Danmarksbloggen var et smut ude i vores hovedstad her tidligere i dag.

Der er sket meget siden de første ugers næsten totalt tomme gader og pladser. Flere forretninger er nu åbnet, og der står mange af de sædvanlige lokke-ind-skilte, tøjstativer, ja der er sågar stillet mannequin-dukker med undertøj ud på Strøget nede ved Storkespringvandet – og figuren af Fætter BR står der også igen.

Men lad os starte fra en ende af, nemlig med et besøg hos ørelægen, hvor tingene bestemt ikke lignede sig selv. Der var i venteværelset lavet ventebåse med afskærmninger af plexiglas, og ørelægen var i fuldt udstyr med visir, mundbind og så videre. For et par måneder siden havde det alt sammen virket meget voldsomt, men i de sidste snart syv uger har vores grænser for normalitet rykket sig mange gange.

Så ørelægen og jeg sludrede som sædvanlig, mens jeg fik ordnet det, som skulle ordnes. Emnet var dog Corona – og de manglende værnemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke mente, at der var grund til at forsyne øre-, næse- og halslægerne med. Absurd og vanvittigt, når man tænker på, at netop de læger sidder tæt foran de kropsåbninger, hvorfra smitte kommer ud.

Derfra ud på gaden og hen på Strøget, hvor der var en del flere mennesker end sidst, jeg var dér for et par uger siden. Ja, der var faktisk så mange, at man med fordel kan installere en radar, hvis man er på Strøget, og gerne vil undgå at komme helt tæt på vildt fremmede mennesker.

For der findes desværre en del mennesker, som bare vader afsted uden omtanke og uden at sørge for at holde afstand. Så man udvikler en vis evne til at have et øje på hver finger, et ekstra øje i nakken, gå i slalom, steppe ind til siden og om nødvendigt gøre fuldt stop.

For de ubetænksomme og ligeglade fås i alle aldre og af begge køn. Omtanke og hensyn koster ellers ikke noget – men derfor kan det åbenbart godt mangle alligevel.

Der er også dem, som er så optaget af deres egne planer, som moderen til en pige på 6-7 år, der, mens jeg passerede dem, sagde til datteren: Nu skal vi i butikker. Det bliver godt. For de har været lukkede så længe, og nu vil vi altså ud og købe noget. Hvad dette noget var, blev ikke specificeret, men købelysten var i hvert fald enorm.

Venligheden findes også stadigvæk, som hos hende jeg så samle en anden kvindes solbriller op på Købmagergade, og række dem over til ejerinden – og så bagefter fornuftigt nok fiske håndspritten frem.

Jeg skulle så i Matas og hente noget solcreme, for det er jo dén tid på året, og også dér var der en del mennesker. Jeg spurgte ekspedienten om, hvorvidt kunderne kunne finde ud af at holde afstand. Hun var et meget diplomatisk menneske, og svarede: Nogle gange – og nogle gange ikke. Det er, som man ser det i medierne.

Jeg oplevede så den sidste slags i den første boghandel, som jeg var inde i for at erhverve mig min faste studiekalender. Af uransagelige årsager er jeg nemlig blevet ved med at bruge studiekalendere, selvom jeg blev færdig på universitetet i sidste årtusinde. Nå, men den havde de ikke (måske fordi de senere på dagen gik konkurs, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt).

Til gengæld var der som sagt to kvindelige kunder, som notorisk gik i vejen for andre – og overhovedet ikke tænkte sig om. En af dem fik også mig trængt op i en krog så eftertrykkeligt, at jeg bad hende om at gå lidt væk, så jeg kunne komme ud. Det gjorde hun – med et meget forbavset udtryk i ansigtet, som om hun tænkte: Skal jeg også tage hensyn?

Ja, det skal du – og det skal jeg og alle andre, som vi gjorde det i den anden boghandel, som jeg besøgte, og hvor jeg fik min kalender. Her spurgte jeg så, om de kunne mærke, at der var flere mennesker i byen. Men svaret var negativt. Nej, de havde faktisk færre kunder. Nok fordi de havde haft åbent hele perioden igennem, og nu havde de fleste købt de bøger, puslespil og notesbøger, som de havde brug for – ihvertfald for nu.

Derfra gik turen over på Rådhuspladsen, som slet ikke er tom mere, selvom der er langt til, at den rigtigt ligner sig selv. Den ene pølsevogn er dog kommet tilbage – og den bliver flittigt besøgt ligesom både sandwichbarer, burgerjoints og alle de andre steder, hvor folk kan købe noget at spise – enten til kontoret eller sammen med venner på bænke og andet.

Genåbningen er altså i gang – men Danmarksbloggen vurderer, at vi ikke skal glæde os for tidligt. For hvis folk ikke kan finde ud af at holde afstand – og hvis det hele går for stærkt, så ryger vi direkte tilbage i isolationen, og dét ønsker ingen.

Så Coronaen kræver altså stadig en masse af os. Dét skal vi være helt bevidste om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk