Socialdemokratiet bør være bekymret …

Det er ikke engang to måneder siden, at de socialdemokratiske ministre satte sig i regeringsbilerne, så det er forståeligt, at der stadig kan spores en vis begejstring i Socialdemokratiet.

Men i virkeligheden burde regeringspartiet være bekymret.

For dels så gik Socialdemokratiet – trods at partiet sad i opposition – ikke frem til valget for præcis to måneder siden, men derimod tilbage, når man måler på antal af stemmer. Frem gik derimod støttepartierne, især Radikale Venstre og SF, og det var deres stemmer, som gav Socialdemokratiet magten.

Og dels så vil udlændinge-politikken blive en markør, som kan spænde ben for Socialdemokratiets drømme om at blive i regering efter næste valg.

Tag bare det at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge. Den beslutning er som at lægge kød ud til glubske hunde. Der gik heller ikke mange sekunder i sidste uge, før DF kastede sig over lunsen. Forståeligt, for der er mange tidligere DF-vælgere som ved valget for to måneder siden stemte socialdemokratisk, men som let kan lokkes tilbage til DF.

Læg dertil at det er svært for Socialdemokratiet at tiltrække klima-vælgerne – og at regeringspartiet ikke har gjort det lettere for sig selv ved at undlade at gå i kødet på industri og landbrug med krav og regler om bæredygtig produktion m.m.

Danmarksbloggen vurderer derfor, at det kan blive svært at genvinde magten for Socialdemokratiet til det valg, som let kan komme langt før end man regner med.

Morten Østergaard og de andre radikale er nemlig i den grad indstillet på at samarbejde med både blå og rød blok. Så kan de radikale se sig selv i en position, så de kan generobre deres historiske rolle som toneangivende, så vil de ikke tøve med at rive tæppet væk under Mette Frederiksen.

Det har derfor aldrig været mere spændende i dansk politik end i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man stemme religiøst i et demokrati?

Antallet af såkaldte ghetto-stemmer eksploderede ved folketingsvalget i sidste uge – og det var især de radikale, der blev stemt på i landets ghettoer.

I Gellerup ved Aarhus gik Radikale Venstre frem med 29,1 procentpoint – og i Vollsmose i Odense fik partiet en otte-dobling af stemmer, fra 3,9 procent af stemmerne i 2015 til 33,6 procent af stemmerne i år. Men også i andre områder med mange muslimer som fx Nørrebro havde de radikale et godt valg.

En af årsagerne hævdes at være FB-gruppen ”Muslimer til Stemmeboksene 2019”, som fik over 25.000 medlemmer.

En anden var den mobilisering, der fandt sted i moskeer og andre steder, hvor muslimer færdes – og hvor de blev anbefalet at stemme på Morten Østergaard og venner, da det var det parti, som ville gavne indvandrerne som gruppe mest.

Se mere her: https://politiken.dk/indland/politik/FV19/art7245088/Radikale-8-dobler-stemmetal-i-ghetto-omr%C3%A5de

Danmarksbloggen sidder i den anledning med tre tanker:

  • Har alle grupper ikke altid stemt på det parti, der gavner gruppens interesser? Landmændene på Venstre, speltsegmentet på Alternativet, iværksætterne på LA, arbejderne på Socialdemokratiet og så videre. Så hvad er der egentlig galt i det?
  • Ja, der er måske det galt, at nu handler det ikke om erhverv, penge eller samfundsindretning, men om religion – og netop religion må aldrig spille en rolle i forhold til hvilken politik, som der vedtages. Tro er en privatsag. Så at stemme efter troen er nærmest helligbrøde i Danmark.
  • En helligbrøde, som også både Kristendemokraterne og visse grupperinger i DF (Tidehvervsfolkene) har begået.

Men det er ekstremt vigtigt, at religiøse værdier og religiøse love og regler aldrig dikterer lovgivningen her i landet.

Demokrati og religion hænger nemlig ikke sammen, så derfor kan vi ikke stemme efter religion, men må stemme efter andre markører end troens. Markører om økonomi, fordeling af goderne, det offentliges rolle og andre sekulære emner, som berører os alle sammen – og ikke kun dem, som er ligesom os selv.

For det er en generel uskik kun at stemme med egne interesser for øje – uanset hvilken ghetto man bor i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarks bedste valgbolsjer

Valgkamp er mere end politiske udmeldinger. Valgkamp er også bolsjer. Men hvilket parti har de bedste valgbolsjer? Det har Danmarksbloggen fundet ud af.

Danmarksbloggen nedsatte et minipanel, der prøvesmagte bolsjer fra samtlige partier – minus Alternativet, der slet ikke har bolsjer, men som i stedet deler økologiske, danske æbler ud. Alternativet vandt derfor pr. automatik frugtkategorien.

Panelet gav samtlige bolsjer valgkrydser fra 1 til 5, hvor 5 var bedst.

Bolsjerne blev delt op i tre grupper:

1) Sukkerbolsjer
2) Pebermynte med chokoladefyld, som er en sikker politisk bolsjeklassiker
3) Lakridsbolsjer

Og resultatet blev:

BEDSTE SUKKERBOLSJE: DANSK FOLKEPARTI med en samlet score på 4 valgkrydser. Begrundelse: Har en sød, saftevandsagtig smag – og så er der i midten et billede af en marguerit, hvilket dele af panelet opfattede som en ekstra fordel.

På andenpladsen: Enhedslistens maltbolsje.

BEDSTE PEBERMYNTEBOLSJE: SF med en samlet score på 4 valgkrydser. Begrundelse: Har en god, frisk myntesmag.

På andenpladsen: Deles mellem Venstre og Konservatives versioner.

BEDSTE LAKRIDSBOLSJE: LIBERAL ALLIANCE med en samlet score på 5 valgkrydser. Begrundelse: Dejlig stærk med pulver indeni.

På andenpladsen: Deles mellem Radikale Venstres og Socialdemokraternes mere klassiske lakridsbolsjer, hvor der er en anelse mentol i Socialdemokraternes version.

Se mere på YouTube, hvor Danmarksbloggen har lagt en lille film op: https://youtu.be/-QiJCthnFFk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg på vej?

Dagen i dag er Løkkes skæbnedag.
Bliver han som Venstres formand – eller må han gå?

Intet er afgjort, heller ikke selvom ledende Venstre-folk nu taler helt åbent om Kristian Jensen som Løkkes snarlige efterfølger – uden dog nogen særlig begejstring. For den nuværende næstformand virker langtfra som en mand, der kan samle Venstre – og endnu mindre som en mand, der egner sig som landets statsminister.

Der er altså for at sige det mildt uro i Venstre – og det må derfor være mere end almindeligt fristende for Thorning at trykke på den røde knap og udskrive folketingsvalg.

Men vil det ikke kunne give Thorning tilbageslag at udskrive valg nu? Vil vælgerne ikke kunne føle, at Thorning udnytter situationen, så de netop ikke stemmer på Socialdemokratiet eller Radikale Venstre? Jo, det er bestemt en mulighed, som Thorning også må tænke på.

Ja, man kan faktisk spørge, om de radikale mon overhovedet ønsker at fortsætte i regeringen – eller om Vestager kunne have andre planer sammen med Venstre og Konservative? Og hvad med Thorning og Dyhr? Drømmer de om en S-SF-regering?

Ingen ved det, men svarene på det hele er på vej.

Danmarksbloggen følger spændt situationen og vil her blot konkludere, at de eneste to ting, der pt. er sikre i dansk politik, er at:

1) Danskerne skal til næste folketingsvalg (uanset hvornår det bliver) vælge, om de vil fællesskabet eller egoismen – den røde eller den blå vej.

2) Dansk Folkeparti suger stemmer til sig – men uden at ville tage ansvar for noget som helst andet end at brokke sig, være populistiske og stadig absolut ikke stuerene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4744

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen giver de danske partiledere “Michelinstjerner”

I går uddelte Danmarksbloggen – med et glimt i øjet – stjerner til nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre.

http://danmarksbloggen.dk/?p=3906

Idag er det partiledernes tur til – stadig med et stort glimt i øjet – at få stjerner af Danmarksbloggen. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af den enkelte partilederes troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Socialdemokratiets leder statsminister Helle Thorning-Schmidt: 2 stjerner. Ja, det er næsten en gentagelse af i går, hvor det var hendes evner som statsminister, der blev bedømt. Men også som partileder prøver Thorning ihærdigt at fremstå som en person med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Man skal bare beskæftige sig lidt med politik for at vide, at der er uro og utilfredshed med hende mange steder i både bagland og folketingsgruppe. Ja, noget tyder endda på, at hun nu for alvor er ved at miste magten. Men Thorning får formentlig lov til at løbe linien ud – og så bliver der valgt en ny partileder efter næste valg(nederlag), eller hvis Thorning inden får en EU-post.

De radikales leder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager: 5 stjerner. Også her en gentagelse af i går. Vestager er pt. en af de mest styrende politikere på Borgen. En eventuel blå V-regering vil godt kunne få sine ting igennem uden de radikale, hvis der samarbejdes med Dansk Folkeparti, men en V-regering vil formentlig ønske at få de radikale med i diverse forlig for at kunne kalde sig en bred regering. Vælgerne er også godt tilfredse med Vestager, der pt. har indflydelse langt udover hvad størrelsen på de radikales folketingsgruppe indikerer.

De Konservatives leder Lars Barfoed: 2 stjerner. Barfoed prøver ihærdigt at gøre de konservative til et parti for borgerlige med høj moral og etik omkring, hvordan vi behandler vore medmennesker. Det har ikke nogen vælgereffekt. De konservatives problem er grundliggende, at der pt. ikke sidder nogen i folketingsgruppen, der kan genrejse det tidligere så toneangivende parti. Den eneste, der måske kan, sidder nede i Bruxelles og er tilsyneladende ikke interesseret i at komme hjem.

Venstres leder Lars Løkke Rasmussen: 2 stjerner. Løkke klarer sig ikke godt. Der er altfor mange dårlige sager, der klæber sig fast til manden, og som stadig huskes: Bilagssagen, GGGI-sagen og så videre. Sager, der lever i årevis og som stadig får nye udløbere. Det er derfor heller ikke overraskende, at uroen ulmer, og der rasles med sablen hos Venstre. Men tør man skifte chefen ud så tæt på et valg? Og hvem skal være kalif efter kaliffen?

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen: 1 stjerne. Det er måneder siden, at han sidst var på banen med et politisk budskab eller projekt. Senest har hans udmeldinger handlet om hans slankekur. Liberal Alliance er heller ikke med i noget politisk arbejde, men opholder sig på sidelinien, hvor de sidder og brøler op med deres ultra-liberalistiske budskaber.

SF´s leder Pia Olsen Dyhr: 3 stjerner. Hun er meget ny på posten, og derfor svær at bedømme. Men der er ingen tvivl om, at Olsen Dyhr er langt mere dreven og dermed formentlig også mere driftssikker end Wilhelmsen var det. Spørgsmålet er så blot, om hun kan genrejse SF. Det vil tiden vise.

Enhedslistens leder Johanne Schmidt-Nielsen: 5 stjerner. Schmidt-Nielsen er en politisk superstjerne, der holder den medmenneskelige fane højt. Det har sammen med en vilje til 100% at stå inde for sine holdninger gjort, at Enhedslisten idag er et parti, der suger stemmer fra hele den røde side – og enkelte blå. Der er heller ikke andre alternativer, hvis man vil stemme på et parti, der mener, at alle mennesker fortjener en værdig tilværelse, og at vi alle – solidarisk – bør bidrage til fællesskabet.

Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl: 5 stjerner. Der var skepsis, da Thuelsen Dahl overtog Dansk Folkeparti efter Kjærsgaard, men det viste sig at være en bekymring, der i den grad er blevet gjort til skamme. Partiet er sidenhen blot vokset og vokset og kan ende med at blive landets største parti. Om det skyldes det stigende fremmedhad i Danmark, eller om det er fordi, at Thuelsen Dahl har formået at få de rabiate holdninger til at virke stuerene – eller en kombination – er svær at sige. Men missionen er – desværre – lykkes.

Skriv gerne en kommentar om hvilke partiledere, som du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er (dronning) Margrethe Vestager blå eller rød?

Dagen efter den nye regering blev præsenteret, trænger spørgsmålet sig på:
Er den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager – eller dronning Margrethe som Danmarksbloggen har erfaret, at hun kaldes internt på Borgen – rød eller blå?

Spørgsmålet er vigtigt, da Margrethe Vestager på papiret kun er vice-statsminister, men i realiteten er den, der holder nøglerne til magten i sin hule hånd som en anden regent.

Meget af den politik, som hun har fået gennemført i de seneste 2½ år, peger i den blå retning. Selv hævder Margrethe Vestager, at den enkeltes velfærd i form af job og skatte-indbetaling er en forudsætning for den fælles velfærd.

Og det har hun både ret – og ikke ret i. Ret i at samfundet er nødt til at tjene penge for at kunne bruge penge på velfærd. Men ikke ret i at den enkeltes velfærd kræver, at vedkommende har et job. For hvor stiller det den syge, den ældre, den unge, den arbejdsløse og alle de andre, der ikke har et job? Ja, netop udenfor samfundet.

Men der er ingen, der skal være udenfor samfundet, udenfor fællesskabet. Et menneskes værdi måles ikke i dets evne til at yde (på arbejdsmarkedet), men i at det er et menneske.

Så når Margrethe Vestager hævder, at et job er den eneste vej til velfærd for den enkelte, så har hun placeret sig i dén blå blok, som hun måske inderst inde drømmer om at danne regering sammen med.

Og gad vide, hvad Venstre vil sige til det? Er Det Radikale Venstre trods alt lettere at danse med end Dansk Folkeparti og Liberal Alliance? Eller er spørgsmålet snarere som så ofte før: Hvem vil de radikale danse med? Hvem finder nåde for (dronning) Margrethes Vestagers blik? Fremtiden vil vise det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nye ministre, men det samme misk-mask

I torsdags var en dramatisk dag i dansk politik. SF gik ud af regeringen, og dramaet fortsatte de kommende dage – og fortsætter en måneds tid endnu for det vingeskudte parti. Og idag præsenteres de nye ministre i det, der er blevet til en SR-regering.

Ikke at det ændrer ret meget i den politik, som føres på Christiansborg. Ikke udover at nu behøver den nye SR-regering ikke længere at lade som om, at den skal tage hensyn til SF – og det gør jo hverdagen nemmere for Thorning og Vestager.

Nemt er det også for Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der som de eneste står med en sejr og en klar profil ovenpå DONG-sagen. Noget, der vil give begge partier mange stemmer til det kommende valg.

SF og De Konservative har derimod spillet fallit. Begge hylder de en verden af i går, som ikke er mere. At det så ikke er den samme verden, som de længes tilbage til, betyder ingenting. Deres virkelighed er under alle omstændigheder væk.

Og de andre: Socialdemokraterne, De Radikale, Venstre samt Venstres ekstrem-liberale lillebror LA – ja, de snakker om Danmark som en forretning, der skal køres. Løkke udtalte endda i sidste uge, at han kunne tilbyde en mere professionel ledelse af Danmark end Thorning og Vestager.

Nu er det så bare ikke lige hvad Danmark har brug for. Danmark er ikke en virksomhed, der skal have størst muligt overskud på bundlinien. Men det tror man åbenbart hos de partier, der har støttet salget af DONG til Goldman Sachs. Og med en sådan holdning til Danmark, er det let at se, hvorfor det kunne gå så galt.

For Danmark er ikke hverken en vindmølle-producent eller en investeringsbank. Danmark er det land, hvor du og jeg og alle andre danskere bor – og hvor det er politikernes job at sørge for rammer og grundlag, så vi alle kan trives – uanset hvem vi er, og hvor meget vi kan yde.

Det har de bare glemt inde på Christiansborg – og derfor fristes man til at sige, at det er ligemeget, hvem der bliver ministre. For det bliver jo bare det samme misk-mask.

Danmarksbloggen holder dog fast i, at der må findes enkelte sjæle i dansk politik med visionerne og moralen i behold … og at det er dem, som vi skal stemme på.

Det spiller trods alt også en rolle, om støttepartiet hedder DF eller Enhedslisten. For de to partiers menneskesyn er så forskellige, som noget kan være. Fra DF´s menneskefjendske, angste og hadske holdning til Enhedslistens tolerance, rummelighed og fællesskabsorienterede tilgang til alle mennesker, uanset hvem de er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan et fællesskab være blåt?

Fagforeningsfolk med Dennis Kristensen fra FOA og Bente Sorgenfrey fra FTF i spidsen frygter, at regeringen bliver mere blå, nu hvor SF har forladt den.

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/01/31/021332.htm

Det er efter Danmarksbloggens mening en 100% velbegrundet frygt, også fordi regeringen allerede igennem de første 2½ år har vist, at den hellere samarbejder med partierne til højre end med partierne til venstre.

I sin nytårstale talte statsministeren meget om fællesskab. Om at fællesskabet skulle tilbage på dagsordenen. Men kan et fællesskab ikke være blåt?

Selvfølgelig kan et fællesskab være blåt. Der findes masser af blå fællesskaber. Fx konstellationen mellem Venstre og diverse erhvervsforeninger. Eller hvad med Bilderberg-grupperne.

Problemet er selvfølgelig bare, at det der kendetegner et blåt fællesskab er, at der i dét fællesskab kun er plads til de succesfulde, til de stærke.

Et blåt fællesskab giver derfor ikke mening, når det drejer sig om et helt land. For i et land er der ikke kun stærke og succesfulde. Der er også svage, syge og ældre medborgere. Der er børn og unge. Der er hele paletten, og derfor er det kun et rødt fællesskab, der giver mening i et land.

Et fællesskab med rummelighed og plads. Et fællesskab, der favner og har forståelsen af, at nok er det de stærke og succesfulde, der oftest hiver byttet hjem, men vi skal alle leve af det – og vi er alle i løbet af vores liv igennem både stærke og svage perioder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk