I går kom bogen ”Jeg har også levet!” på gaden. Den handler om Astrid Lindgren, Louise Hartung og deres mere end 600 breve til hinanden.

Der findes næppe den dansker, som ikke kender – og elsker – Astrid Lindgren. Så kan man indbyrdes være uenige om hvilken bog, som er bedst – eller hvilken figur, som man holder mest af. Men at man læste eller fik læst Astrid Lindgren som barn, og selv har læst højt af hendes bøger for ens egne børn – det gælder for de fleste af os.

Louise Hartung derimod er et navn, der ikke vækker genlyd hos den brede danske befolkning. Men navnet er nu alligevel tæt forbundet med Astrid Lindgren, da de to var nære veninder og åndsfæller i de 11 år, der gik fra de mødtes og til Louise døde i 1965.

Louise Hartung var børne- og ungdomskonsulent i Berlin, en ildsjæl når det gjaldt om at skabe kultur til børn – og så var hun en stor fan af Lindgrens bøger, som hun gjorde alt, hvad hun kunne for at udbrede kendskabet til.

På mange måder var de to kvinder altså lig hinanden, begge kunstneriske, begge litterære, begge med et stærkt drive, men der er også store modsætninger, som man kan se folde sig ud i brevene.

Astrid var den introverte, der alligevel indimellem behøvede at leve ekstrovert – og Louise den extroverte med et stort behov for til tider at være introvert – eller måske snare opslugt af Astrid Lindgren, som hun også var forelsket i, men uden at det blev gengældt.

For på det punkt var de ikke ens. For Astrid var deres venskab tæt og nært og med stor fortrolighed, men for Louise rummede det samtidig en tiltrækning og længsel efter at mødes på det romantiske og erotiske plan, men det skete aldrig. Louise havde i øvrigt en kæreste hjemme i Berlin, en kvindelig psykiater som efter Louises død sendte Lindgrens breve tilbage til Astrid, hvilket var et held, for ellers havde vi måske ikke haft dem i dag.

Breve, som viser de to kvinders natur og liv, som var så ens og så forskellige. For også deres liv, især inden de mødtes, repræsenterede to modpoler.

Astrid, som under 2. verdenskrig levede i Stockholm i det neutrale Sverige, en by som nok var påvirket af krigen og især den omfattende spionage, som fandt sted i den svenske hovedstad, men som ikke oplevede hverken bomber eller at der ikke var mad og andre fornødenheder at få.

Og så Louise, som boede i Berlin, og som oplevede byens tid som centrum i Det Tredje Rige, mens hun optrådte som sangerinde for de tyske soldater og samtidig skjulte jøder, men som senere blev voldtaget af de russiske soldater, og måtte klare sig så godt, som hun nu kunne i den sønderbombede by.

Alt det hørte tiden inden brevene til, men det påvirkede og skabte alligevel de to kvinder og deres verdensopfattelse i en tid, hvor de udvekslede breve, mens der skete begivenheder som Den Kolde Krig og Berlinmurens opståen, som de selvfølgelig også drøftede i deres kontinuerlige samtale igennem 11 år. Og så midt imellem alle åndrighederne kunne de alligevel samtidig glæde sig over købet af en ruskindsfrakke og andre almindeligheder.

For nok er der tale om to velbegavede kvinder, men som os andre var de også optaget af hverdagens små ting og gøremål, og det er faktisk – midt i alle de store tanker – vældig forfriskende at læse. For ja, selv store ånder kan også fx blive ramt af virus og bare sidde og vente på, at det damper over. Det ved man godt, men det er alligevel rart at se sort på hvidt en af de dage, hvor man sidder og bliver i tvivl om egen formåen.

Bogen er skrevet af cand.mag Jette Glargaard og forfatter Jens Andersen, og det er en tour de force, at de to har gnavet sig igennem alle brevene og sat dem sammen – også dem, som var uden sidetal og datoer. For vi taler ikke om to breve om året mellem Berlin og Stockholm, men om 600 breve som sammen med et veludbygget personregister, noteapparat med mere fylder 580 sider.

Det er en imponerende akademisk bedrift, men bogen er mere end det. Den er en sprællevende skildring af et årti, hvor der skete meget i Europa og i verden, og hvor det hele plus alt det personlige kommenteres, drøftes og beskrives af to vidende og åbne kvinder, indimellem i dagligdags vendinger, men oftere med stor originalitet.

For de skriver godt begge to – og man lever sig let ind i deres sind og verden, når man læser deres breve. Undertegnede vil så gerne stå ved, at jeg følte mig tættest på Astrid. Måske fordi at hende kendte og elskede jeg i forvejen, måske fordi jeg er svenskofil.

Det eneste, som bogen mangler, er en overskuelig og med årstal behæftet oversigt over de to kvinders liv, da en sådan ville lette læsningen og gøre det nemmere at bevare overblikket.

Danmarksbloggen giver ”Jeg har også levet!” fem ud af seks frimærker, som dem man stadig brugte, dengang Astrid og Louise udvekslede mere end 600 breve.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk