“Holmene” er en ualmindelig dårlig idé

”Det er allerede et stort problem med trafikken i dag,” sagde Hvidovres borgmester Helle Adelborg til gårsdagens præsentationen af ”Holmene”, som er et stort anlagt projekt, hvor der skal bygges ni holme ud i Øresund – ud for netop blandt andet Hvidovre kommune – altså hendes egen kommune.

Ni holme, hvor der skal bankes vidensbaseret erhverv op. Ni holme, der ligger tæt ved Danmarks mest befærdede motorvej, som nu skal give plads for bilister til de 12.000 arbejdspladser, som det vurderes, at der bliver plads til på de kunstige øer, men hvortil der ikke er planlagt offentlig transport. Så det store trafikproblem vil altså bare blive større.

Danmarksbloggen synes, at det er fantastisk med vidensbaseret erhverv. Den slags virksomheder skaber vækst og fremgang.

Men hvorfor bygge nyt land, når vi har eksisterende land, som mangler et løft? For det er en skrøne, at vidensbaserede virksomheder kun vil lægge få km fra en lufthavn. Tag fx Lund, som ligger en halv times kørsel fra Kastrup. Tag mange af Stockholms vidensbaserede virksomheder, som ligger en time eller mere fra Arlanda. Det går fint med at placere sig dér.

Så ja, drop de ni dyre holme og løft blikket.

Man kunne for eksempel sagtens bruge området omkring Roskilde eller i trekanten mellem Roskilde, Køge og København – eller steder i Nordsjælland. Alt sammen til ligeså stor gavn og glæde for både Danmark og virksomhederne – og det endda uden at risikere at ødelægge havmiljøet og skabe problemer for infrastruktur.

Så kunne man også i stedet bruge de mange sparede milliarder (som der slet ikke er finansiering for heller) på mere uddannelse og mere forskning, så der også var nogle danskere, som kunne arbejde i alle de nye, spændende vidensvirksomheder.

For status idag er: Etableringen af Holmene er ikke finansieret. Holmene vil skabe trafikale problemer af ganske anselig størrelse. Holmene vil kunne skade havmiljøet. Det kommer til at koste kassen at klimasikre Holmene. Der er masser af tilgængelig jord andre steder – lige i nærheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk