”Pigen med nålen”, som har dansk premiere i dag, er med i opløbet om en Oscar – foruden at den var nomineret til såvel en Golden Globe som De Gyldne Palmer. Og så er det nok en god film, tænker man – også fordi mange medier allerede har rost den til skyerne.

Men som altid skal man tænke selv og holde tungen lige i munden. For ”Pigen med nålen” er en film, der stikker i mange retninger, og som derfor let deler vandene.

Nogle vil kalde den for en æstetisk kunstfilm med dens dvælen ved mennesker, følelser og oplevelser, dens fokus på ansigter og øjne som sjælens spejl – alt filmet i sort-hvid.

Andre vil derimod mene, at de 115 minutter er langtrukne og kedelige, selvom der optræder både barnemord, pædofile overgreb, blod og strikkepinde, vold i diverse afskygninger, generel elendighed og anden misrøgt – vist i så groteske og bizarre scener, at det ligner en horrorfilm.

Der er så også en tredje gruppe, som vil irriteres over filmens manglende historiske korrekthed. For nok findes kunstnerisk frihed – og sidst i filmen kan man læse, at den netop er blot inspireret af virkelige hændelser. Det er så blevet til en meget lille del inspiration – og en meget stor del fri fantasi, som desværre ikke øger noget til fortællingen om Danmarks største seriemorderske.

For nok var Dagmar Overby, kaldet englemagersken, virkelig og levede i København i tiden omkring 1. Verdenskrig, hvor hun dræbte det ene spædbarn efter det andet – efter hun for penge havde lovet mødrene, som regel ugifte unge kvinder, at give deres børn et godt hjem. Og nok blev hun afsløret, da en af disse mødre fortrød, og ville have sit barn tilbage.

Men så stopper sammenhængen mellem filmen og virkeligheden også. I filmen følger vi nemlig ikke seriemorderen Dagmar, selvom hun ret beset er den interessante. For hvordan kan nogen dræbe måske helt op til 37 babyer – og skille sig af med ligene uden at føle noget ved det? Det kunne man lave en spændende film om. Men det gør man ikke her.

Vi følger derimod en ung kvinde ved navn Karoline i en opdigtet historie. Karoline er filmen igennem så himmelråbende stædig og naiv, at man mister troen på, at hun kan beholde den livsindstilling, når man tænker på, hvad hun oplever:

Karoline bliver gravid med en mand, som ikke vil have hende, mister sit job, oplever at hendes savnede mand kommer tilbage fra skyttegravene med et halvt ansigt, prøver at lave en abort på sig selv, mislykkes med det, giver sit barn væk, bliver narkoman og meget mere. Det ene mere absurd end det andet.

Men det er typisk for filmen, at troværdigheden flagrer, og at absurditeterne afløser hinanden som numrene i et cirkus, men at der ingen fremdrift er, ingen udvikling sker – hverken for Karoline, som spilles med nerve og nærvær af Vic Carmen Sonne eller for Dagmar Overby, som Trine Dyrholm gestalter med en uhyggelig magtpræstation. Eller for det væld af biroller, der spilles af nogle af Danmarks bedste skuespillere. Alle gør det formidabelt, men der er ikke meget at gøre godt med i en film, hvis fortællemotor står bomstille.

Det andet ærgerlige er skildringen af byen København, hvor handlingen foregår. Filmen er optaget i Lotz i Polen, og derfor er København blevet til en by med stejle gader, gotiske katedraler, mange trapper og rønnne-agtige hvide stenhuse mellem grus og brosten.

Men sådan så der på ingen måde ud på Holmbladsgade på Amager i 1920´erne, hvor virkelighedens Dagmar Overby havde sin slikbutik. Her var – og er der – fladt som en pandekage mellem de røde og brune murstensetageejendomme og grønne træer. Ja, for 100 år siden var der sågar også marker og enge.

Det tætteste, vi kommer på København, er lyden af rådhusklokkerne – og det er ikke meget, når vi taler om Danmarkshistoriens største seriemorder. Så nej, filmen holder trods nomineringerne ikke – hverken i sin filmiske fremstilling eller som fortælling. Danmarksbloggen er derfor nødt til at give ”Pigen med nålen” to ud af seks nåle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk