What is love? Baby, don´t hurt me, don´t hurt me no more, sang Haddaway tilbage i 90´erne i et hårdpumpet dansehit, der let fik gang i både fødder, puls og underliv.
http://www.youtube.com/watch?v=xhrBDcQq2DM
Men hvad er kærlighed i grunden? For det er jo så meget mere end blot den erotiske tiltrækning, de svedige kroppe, de romantiske drømme og de deraf flaksende sommerfugle i maven.
De gamle grækere talte om fire slags kærlighed: Agape, philia, eros og storge.
Agape: Den store, spirituelle kærlighed. Den dybe, altomfattende kærlighed. Den uselviske kærlighed. Kærligheden uden forbehold og uden betingelser. Den kærlighed, der giver uden at forvente noget tilbage. Giver fordi den ikke kan lade være. Den kærlighed, som forældre føler til deres børn. Den kærlighed, som vi alle længes imod – og ønsker os ombølget af. For mange også den kærlighed, som Gud elsker menneskene med – og som vi burde elske Gud tilbage med. For den kristne forfatter C. S. Lewis, der skrev Narnia-bøgerne og bogen “The four loves”, var dette den største af alle kærlighederne. Det er også den kærlighed, som Den Hellige Frans af Assisi talte om at udøve, når han i sin berømte bøn om fred – og dermed også om kærlighed – siger:
Herre, gør mig til et redskab for din fred.
Hvor der er had, lad mig så kærlighed.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er tvivl, tro.
Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.
O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået som at forstå,
Ikke så meget at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi får.
Det er ved at tilgive, at vi tilgives.
Det er ved at dø, at vi fødes til det evige liv.
Amen.
For agape handler om at give, ikke om at få!!!
Philia: Den mentale kærlighed. Der, hvor man giver og tager. Den kærlighed, hvor man lever i et ligeværdigt (udvekslings-)forhold med venner og andre, som man føler sig forbundet med. Hele samfund kan også leve i philia. Philia, der er udviklet af Aristoteles, handler om dydighed, fortrolighed og hensyn. Om ligevægt, om at give og tage. Det er i dag betegnelsen for en åndelig kærlighed uden fysisk udtryk, selvom philia oprindelig også kunne være udtryk for ønske om en fysisk nydelse (ikke seksuel, men fysisk som fx et kram), både mellem familiemedlemmer, venner og elskende.
Eros: Den erotiske og romantiske kærlighed. Tiltrækningen. Suk i måneskin og kys en lys sommernat. Kærligheden til den mand/kvinde, som vi danner – eller gerne vil danne – par med. Forelskelsen. Det lange samliv. Den kærlighed, som mange taler om, når de taler om kærlighed, som Hollywood lever af. Eros kan dog også være en tiltrækning af det skønne i og ved et andet menneske – uden ønske om fysisk nærvær. I så fald er der tale om en platonisk kærlighed. For ja, platonisk kærlighed hører under eros, da der er tiltrækning i platonisk kærlighed, selvom den tiltrækning aldrig leves ud fysisk.
Storge: Familiekærligheden. De tætte bånd, der ikke kan brydes, uanset man er sammen eller ej. Især forældrenes kærlighed til deres børn, den kærlighed hvor man elsker uanset, hvad ens barn har gjort eller står for, også det man ikke bryder sig om. Men også andre familierelationer og situationer rummes af storge. Storge er altså den kærlighed, som er knyttet til personer og situationer, som man ikke kan gøre ugjorte, men som man er bundet til for evigt. Det er også lidt en “Elsk Tyrannen”- kærlighed. Vedkommende har nemlig tænkt sig at blive hængende.
Men uanset om vi føler agape, philia, eros eller storge, så gælder det 11. bud:
Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig. Elsk din næste som dig selv.
For det er på vores handlinger, at vi skal kendes. Og her gælder altid de ord, som står i 1. korintherbrev, kap. 13:
Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.
Og dét, mine damer og herrer, er kærligheden i alle dens former. For kærligheden skelner ikke mellem ægtefællen, barnet, kollegaen, veninden, den hjemløse på gaden, Dronningen eller nogen andre.
Kærligheden, som i vores version oftest bygges på det vi mistede, på vores svigt og manglende mod, men som er vores eneste håb, det eneste vi kan bryde igennem barrikaderne med og nå hinanden med, som Spandau Ballet sang det i sangen “Through the barricades”:
http://www.youtube.com/watch?v=cHm8HlUN5gI
For kærlighedsbuddet lyder i al sin enkle radikalitet: Elsk din næste som dig selv!
Det er voldsomt og omvæltende – og helt fantastisk. Utroligt – og derfor kun til at tro.
Også fordi kærligheden samtidig er tålmodig, mild, misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Kærligheden gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden, som man kan læse det i verdens smukkeste stykke litteratur: Paulus 1. brev til korintherne, kap. 13.
http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=1kor&id=3&chapter=13b
For kærligheden håber alt, tror alt, udholder alt – ihvertfald den guddommelige kærlighed.
Thi således elskede Gud verden …
For der er en femte kærlighed: Guds kærlighed til os mennesker – og dét er den største af dem alle sammen. Dét er den kærlighed, hvori de andre fire kærlighedsformer og vi alle rummes og bæres af det levende ord.
For nok er Agape stor, men Guds kærlighed, som nok er meget agapisk, er endnu større. Den er altings forudsætning, altings bærende element og altings svar.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk