Et kongeligt glansbillede krakelerer

Det er næppe gået nogen forbi, at Dronningen og Prins Henrik har guldbryllup i morgen – og at denne runde dag fejres ombord på kongeskibet Dannebrog ude i rum sø. Gisningerne om hvorfor er mange, men bunder alle i Prins Henriks alder, helbred og adfærd, som er forhold, der ikke burde komme andre end dem selv ved.

Danmarksbloggen plejer heller ikke at kommentere royale begivenheder af samme grund, men et kongeligt guldbryllup er en sjældenhed.

Første gang – og indtil i morgen sidste gang – der var kongeligt guldbryllup i Danmark, var i 1892, hvor Europas svigerfar Christian d. 9 kunne fejre 50 års bryllupsdag med Europas svigermor Dronning Louise. Der blev til lejligheden rejst en statue i Øster Anlæg, holdt et stort optog gennem en flag- og blomstersmykket hovedstad og holdt flere store fester landet over samt festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. For slet ikke at tale om selve hovedfesten på dagen d. 26. maj med kongeparret og det store festfyrværkeri. Intet af dette sker denne gang.

Tiden er også en anden. Dengang havde vi brug for et nationalt samlingspunkt som kongehuset, for længere væk var 1864 heller ikke. Læg dertil den respekt, ja nærmest ærbødighed som kongehuset blev mødt med dengang, og det giver god mening, at man fejrede guldbrylluppet for fuld musik.

Men sådan er det ikke denne gang, selvom vi stadig elsker nationale samlingspunkter og måske opfatter Dronningen som et, men ikke selve kongehuset.

For i dag ses det samlede kongehus af de fleste som lidt harmløs, om end dyr underholdning med fine kjoler, funklende diademer og flotte biler som det mest spektakulære. Det bliver vi så snydt for denne gang, men danskerne er ligeglade. Måske fordi det kongelige glansbillede for alvor er ved at krakelere i takt med at Dronningen bliver ældre, og det bliver mere og mere synligt for flere og flere, at det ikke giver mening, at en enkelt familie på grund af fortiden skal have mange og store privilegier og nogle få, men meget mærkværdige forpligtelser?

Tilhængere af monarkiet vil hævde, at et kongehus giver stabilitet i et land og en fælles fortælling. I så fald skulle Danmark, Norge og Sverige være mere stabile end Finland – og det er vi ikke, vel? Spanien skulle også være mere stabil end Frankrig, Italien og Portugal – og det er de heller ikke, vel?

Faktum er, at et lands fortælling er dets historie, uanset hvordan den fortid ser ud – og at et lands stabilitet afhænger af dets lands politik og relation til resten af verden samt af om der er stærke institutioner og praksisser, som accepteres af både magthavere og befolkning. Og i den ligning betyder et repræsentativt monarki kun, at der kan kastes lidt glimmerstøv over det samlede billede. Lidt særdeles dyrt glimmerstøv vel at mærke, som måske ville have det bedst med at forsvinde den dag, hvor Margrethe ikke er der længere.

For hun har gjort det godt, men at tænke på Frederik og Mary som et nationalt samlingspunkt virker meget langt væk fra et realistisk scenarium, også selvom Mary trods interessen for dyr mode træder mere i karakter – mens Frederik blot fortsat træder rundt i cykelpedalerne, selvom han bliver 50 næste gang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.