Bliv klogere på det hængte britiske parlament

Det kan godt være, at Storbritannien (UK) har stemt sig ud af EU, og snart skal i gang med forhandlingerne. Om briterne så reelt forlader EU er en anden ting. For sagen er, at det britiske parlament skal godkende ud-aftalen – og hvis ikke Parlamentet gør det, så kan UK (nok) blive i EU.

Men det venter længere nede af vejen, selvom det er helt vildt, at der nu er et ”Hung Parliament” i UK, og at man i fx den superrige og ellers altid konservative Kensington-kreds i det centrale London, hvor man er store EU-tilhængere, måske har stemt en Labour-kandidat i Parlamentet i protest mod Theresa May. I skrivende stund skal der en tredje omtælling til, da det kun er 40 stemmer, som skiller kandidaterne fra Labour og De Konservative.

For i første omgang stemte briterne – over hele landet – FOR mere lighed, FOR flere krav om at de øverste i samfundet også bidrager og FOR alt andet, der bidrager til et solidarisk samfund. Der er nemlig – overalt i Europa – et oprør på vej mod liberalismens vær-dig-selv-nok-samfund og henimod et samfund med mere lighed, mere solidaritet og mere velfærd.

Det giver håb for UK og for Europa, også selvom vi opererer med et ”Hung Parliament”, og Theresa May pt. bliver siddende i Downing Street 10. For hun får det helvedes hedt i samarbejdet med nordirerne, og Labours leder Jeremy Corbyn har også sagt, at han vil gribe chancen for at blive premierminister, hvis den kommer. Det kan ske meget snart, når man ser på det smalle mandat, som May MÅSKE sidder på – og som måske ikke engang holder til efter Parlamentets åbning på tirsdag d. 13. juni.

Så ingen ved, hvad der sker – men læs her hvad BBC skriver og bliv klogere på, hvordan systemet fungerer i UK: http://www.bbc.com/news/election-2017-40209087

For flertallet af danske medier har ikke hele med. Langtfra. Det britiske system er ikke som det danske, så det giver faktisk mening, når Corbyn går ud og siger, at han vil danne en mindretalsregering – selvom det ikke lykkedes i første omgang. Men anden omgang eller et nyvalg kan komme lige om lidt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.