Alternativet ønsker alternative skolefag

Alternativet ønsker alternative skolefag. Lyder det som alternative fakta? Ja, lidt – men det er det dog ikke, selvom idéen efter Danmarksbloggens mening er ualmindelig dårlig.

Fag som naturfag, geografi, fysik-kemi, madkundskab, biologi, kristendomskundskab, historie, samfundsfag, musik, billedkunst, sløjd og håndarbejde skal nemlig efter Alternativets mening erstattes af ”Klima og bæredygtighed”, ”Medborgerskab”, ”Kunst og kultur” samt ”Erkendelse”.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/alternativet-vil-fjerne-historie-samfundsfag-og-meget-mere-fra-skoleskemaet

For ja, det er da rigtigt, at verden har ændret sig – og så alligevel, så er man som menneske nødt til at have den nødvendige grundviden og de nødvendige redskabsfag for til fulde at kunne forstå komplekse områder som fx miljø.

Desuden vil samfundet også i de kommende årtier ændre sig, og så du´r det ikke, at man kun har lært fag, der i Alternativets 2017-version udelukkende gav mening omkring 2020.

Nej, vi skal beholde de eksisterende fag, men sørge for at udvide læringsstoffet i dem. Det sker så også allerede for slet ikke at tale om de tema- og projekt-uger, som der er på de fleste skoler. Så det er en tom tønde, som Alternativet buldrer på her hvor fastelavnstiden nærmer sig.

Fastelavnen er et andet emne, der kræver flere fag at forstå – nemlig både historie, dansk, kristendomsundervisning – og geografi. Gad vide om de ved det hos Alternativet?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Døgnfluer og udlændinge

Døgnfluer er i høj kurs for øjeblikket – døgnfluer i form af valgløfter – og holdninger, der ofte drejer sig om udlændinge. Men med meget forskelligt udgangspunkt.

Dansk Folkeparti vil bygge en fæstning om Danmark og lukke absolut ingen ind – medmindre de er hvide og spiser gris.

Venstre er enig, men vil dog gerne tillade, at østeuropæerne kommer hertil. For de arbejder nemlig til en lavere løn end danskerne – hvilket betyder, at mange danskere ikke kan få arbejde, hvis Venstre kommer til magten. De konservative er også med på social dumping af store grupper af danskere. For stik mod hvad de to partier siger, så bekymrer de sig ikke om den almindelige dansker, men kun om dem, der har pengepungen i orden.

Radikale vil have alle ind, der kan besætte et job, som ingen danskere kan. Liberal Alliance er til en vis grad enig.

Socialdemokratiet og SF er derimod enige om, at vi skal undgå social dumping – men at vi også skal tage os af flygtninge, selvom der ikke skal komme for mange udlændinge ind i Danmark. Det mener Kristendemokraterne også – altså den del med flygtningene.

Enhedslisten og Alternativet anlægger derimod det medmenneskelige synspunkt, når de anfører, at det drejer sig om at indrette samfundet, så vi deles om de goder, som der er så mange af i Danmark.

Som Danmarksbloggen ser det, kan politiske løfter omkring udlændinge være døgnfluer. Udlændigedebatten i sig selv er dog ingen døgnflue, men derimod en sejlivet klassiker i dansk politik, som man både kan vinde og tabe et valg på.

Fluen på billedet Danmarksbloggens Facebook-side i dag er i øvrigt en døgnflue, formentlig af arten Ephemera Vulgata, på dansk sø-majflue.

https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen?ref=aymt_homepage_panel

Den kan – trods sit skræmmende udseende – hverken stikke eller bide eller noget andet. Og står derfor på den måde i skarp kontrast til mange politikere – også fordi den er kendt for at bevæge sig med stor ynde, når den sammen med sine artsfæller flyver over vandhuller og fugtige enge.

Danmarksbloggen vil lade det være op til læserne selv at danne indre billeder af partilederne i let dans på grønne sommerenge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarks bedste valgbolsjer

Valgkamp er mere end politiske udmeldinger. Valgkamp er også bolsjer. Men hvilket parti har de bedste valgbolsjer? Det har Danmarksbloggen fundet ud af.

Danmarksbloggen nedsatte et minipanel, der prøvesmagte bolsjer fra samtlige partier – minus Alternativet, der slet ikke har bolsjer, men som i stedet deler økologiske, danske æbler ud. Alternativet vandt derfor pr. automatik frugtkategorien.

Panelet gav samtlige bolsjer valgkrydser fra 1 til 5, hvor 5 var bedst.

Bolsjerne blev delt op i tre grupper:

1) Sukkerbolsjer
2) Pebermynte med chokoladefyld, som er en sikker politisk bolsjeklassiker
3) Lakridsbolsjer

Og resultatet blev:

BEDSTE SUKKERBOLSJE: DANSK FOLKEPARTI med en samlet score på 4 valgkrydser. Begrundelse: Har en sød, saftevandsagtig smag – og så er der i midten et billede af en marguerit, hvilket dele af panelet opfattede som en ekstra fordel.

På andenpladsen: Enhedslistens maltbolsje.

BEDSTE PEBERMYNTEBOLSJE: SF med en samlet score på 4 valgkrydser. Begrundelse: Har en god, frisk myntesmag.

På andenpladsen: Deles mellem Venstre og Konservatives versioner.

BEDSTE LAKRIDSBOLSJE: LIBERAL ALLIANCE med en samlet score på 5 valgkrydser. Begrundelse: Dejlig stærk med pulver indeni.

På andenpladsen: Deles mellem Radikale Venstres og Socialdemokraternes mere klassiske lakridsbolsjer, hvor der er en anelse mentol i Socialdemokraternes version.

Se mere på YouTube, hvor Danmarksbloggen har lagt en lille film op: https://youtu.be/-QiJCthnFFk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alternativet lever flot op til sit navn

Uffe Elbæk fra Alternativet har lige været i DR´s valgprogram. Det var – som ventet – ikke traditionelle svar, der kom på Kåre Quist´s spørgsmål.

Et af Alternativets centrale punkter handler om at sænke forbruget og øge livskvaliteten. Noget der på en og samme tid er meget enkelt og meget komplekst – men som netop viser, at Alternativet vil noget andet, både når vi taler økonomi og politisk kultur.

For Uffe Elbæk og de andre fra Alternativet mener det, når de siger, at der er en anden vej end den traditionelle – og ser man på meningsmålingerne, er det tydeligt, at der findes mange danskere, som netop ønsker denne helt anden tilgang til det at være politisk og en del af folkestyret.

Empati, generøsitet, mod og humor er fx også nogle af de begreber, som Alternativet iflg. Uffe Elbæk bruger bevidst, både i tilgangen til det politiske liv og i partiets politik. Det gælder fx når vi taler arbejdstid, hvor partiet gerne ser den fleksible 30 timers-uge indført.

Danmarksbloggen siger top. Et solidarisk samfund, hvor vi deles om både arbejde og goder, giver rigtig god mening – især når det gøres på dén måde, at børnefamilier kan arbejde endnu mindre.

Eneste problem er måske, om vi har tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft til især de vidensintensive job, hvis alle skal arbejde 30 timer. Men det må kunne løses på sigt. For det giver god mening at deles om arbejdet, så alle kan være med i samfundet – og ja, det kan hænge sammen økonomisk iflg. blandt andet professor i økonomi Jesper Jespersen fra RUC.

Skal vi overleve som velfærdssamfund, er vi simpelthen nødt til at tænke anderledes – også landbrugsmæssigt – er holdningen.

Danmarksbloggen er enig. Det gamle system med rovdrift på jordens ressourcer har spillet fallit. Samtidig ødelægger den stigende ulighed også samfundet. Satses der derimod på grøn energi og økologi, kan et nyt dansk virksomhedseventyr vente forude – foruden at vi bliver bæredygtige og socialt ansvarlige – og solidariske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Liberal Alliance versus Alternativet

Dansk politik har flere nye børn. To af de mest markante er Liberal Alliance og Alternativet.

Danmarksbloggen vil her sammenligne de to partier på tre markante punkter.

1)    Drivkraften: Liberal Alliance er drevet af egoismen og mig-mig-mig-kulturen. Alt hos partiet og deres støtter handler om, hvordan JEG kan få mere ud af det. Alternativet er derimod drevet af noget så sjældent i dansk politik som en vision om at skabe et samfund, der hænger sammen. Et samfund med hensyn til mennesker og miljø. Et samfund med FÆLLESSKAB.

2)    Hvem støtter: Liberal Alliance er støttet af Saxo Bank, hvis leder er en stor tilhænger af neoliberalismen i dens mest ekstreme form. Alternativet derimod er støttet af mange forskellige mennesker, der har bidraget med, hvad de har kunnet. Stort eller småt. Det er altså et parti, der vokser op nedefra – og ikke via en stor pengetank.

3)    Kandidaterne: Liberal Alliance kaster sig over enhver kendt, som de kan komme i nærheden af uden at skelne til hvad personen i virkeligheden kan. Joachim B. Olsen er fx et af de bedste eksempler på en mand, der sidder i Folketinget uden egentlig at være egnet. Og nu er det så fitness-dronningens Charlotte Bircows tur. Alternativet derimod nægter at godkende endog meget kendte mennesker, som kunne give stemmer.  Men her drejer det sig i stedet om substans og kvalitet. Om at finde kandidater, der er i stand til at overskue, analyse og gennemtænke problemstillinger og informationer. Mennesker, der ikke kun har hjerte, men også hjerne.

Billedet er klart: Penge, magt og egoisme hos Liberal Alliance versus visioner, viden og fællesskab hos Alternativet.

Nu må man ikke gøre forskel på børn, men man må godt gøre forskel på partier. Og Liberal Alliance er en gøgeunge, der bare skal ud af reden så hurtigt som muligt – mens Alternativet er et lille hjertebarn, der mener det vel – og som nu skal til at lære at lege med de store i skolegården.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De gode viljer i Alternativet

Uffe Elbæks politiske parti Alternativet er – stik imod hvad mange troede – blevet opstillingsparat til Folketinget.

Men hvem er det egentlig, der stiller op – udover Uffe Elbæk selv? Via nedenstående link kan du læse om de opstillede spidskandidater, der undtagen Elbæk selvfølgelig er ukendte for den brede offentlighed:

http://alternativet.dk/kandidater/

Danmarksbloggen har været igennem hele listen af spidskandidater, og er helt sikker på, at der er tale om både vidende og engagerede mennesker, der tænker sig om én gang til – og som søger at rumme mennesker og forstå verdenen. Altså mennesker, der på mange måder er en direkte modsætning til kandidaterne hos Dansk Folkeparti.

Alternativets spidskandidater er dermed også de gode viljer. Spørgsmålet er bare, om det så er nok til 1) at komme i Folketinget og 2) gøre et politisk arbejde, når Alternativet kommer derind.

For det tror Danmarksbloggen faktisk på, at Alternativet gør. De gamle partier tiltaler færre og færre – og ikke kun de ekstreme, men også dem, der tænker selv.

Men det kan blive en svær omgang for Alternativets spidskandidater, der er ukendte med dét politiske håndværk, der (selvom man gerne vil politik på en ny måde) alligevel skal mestres, hvis man vil have noget igennem i dansk politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er “Alternativet” et alternativ?

Den tidligere radikale kulturministers Uffe Elbæks nye parti “Alternativet” kan nu melde sig opstillingsklar til folketinget.

Partiet markedsfører sig selv som et alternativ til de etablerede partier. Som et grønt parti, der går ind for en bæredygtig, demokratisk, social retfærdig og entreprenant verden. Se partiets hjemmeside her: http://alternativet.dk/

Danmarksbloggen kan dog ikke lade være med at stille spørgsmålet om, hvorvidt “Alternativet” er et reelt alternativ, eller om det blot er gammel vin på nye flasker? For minder partiet dermed ikke meget om de radikale, dengang de radikale stadig havde en intellektuel og social ansvarlig del?

Man kan så – med rette – anføre, at netop den sociale ansvarlighed røg ud hos de radikale, da Vestager blev leder. Og Østergaard har på ingen måde genindført dén, så set i det lys giver det god mening med “Alternativet”, der også på en anden måde end SF og Enhedslisten henvender sig til den kreative klasse, hvor mange socialt ansvarlige føler, at de mangler et parti at stemme på.

Det gør de så ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk