Historien om dén ulv, som ingen vil råbe

Halloween nærmer sig, så her kommer en lille grum historie fra virkelighedens verden:

De skumle tider er på vej tilbage. Skumle som i nedlukning, mørke, smitte, virus og død.

Og nej, der råbes ikke ulv uden grund. Tværtimod: Corona-Ulven står allerede oppe i skovbrynet og slikker sig om munden, mens den ser på danskerne, der som en flok ubetænksomme og ubekymrede børn løber rundt imellem hinanden – uden at holde afstand, uden at bruge mundbind, uden noget af alt det, som holder smitten nede.

For ja, vi er dér igen på det fæle sted, hvor smitten stiger voldsomt. Det samme gør eksperternes forsikringer om, at det ikke bliver så slemt denne gang. Det holder selvsagt ikke.

Det burde vi vide. For vi har været på de tynde løfters holdeplads før. Sidste efterår i 2020 helt præcist, hvor danskerne blev garanteret at – pga. mundbind, afstand, håndsprit og specielle regler for hvor mange vi måtte være på restauranter m.v. – det ikke ville blive lige så slemt som i foråret 2020. Det blev værre. Mange flere blev smittede, syge og døde i vinteren 2020-21 end i foråret 2020.

Helt konkret døde der 574 danskerne af Corona i månederne marts, april og maj i 2020, mens der døde 1.524 i månederne december 2020, januar 2021 og februar 2021. Altså tre gange flere end da pandemien ramte.

Men her i vinteren 2021-22 vil det ikke ske pga. vaccinationerne, lyder løftet, som godt kan klinge lidt hult.

For vi har at gøre med den tilsyneladende urørlige Delta-variant, som er tre gange så smitsom – og også mere sygdomsfremkaldende og mere dødelig – end den variant, som huserede sidste efterår. Og samtidig falder effekten fra vaccinationerne hurtigere end forventet. Man er ikke garanteret smittefri i seks måneder efter sidste stik – heller ikke selvom man er ung og rask.

Dét er virkeligheden. En virkelighed som de færreste vil se i øjnene – og det kan man godt forstå. For mennesker, som er sociale dyr, foretrækker et åbent samfund, hvor vi kan rejse, gå ud og være sammen med andre mennesker. Men lige nu er det åbne samfund med til at sprede en smitte, som vi kunne bremse med afstand, mundbind og ikke at være (så meget) sammen med (så mange) andre mennesker. Men det vil vi ikke.

Derudover er der om små tre uger kommunal- og regionsvalg i Danmark, og det rimer på ingen måde med flere restriktioner – og slet ikke med en nedlukning. Dels fordi det giver potentielt dårlige stemmetal til regeringspartiet Socialdemokratiet, som også står stærkt kommunalt, og dels fordi det rent logistisk vil være et mareridt at gennemføre en valghandling under en nedlukning.

Så Danmarksbloggens bud er, at man lader smitten løbe – og måske endda løbe løbsk – indtil EFTER d. 16. november (valgdagen). For inden da tør ingen råbe Ulv som i Corona, restriktioner og måske nedlukning.

Hvad der så sker om små tre uger – udover diverse politiske rævekager – ved ingen.

Men Danmarksbloggens bud er, at Corona-ulven på det tidspunkt har sendt bud efter nogle venner, så de er et helt kobbel af blodtørstige ulve, der er klare til at gå på rov i en dansk befolkning, som på det tidspunkt lettere end et vissent efterårsblad rammes bigtime af ikke kun Corona, men også influenza.

Vinterperioden 2021-22 kan dermed blive de værste måneder i pandemien. En ulvetid mere rå og kold, mere fuld af død, end vi har set det på noget andet tidspunkt i pandemien. Det er grumt. Det er skummelt.

Men det kan endnu stoppes – hvis vi tør råbe Corona-Ulv.

For: Der står en ulv oppe i skoven. Alle kan se den. Men alle lader, som om de ikke kan. For det er en Corona-Ulv, og ingen har lyst til at råbe Ulv – og risikere nye nedlukninger. Så hellere lukke øjnene og satse på, at smitten (som vokser eksplosivt) på magisk vis forsvinder af sig selv.

For vi er jo så trætte af Corona … men desværre er Corona ikke træt af os. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reportage: Genåbningen er i gang

Danmarksbloggen var et smut ude i vores hovedstad her tidligere i dag.

Der er sket meget siden de første ugers næsten totalt tomme gader og pladser. Flere forretninger er nu åbnet, og der står mange af de sædvanlige lokke-ind-skilte, tøjstativer, ja der er sågar stillet mannequin-dukker med undertøj ud på Strøget nede ved Storkespringvandet – og figuren af Fætter BR står der også igen.

Men lad os starte fra en ende af, nemlig med et besøg hos ørelægen, hvor tingene bestemt ikke lignede sig selv. Der var i venteværelset lavet ventebåse med afskærmninger af plexiglas, og ørelægen var i fuldt udstyr med visir, mundbind og så videre. For et par måneder siden havde det alt sammen virket meget voldsomt, men i de sidste snart syv uger har vores grænser for normalitet rykket sig mange gange.

Så ørelægen og jeg sludrede som sædvanlig, mens jeg fik ordnet det, som skulle ordnes. Emnet var dog Corona – og de manglende værnemidler, som Sundhedsstyrelsen ikke mente, at der var grund til at forsyne øre-, næse- og halslægerne med. Absurd og vanvittigt, når man tænker på, at netop de læger sidder tæt foran de kropsåbninger, hvorfra smitte kommer ud.

Derfra ud på gaden og hen på Strøget, hvor der var en del flere mennesker end sidst, jeg var dér for et par uger siden. Ja, der var faktisk så mange, at man med fordel kan installere en radar, hvis man er på Strøget, og gerne vil undgå at komme helt tæt på vildt fremmede mennesker.

For der findes desværre en del mennesker, som bare vader afsted uden omtanke og uden at sørge for at holde afstand. Så man udvikler en vis evne til at have et øje på hver finger, et ekstra øje i nakken, gå i slalom, steppe ind til siden og om nødvendigt gøre fuldt stop.

For de ubetænksomme og ligeglade fås i alle aldre og af begge køn. Omtanke og hensyn koster ellers ikke noget – men derfor kan det åbenbart godt mangle alligevel.

Der er også dem, som er så optaget af deres egne planer, som moderen til en pige på 6-7 år, der, mens jeg passerede dem, sagde til datteren: Nu skal vi i butikker. Det bliver godt. For de har været lukkede så længe, og nu vil vi altså ud og købe noget. Hvad dette noget var, blev ikke specificeret, men købelysten var i hvert fald enorm.

Venligheden findes også stadigvæk, som hos hende jeg så samle en anden kvindes solbriller op på Købmagergade, og række dem over til ejerinden – og så bagefter fornuftigt nok fiske håndspritten frem.

Jeg skulle så i Matas og hente noget solcreme, for det er jo dén tid på året, og også dér var der en del mennesker. Jeg spurgte ekspedienten om, hvorvidt kunderne kunne finde ud af at holde afstand. Hun var et meget diplomatisk menneske, og svarede: Nogle gange – og nogle gange ikke. Det er, som man ser det i medierne.

Jeg oplevede så den sidste slags i den første boghandel, som jeg var inde i for at erhverve mig min faste studiekalender. Af uransagelige årsager er jeg nemlig blevet ved med at bruge studiekalendere, selvom jeg blev færdig på universitetet i sidste årtusinde. Nå, men den havde de ikke (måske fordi de senere på dagen gik konkurs, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt).

Til gengæld var der som sagt to kvindelige kunder, som notorisk gik i vejen for andre – og overhovedet ikke tænkte sig om. En af dem fik også mig trængt op i en krog så eftertrykkeligt, at jeg bad hende om at gå lidt væk, så jeg kunne komme ud. Det gjorde hun – med et meget forbavset udtryk i ansigtet, som om hun tænkte: Skal jeg også tage hensyn?

Ja, det skal du – og det skal jeg og alle andre, som vi gjorde det i den anden boghandel, som jeg besøgte, og hvor jeg fik min kalender. Her spurgte jeg så, om de kunne mærke, at der var flere mennesker i byen. Men svaret var negativt. Nej, de havde faktisk færre kunder. Nok fordi de havde haft åbent hele perioden igennem, og nu havde de fleste købt de bøger, puslespil og notesbøger, som de havde brug for – ihvertfald for nu.

Derfra gik turen over på Rådhuspladsen, som slet ikke er tom mere, selvom der er langt til, at den rigtigt ligner sig selv. Den ene pølsevogn er dog kommet tilbage – og den bliver flittigt besøgt ligesom både sandwichbarer, burgerjoints og alle de andre steder, hvor folk kan købe noget at spise – enten til kontoret eller sammen med venner på bænke og andet.

Genåbningen er altså i gang – men Danmarksbloggen vurderer, at vi ikke skal glæde os for tidligt. For hvis folk ikke kan finde ud af at holde afstand – og hvis det hele går for stærkt, så ryger vi direkte tilbage i isolationen, og dét ønsker ingen.

Så Coronaen kræver altså stadig en masse af os. Dét skal vi være helt bevidste om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hvid mand føler behov for at tage afstand fra Paris-terror

Jeg vil som mand gerne tage afstand fra den terror, der er begået i Paris. Bemærk at det kun er MÆND som har deltaget – og derfor må jeg som mand tage afstand fra deres gerninger, da de ikke har handlet på mine vegne som mand …

Lyder det åndssvagt? Så tænk over alle de muslimer der som “vi” ønsker tager afstand fra de islamiske terroristers gerninger! Er det ikke lige så åndssvagt?

Det, der i virkeligheden er åndssvagt i dette, er: At vi – der ikke er muslimer – nu frygter muslimer pga. nogle få gale muslimers værk. Det vil svare til, at alle kvinder og børn nu frygter mænd pga nogle få gale mænds værk.

Hvis du stadig synes mit opslag er åndssvagt, så er det sikkert, fordi du kender mange mænd som er flinke. Og du kender sikkert ikke mange muslimer, som er flinke … fordi du ikke kender nogle muslimer! Det er faktisk den eneste grund til, at kvinder lige nu ikke frygter mænd, men at vi alle frygter muslimer!

(Nu har jeg skrevet “ingen”, “alle” osv i indlægget. Det er naturligvis mere nuanceret, men jeg regner dig som læser klog nok til at fange pointen alligevel).

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler