Grimme ting sker også i maj

Årets måske smukkeste måned er i fuld gang – og i år endda i strålende sol og varme, og så er det nemt at tænke på is og hygge og grill og en god bog – og i det hele taget at nyde livet udendøre.

Men midt i alle herlighederne skal vi huske på, at sådan er maj måned ikke for alle. Slet ikke endda.

For det kan godt være, at syrenerne blomstrer og sender deres søde duft ud, men der er ikke noget sødt over livet som udsat i Danmark.

Tværtimod så strammes skruen hele vejen rundt overfor fattige, ledige, kontanthjælpsmodtagere, gamle, syge, hjemløse og så videre. Og dette til trods for at vi er midt i et opsving, og landet aldrig har haft flere penge.

Men vi har samtidig også en regering, der gør de (få) rige rigere og de mange flere fattige fattigere – og derudover lige sørger for, at den store middelklasse får en smule ekstra, men ikke for meget – men lige nok til at den er med på at holde underklassen nede.

Det er en djævelsk metode, som passer mere til en mørk novemberstorm og en kold november-regn, men det sker også her midt i den milde, blomstrende og grønne maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dagpenge-galimatias

Nu skal dagpengene sættes ned – IGEN

Filosofien bag er enkel: Hvis man giver mennesker færre penge, så finder de hurtigere et job.

Hvor naivt er det? For siden hvornår har ledige kunnet skabe jobs til sig selv? Hvis de kunne det, så ville der næppe være en enkelt ledig tilbage i Danmark.

For nej, det er ikke de ledige, der kan skabe jobs – men dem, som ejer produktionsmidlerne. Derfor er det også dem, som skal anspores til at skabe jobs – og ikke de ledige.

Men det sker ikke i øjeblikket. Tværtimod så freder man dem med ressourcerne, så de kan puge endnu mere sammen – mens man jagter de ledige og andre uden store ressourcer. Nu med indførelsen af karensdage, der reelt giver 3,4% mindre udbetalt – og 3,4% er meget, når vi taler dagpenge.

Det er ren galimatias – og det skader også dem i arbejde, da lavere dagpenge = lavere løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stigende solidaritet med de ledige

De fleste danskere mener, at der skal være et større incitament for at tage et arbejde. MEN i modsætning til tidligere mener 7 ud af 10 ikke, at det skal gøres ved at sænke overførselsindkomsterne. Tværtimod skal de enten bibeholdes på det nuværende niveau – eller stige.

Det er derfor i stedet enten fradraget, der skal øges – eller lønnen, der skal op.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/01/06/102949.htm

Dét er en udmelding, der glæder Danmarksbloggen. For nok er det kun en lille sprække i den is af umenneskelighed, der omgiver det danske samfund pt. Men ethvert forår starter i det små, også solidaritetens og fællesskabets forår, som måske nu er på vej.

Danskerne er altså stadig et folk med masser af solidaritet og medfølelse … dét er i sandhed godt nyt en mandag i januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Jobs til alle?

Historien om 20-årige Mette, der cyklede rundt og fik job, har været stor i løbet af weekenden.

At den unge – og hjemmeboende – kvindes virkelighed så er markant anderledes end de fleste andre arbejdsløse, der har en familie at forsørge, har de fleste medier valgt at springe let henover.

For se, hvor mange jobs, der er derude – hvis bare man vil, lyder budskabet fra Mette. Et budskab, der passer godt ind i hetzen mod arbejdsløse. MEN DET PASSER IKKE.

Der findes ikke nær så mange ledige jobs, som der er ledige, der gerne vil have et job. Og situationen bliver ikke bedre, når flere virksomheder direkte opfordrer deres østeuropæiske ansatte til at få venner og familie herop.

Skurken er altså ikke de ledige, men de danske virksomheder, der svigter deres etiske og moralske ansvar og tænker mere på deres egen indtjening end på at sikre deres danske medborgere et job.

En såre umoralsk adfærd, som burde stoppes – og gerne ved lov.

Altså: At man simpelthen ikke må ansætte udenlandsk arbejdskraft, hvis der er ledig, indenlandsk arbejdskraft, som kan løse opgaven.

Så enkelt kan der skabes flere jobs … og selvom det måske ikke vil afhjælpe arbejdsløsheden 100%, vil det hjælpe et stykke på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Store bytte-dag: Danmarksbloggen søger tilgodebevis

3. juledag – eller rettere i vores tid: Store bytte-dag.

Julelysene er slukkede, julepynten pakket væk og juletræerne smidt ud. Nu drejer det sig om at rydde det sidste op efter juletiden og få det meste ud af de julegaver, som skal byttes. Bedst er det at få rede penge, men ellers kan tilgodebeviser også bruges. Især hvis man husker at indløse dem.

Danmarksbloggen kunne også godt tænke sig at bytte noget, nemlig den mangel på forståelse og solidaritet, som præger det danske samfund.

Et dugfrisk eksempel på det så man lige op til jul, hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) talte om, at de såkaldte nyttejob skal motivere de ledige til selv at finde et job eller gå i gang med en uddannelse. Et nyttejob er altså et job, som ingen rigtig har lyst til at tage, må man formode.

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6358042/nyttejob-arbejdsloese-skal-fjerne-hundelorte-og-taelle-biler/

Det trak Mette Frederiksen dog tilbage og sagde, at alle job var lige meget værd. Men hvis de er det, så skal de mennesker, der samler hundelorte op, vasker legetøj i børnehaver og hvad man ellers kan lave i nyttejob, også have en rigtig løn.

For hvad er det egentlig, som man siger, når man forlanger, at ledige skal arbejde på kontanthjælp i jobs, som de færreste ønsker at udføre? At de ledige er dovne og ikke gider arbejde? Lige præcis. Men det passer jo ikke. Endda langtfra.

En undersøgelse fra “Min A-kasse” viser, at arbejdsløshed af nærmest alle opfattes som noget af det værste og mest skamfulde, som man kan komme ud for. Det ligger nemlig dybt i menneskets natur gerne at ville yde og bidrage til fællesskabet.

http://www.min-a-kasse.dk/analyse-4-ud-af-10-arbejdslose-skammer-sig

Danskerne vil altså gerne arbejde. Faktisk er der ikke noget, som de hellere vil. Men det skal sørme være på lige betingelser for alle på arbejdsmarkedet, således så alle får en reel løn for deres arbejde.

Nutidens holdning om, at nogle er så meget værd, at de kan få en rigtig løn, mens andre må arbejde på en kontanthjælp er ihvertfald stik imod den forståelse for andre og den solidaritet, som vi har så hårdt brug for i Danmark nu.

Danmarksbloggen vil derfor gerne vide, hvor man kan finde tilgodebeviser på forståelse og solidaritet? For efterspøgslen på de to goder er enorm i Danmark, men udbuddet på Christiansborg er meget lille.

Derfra kan vi kun forvente nedskæringer og en fortsat fordeling af goderne, så dem der har, de får mere – og dem der ikke har, de får ikke alene mindre, men skoses også for at være grådige og dovne. Det giver ikke mening.

Danmarksbloggen tør derfor også godt garantere, at et tilgodebevis på forståelse og solidaritet med de arbejdsløse, er et tilgodebevis, der vil blive husket og indløst øjeblikkeligt – hvis det ellers kan findes.

Den gode nyhed er så heldigvis, at vi sammen kan skabe det tilgodebevis med vores ord, vores stemmer og vores handlinger. Danmarksbloggen er gået igang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Taler Løkke socialdemokratisk?

På en konference hos Dansk Industri i går sagde Venstres formand Lars Løkke, at det var vigtigere at sænke bundskatten end topskatten. Ifølge Lars Løkke kan det at have et arbejde slet ikke betale sig for 14.000 danskere, der vil miste penge på at gå fra kontanthjælp til job, mens 57.000 får mindre end 1000 kroner ud af at komme på arbejdsmarkedet.

http://www.information.dk/telegram/473172

At arbejde for et øget beskæftigelsesfradrag og en lavere bundskat er kendt som traditionelle socialdemokratiske værdier. Så gør det Løkkes udmelding til klassisk socialdemokratisk retorik? Både ja og nej.

Ja til at de laveste indkomster skal betale mindre i skat. Men absolut nej til at der skal skæres i overførselsindkomsterne.

For det er primært det, som Løkke tænker på. Nemlig at kontanthjælp og dagpenge skal være endnu lavere end de er idag, hvor de er forvejen er på et sulteniveau. For med endnu lavere ydelser vil de ledige blive pisket ud på det arbejdsmarked, hvor der ikke er jobs nok. Det giver ikke mening.

Så nej, Venstre ved du (stadig) præcis, hvor du har: Nemlig som beskytter af dem, der har (meget) i forvejen på bekostning af dem, der har allermindst.

Og dét er ihvertfald ikke en klassisk socialdemokratisk dyd …

Derfor kunne Danmarksblogen også rigtig godt tænke sig at vide, hvor Venstre vil finde de 14.000 jobs. For de jobs eksisterer ikke idag. Så ville en af de altfor mange ledige forlængst havde taget dem.

For det er en skrøne, at ledige ikke vil arbejde. Det vil langt de fleste hellere end gerne. Ikke kun af økonomiske grunde, men også og måske endda endnu mere fordi mennesket er sådan indrettet, at det gerne vil yde en indsats og bidrage til det fælles gode i samfundet.

Men denne anerkendende tilgang og tiltro til mennesket er åbenbart ikke noget, som Venstre har. Dét er der heller ikke tradition for i det gamle bondeparti.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk