Det kommer måske som en overraskelse. Men julen sluttede faktisk først i går aftes, hvor det var Hellig Tre Kongers aften.
Altså den aften, hvor man fejrer, at de tre vise mænd kom til det lille Jesusbarn.
Aftenen kaldes også for epifani, og fejrer Jesu dåb, som fandt sted i Jordan-floden, da han var blevet voksen.
Men uanset hvad var det indtil langt op i 1800-tallet først nu, at man opfattede julen som værende slut. Først nu at man skulle tilbage til arbejdet.
Dét ville mange nok gerne ønske sig her i 2025. MEN inden man gør det, skal man huske på, at tiden op mod jul – altså adventstiden – dengang ikke var en lang gløgg-og-æbleskive-vandring med lejlighedsvise druk-og-æde-gilder samt julelege.
Alt det gemte man til tiden mellem juleaften og netop Hellig Tre Kongers aften, hvor julen sluttede med, at man tændte det trearmede Hellig Tre Kongers lys.
En arm for hver konge … og så en smule krudt dér, hvor de tre arme mødes, så man kunne sige Der gik Knud ud, når knaldet lød. Knud som i Knud Lavard – den danske helgen, som blev myrdet tilbage i 1100-tallet på netop denne dag, der derfor bærer hans navn. Knuds-dagen.
For nu er vi tilbage i hverdagen, suppedasen igen, og der er lang tid til næste jul.
Hvis man synes, at det er for lang tid, så kan man jo drikke jul, som vikingerne gjorde det – typisk i tiden omkring 17. januar. Det foregår på skibe ude på fjorden – og der skal drikkes igennem, mens man hylder de nordiske guder – og siger År og Fred til hinanden, når altså ikke man slås – bare sådan for hyggens skyld.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk