Vestager drukner i andedammen

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet ønsker tilsyneladende at pege på Margrethe Vestager, så hun kan få endnu en periode som Danmarks EU-kommissær, og dette til trods at hun internt i EU-systemet nævnes som kandidat til formandsposten – den første kvindelige og den første danske på en af EU´s mest magtfulde poster.

Derfor vil Vestager formentlig også stille op til EU-valget i maj 2019. Det kan Danmarksbloggen godt forstå.

Læs mere her: https://www.avisen.dk/rygter-er-vestager-kandidat-til-toppost_500091.aspx

Danmarksbloggen ryster så også på hovedet.

For hvordan kan man lade snævre, partipolitiske hensyn og andre ligegyldigheder forhindre, at en kapacitet som Vestager får en periode til i EU-kommissionen. Hun har som konkurrence-kommissær gjort det forrygende – ja, mere end det, men nu skal hun altså i jantelovens og andedammens fædreland ikke have lov til at sætte kronen på værket.

Ja, både Venstre og Socialdemokratiet lader hende nærmest drukne i andedammens morads af små magtkampe

Danmarksbloggen spørger derfor også selv, om Venstre og Socialdemokratiet virkeligt vil Europa – virkeligt vil det europæiske fællesskab. For hvis I ville dette, så pegede I på Vestager med en stor finger – og lagde alt det politiske pres på som I kunne – for at hun blev EU-kommissionens næste formand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europas Solkonge og Vestager, der blev konkurrencekommissær, men tabte konkurrencen

For nylig præsenterede EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker sin nye kommission, som han har valgt at kalde Juncker-kommissionen med vanlig sans for at sætte sig selv og sin egen magt i centrum.

For når man hørte på Junckers fremlæggelse, stod det helt klart, at her var en mand, der mener, at EU – og især EU-kommissionen med ham selv i spidsen – skal bestemme alle de store linier i Europa, når det drejer sig om økonomi, strategi og andre geopolitiske emner.

Så kan de lokale myndigheder – som Juncker kaldte de nationale parlamenter – bestemme detaljerne.

Dét er mere end skræmmende med sådan en mand i spidsen for EU.

Juncker ser tilsyneladende sig selv om en EU-Solkonge, der står for alle de overordnede beslutninger i Europa.

Og det er så i denne magtens hvepserede, at Vestager bliver konkurrencekommissær. En post, der nok er tung, men så er den heller ikke tungere. Hun er heller ikke engang blevet en af de syv nye næstformænd. Så konklusionen står klart:

Vestager blev konkurrencekommissær, men hun tabte konkurrencen om magten i Bruxelles.

Ærgerligt for Vestager på den personlige bane, men ligegyldigt for Europa – og for Danmark. EU-kommissærerne arbejder nemlig ikke på at fremme nationale interesser.

For os i Danmark – og i Europa – er det et langt større problem, at EU har taget yderligere en skarp drejning væk fra det, som Europas befolkninger vil og tilkendegav ved parlamentsvalget for få måneder siden: Nemlig mindre EU og mere national selvbestemmelse, selvom vi selvfølgelig stadig skal handle sammen og stadig være forpligtede på hinanden.

Så det var ikke kun Vestager, men også og især demokratiet, der tabte i dag …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen giver de danske partiledere “Michelinstjerner”

I går uddelte Danmarksbloggen – med et glimt i øjet – stjerner til nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre.

http://danmarksbloggen.dk/?p=3906

Idag er det partiledernes tur til – stadig med et stort glimt i øjet – at få stjerner af Danmarksbloggen. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af den enkelte partilederes troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Socialdemokratiets leder statsminister Helle Thorning-Schmidt: 2 stjerner. Ja, det er næsten en gentagelse af i går, hvor det var hendes evner som statsminister, der blev bedømt. Men også som partileder prøver Thorning ihærdigt at fremstå som en person med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Man skal bare beskæftige sig lidt med politik for at vide, at der er uro og utilfredshed med hende mange steder i både bagland og folketingsgruppe. Ja, noget tyder endda på, at hun nu for alvor er ved at miste magten. Men Thorning får formentlig lov til at løbe linien ud – og så bliver der valgt en ny partileder efter næste valg(nederlag), eller hvis Thorning inden får en EU-post.

De radikales leder økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager: 5 stjerner. Også her en gentagelse af i går. Vestager er pt. en af de mest styrende politikere på Borgen. En eventuel blå V-regering vil godt kunne få sine ting igennem uden de radikale, hvis der samarbejdes med Dansk Folkeparti, men en V-regering vil formentlig ønske at få de radikale med i diverse forlig for at kunne kalde sig en bred regering. Vælgerne er også godt tilfredse med Vestager, der pt. har indflydelse langt udover hvad størrelsen på de radikales folketingsgruppe indikerer.

De Konservatives leder Lars Barfoed: 2 stjerner. Barfoed prøver ihærdigt at gøre de konservative til et parti for borgerlige med høj moral og etik omkring, hvordan vi behandler vore medmennesker. Det har ikke nogen vælgereffekt. De konservatives problem er grundliggende, at der pt. ikke sidder nogen i folketingsgruppen, der kan genrejse det tidligere så toneangivende parti. Den eneste, der måske kan, sidder nede i Bruxelles og er tilsyneladende ikke interesseret i at komme hjem.

Venstres leder Lars Løkke Rasmussen: 2 stjerner. Løkke klarer sig ikke godt. Der er altfor mange dårlige sager, der klæber sig fast til manden, og som stadig huskes: Bilagssagen, GGGI-sagen og så videre. Sager, der lever i årevis og som stadig får nye udløbere. Det er derfor heller ikke overraskende, at uroen ulmer, og der rasles med sablen hos Venstre. Men tør man skifte chefen ud så tæt på et valg? Og hvem skal være kalif efter kaliffen?

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen: 1 stjerne. Det er måneder siden, at han sidst var på banen med et politisk budskab eller projekt. Senest har hans udmeldinger handlet om hans slankekur. Liberal Alliance er heller ikke med i noget politisk arbejde, men opholder sig på sidelinien, hvor de sidder og brøler op med deres ultra-liberalistiske budskaber.

SF´s leder Pia Olsen Dyhr: 3 stjerner. Hun er meget ny på posten, og derfor svær at bedømme. Men der er ingen tvivl om, at Olsen Dyhr er langt mere dreven og dermed formentlig også mere driftssikker end Wilhelmsen var det. Spørgsmålet er så blot, om hun kan genrejse SF. Det vil tiden vise.

Enhedslistens leder Johanne Schmidt-Nielsen: 5 stjerner. Schmidt-Nielsen er en politisk superstjerne, der holder den medmenneskelige fane højt. Det har sammen med en vilje til 100% at stå inde for sine holdninger gjort, at Enhedslisten idag er et parti, der suger stemmer fra hele den røde side – og enkelte blå. Der er heller ikke andre alternativer, hvis man vil stemme på et parti, der mener, at alle mennesker fortjener en værdig tilværelse, og at vi alle – solidarisk – bør bidrage til fællesskabet.

Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl: 5 stjerner. Der var skepsis, da Thuelsen Dahl overtog Dansk Folkeparti efter Kjærsgaard, men det viste sig at være en bekymring, der i den grad er blevet gjort til skamme. Partiet er sidenhen blot vokset og vokset og kan ende med at blive landets største parti. Om det skyldes det stigende fremmedhad i Danmark, eller om det er fordi, at Thuelsen Dahl har formået at få de rabiate holdninger til at virke stuerene – eller en kombination – er svær at sige. Men missionen er – desværre – lykkes.

Skriv gerne en kommentar om hvilke partiledere, som du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen giver udvalgte ministre “Michelin-stjerner”

I går blev der med rund hånd delt Michelin-stjerner ud til danske restauranter.

I dag er det Danmarksbloggens tur til – med et glimt i øjet – at give nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre stjerner. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af ministerens troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S): 2 stjerner. Thorning prøver ihærdigt at fremstå som en statsminister med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Mange af hendes ihvertfald på overfladen politiske hjertesager har hun også måttet gå på kompromis med – eller helt droppe. Selvom det på en del områder er unfair, vil hun også altid forbindes med ordet løftebrud.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R): 5 stjerner. Dronning Margrethe, som hun kaldes på Borgen, har i den grad formået at sætte sin politik igennem i regeringen i en grad, så den blå tone, der i øjeblikket er herskende hos de radikale, også er den, der tegner regeringen. Det er ganske enkelt politisk håndværk, når det er bedst. Også fordi at vælgerne faktisk belønner hende for indsatsen.

Finansminister Bjarne Corydon (S): 3 stjerner. Corydons tre stjerner er et mix. For skal han måles på troværdigheden alene, får han kun en enkelt stjerne. Den danske befolkning og mange af hans egne partikammerater er trætte af Don Corydon, som han kaldes. Skal Corydon derimod måles på evnen til at få sine sager igennem – og få det som han vil, så ligger han på 4 eller 5 stjerner. Deraf den samlede score på 3 stjerner.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R): 4 stjerner. Manden har endnu til gode for alvor at vise, hvad han kan som udenrigsminister, men hans håndtering af situationen på Krim tegner godt.

Justitsminister Karen Hækkerup (S): 4 stjerner. Hækkerup er ny på posten, men særdeles driftsikker, og så kommer hun faktisk igennem med rigtig mange af sine politiske sager. At det dog kun bliver til 4 og ikke til 5 stjerner, skyldes Karen Hækkerups manglende evne til at kommunikere resultaterne ud til offentligheden.

Skatteminister Morten Østergaard (R): 2 stjerner. Østergaard er ny på posten som skatteminister, der ofte er en uriaspost. Og pt. bøvler han med både børnecheck og ejendomsvurderinger – indtil videre uden politisk gennemslagskraft.

Beskæftigelsesmininster Mette Frederiksen (S): 3 stjerner. Dengang under VK-regeringen var Frederiksen en af dem, der snakkede mest om at ville afskaffe fattigdommen og den sociale ulighed. Den direkte vej til det er at sørge for et godt forsørgelsesgrundlag for alle borgere, uanset om de har et arbejde eller ej. Og dér har Mette Frederiksen valgt at træde i de gamle blå fodspor istedet for at lave sine egne nye – og langt mere røde og solidariske. Alligevel mener Danmarksbloggen, at der et sted banker et rødt hjerte hos Mette Frederiksen, som kan komme frem en dag. Derfor tre håbefulde stjerner.

Udover de nævnte 7 ministre er der 13 andre ministre i Danmark i øjeblikket.
Se listen her – og skriv gerne en kommentar om, hvilke ministre du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have: http://www.stm.dk/_a_1616.html

Læs også med i morgen, hvor Danmarksbloggen giver partilederne stjerner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk