Formand for FN´s Generalforsamling Mogens Lykketoft har været ude og kritisere den danske regering for at efterlade en farligere verden til de kommende generationer. Danmark er ved at blive kendt for smålighed og mangel på perspektiv, skriver han i nedenstående artikel:
Det har fået Virginia Høhling, der er født i Polen, men som har boet i Danmark siden hun var 3 år gammel til tasterne:
Jeg har selv tænkt mange gange, at det er rystende, hvordan udviklingen har været indenfor de sidste mange år. Da jeg og min mor kom til Danmark med Dansk Flygtningehjælp i 1972, var det et lille, lukket land, hvor der kun var danskere og frikadeller – og hvor caféer og alt lukkede efter kl. 18. Hvis man åbnede munden på et andet sprog end dansk, kiggede folk underligt på en og antydede, at man skulle se at få lært noget dansk i en fart. En tur op af Strøget viste, at danskerne var ved at gå i baglås, hvis en afrikaner kom gående. For han var godt nok sort.
Så begyndte danskere at rejse ud og opdage verden udenfor, og at man kunne spise avokadoer, mangoer, chili, tzatziki, sushi og kebab. Horisonten udvidede sig til mere end sild og kartoffel-madder i kolonihaven. Men så blev Fremskridtspartiet sprængt, og Dansk Folkeparti blev dannet – og den store verden blev farlig og for stor. Og nu er vi på vej tilbage til kolonihaverne.
For der er ikke noget som synet af krige og flygtninge, som kan ødelægge vores appetit og humør midt i flæskestegen. Og ingen skal bestemme over os. Man er på vej tilbage til et Danmark, som har nok i sig selv – og som ikke interesserer sig for alt det grimme ude i verden.
Hvad rager det os? Det må de sgu selv løse derude. Ikke mit problem. Jeg vil have min kaffe i fred. Det sagde man også under 2. Verdenskrig. Mens verden forblødte, sad vi i trygge, lille Danmark og samarbejdede med tyskerne, mens man brokkede sig over ikke at kunne få rigtig kaffe, og 1, 2 modstandsmand forsøgte at få det til at se ud som om Danmark var imod Tyskland. Det lykkedes. Vi rørte stort set ikke en finger under krigen, men fik del i Marshall-hjælpen alligevel.
Smart. Vi gider ikke fællesskabet, men viser lidt flaget på strategiske tidspunkter. Nok til at få en bid af kagen. Man får lyst til at emigrere.
Skrevet af: Virginia Høhling, født i Polen, men bosat i Danmark siden hun var 3 år