Den blaa Anemone blomstrer igen

Den første forårsdag, den første marts, er i Danmark for evigt forbundet med digterpræsten Kaj Munk og hans vidunderlige vise om “Den blaa Anemone”, som man skrev det dengang.

I år er det 70 år siden, at Kaj Munk blev likvideret på grund af sine holdninger – og især udtalelser imod Hitlers nazi-regime foretaget fra prædikestolen i Vedersø.

Det må derfor være på plads at gengive ikke kun den version af “Den blaa Anemone”, som vi stadig synger – men også den oprindelige, som altså blev ændret lidt her og der.

Vi starter med den originale version: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? mit hjerte haardt og koldt som Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit dybblaa Flor et Stænk af Himlens Tone den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, en Hilsen fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø. Den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft sit fede Ler i denne fjendske Zone forgaar min Anemone jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker med Smil i Jyllands skarpe Grus ukuelig og sikker trods Havets Storm og Gus som om Alverdens Modstand her har givet den et større Værd en lille Amazone og dog min Anemone; jomfruelig og skær.

Hvad var det dog, der skete Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg mindes, under Vinters Had jeg intet mere Haab besad. Gør med sin vaarblaa Krone den lille Anemone igen mit Hjerte glad?

Ja, denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab der naadig la’r mig arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig ned mod Jord og kysser ømt dit Silkeflor en Flig af Naadens Trone du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

Og sådan kom den til at se ud i den trykte udgave: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit søblaa Flor et Stænk af Himlens Tone? Den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, et Kærtegn fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø; den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft, sit fede Ler; i denne fjendske Zone forgaar min Anemone; jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker saa sejersæl i Jyllands Grus ukuelig og sikker trods Ensomhed og Gus, som om Alverdens Modgang her har givet den et større Værd, en lille Amazone og dog min Anemone som Søens Bølge skær.

Hvad var det dog, der skete? Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg tænkte: “Evigt skiltes ad min Sjæl og Glæden,” da jeg sad i Vintrens grumme Done. Nu gør min Anemone mig atter fri og glad.

For denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab, den la’r mig nyfødt arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig da mod Jord og stryger ømt dit Silkeflor, en Flig af Naadens Trone. Du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

—-
Der blomstrer iøvrigt stadig blå anemoner i skovene på Lolland – og også andre steder i Danmark efterhånden. Og så kan blå anemoner også købes i potter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den blå anemone og junglesamfundet

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det den første dag i marts. Hvad gennembrød den sorte jord og gav den med sit søblå flor et stænk af himlens tone? Den lille anemone, jeg planted dér i fjor, skriver Kaj Munk i “Den Blå Anemone”, som er en vise om at bryde frem og igennem på trods af modgang og kulde – men ikke kun på grund af egne fortræffeligheder, også og måske især fordi Skaberen, altså Gud, vil det.

Det er et smukt billede – og der er brug for dét billede i denne kolde tid, som suger alt saft og kraft ud af os.

For nok starter foråret i naturen og på kalenderen idag, d. 1. marts, men samfundsmæssigt er vi i gang med en meget lang vinter, der har varet endog endnu længere end Fimbulvinterens fem lange år.

En vinter, hvor menneskeforagt og råhed sammen med grådighed og egoisme har fået hovedrollen.

Så vi behøver i dén grad foråret. For varme og lys må der til, hvis kolde og beregnende hjerter skal smeltes. Og måske har vi allermest brug for det lys, der blev tændt i en stald for over 2000 år siden?

For er det ikke religionen, som vi mangler i nutidens resultatorienterede samfund, hvor menneskelige og åndelige værdier vægtes så lavt, at de ligefrem latterliggøres? Ja, i en tid med værdi-relativisme er det ikke god tone at sige det her – men jeg gør det aligevel: For er det ikke helt konkret kristendommen, som vi mangler?

For ser man på verdenshistorien bredt, opdager man, at kun i lande, der har kaldt sig kristne, har man forstået at deles om goderne. Ikke altid og ikke i alle kristne lande, men til tider og i nogle af de kristne lande. Og næsten altid i de lande, hvor man har ladet kirkens budskab om næstekærlighed stå side og side med en grundtanke om humanismen som den eneste reelle vej at vælge for et samfund.

Således i de nordiske lande, hvor de sidste mange årtiers velfærdsmodel har betydet tryghed fra vugge til grav.

Desværre er selvsamme model ved at blive lagt i graven, samtidig med at sekularismen vinder frem i samfundet, både i Danmark og i resten af Europa.

Religion og tro er nemlig ildeset i et Europa, som hylder det a-religiøse og sekularismen i en grad, så vores fælles, kristne kulturarv forlængst er røget langt ind i skammekrogen.

Nu skal vi sørme være sekulære og praktiske, lyder parolen, mens religiøse symboler forbydes i det offentlige rum i europæiske lande, som vel ret beset burde være frie – men som nu smider en mere end tusindårig kristen kulturarv over bord. En kristen kulturarv, der også sikrede humanismen gode betingelser.

Men som nu i takt med sekularismens fremmarch oplever hvordan humanismen også forsvinder. Og så er der ikke længere noget moralsk og etisk bolværk mod det barberi og det rå junglesamfund, som hele tiden ligger og lurer – og som i dag er så udpræget en del af tankegangen hos mange politikere og erhvervsfolk.

Kristendommen bør derfor anerkendes som den religion, der har givet os det værdigrundlag, som vi har bygget vores velfærd og vores humanistiske samfund på. For kristendommen har skabt de værdier, der har gjort, at vi har fordelt rigdommene til alle i samfundet, sådan så få havde for lidt og færre for meget.

Men nu forsvinder kristendommen som værdi-giver i Danmark og i Europa – og samtidig ændrer manges holdninger sig således, at man ikke længere føler nogen moralsk forpligtelse til at dele, til at tænke på dem, der er dårligere stillet end en selv. Grådigheden og egoismen har med andre ord fået det blå stempel.

Jeg skal bare skrabe så meget til mig som muligt og kun tænke på mig selv, er den nye devise i det sekulariserede Danmark – og det sekulariserede Europa, hvor jungleloven hersker. Et Danmark og et Europa uden den etik og moral som ligger i kristendommen.

Sådan et Danmark, sådan et Europa har ingen blå anemoner. Ingen poesi, ingen tro …

Det er de dødes land … landet hvor vilddyrene sidder og hvæser om, at enhver er sin egen lykkes smed, mens de med skarpe tænder flænser kødet af humanismens knogler og med tunge hove tramper alle religiøse symboler itu.

Men vi skal ville og turde troen og de levendes land … turde dele med hinanden, vise hensyn, være søde ved vores medmennesker – være mod andre som vi vil, at de skal være mod os.

For så skaber vi et samfund med både tro, poesi og humanisme, og her er der plads til både blå anemoner, røde roser, gule påskeliljer og hvide pinseliljer … her vil livsglæden og trygheden kunne blomstre og lyse som solen og det lysegrønne løv altid gør det her om våren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk