syge, børn og ældre har absolut førsteprioritet.

De tre grupper er de svageste i samfundet, og derfor dem, som vi først og mest skal tage vare på. Et samfund kendes som bekendt på sin måde at tage sig af sine medborgere på – og her tager et medmenneskeligt samfund sig først og mest af sine svageste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk