Tre Nytårsønsker for Danmark

Som optakt til Danmarksbloggens nytårsserie i starten af det nye år bringes her en skarp analyse af Danmarks tilstand her ved årsskiftet 2017-18 – og tre gode nytårsønsker, altsammen skrevet af Lotte Broe, lektor på UCC: 

Lige om lidt er det nytår, og derefter venter 2018 foran os. For mig og sikkert for mange andre er nytåret en tid for blandede følelser: Det er de store forventningers tid, hvor man kan ønske og håbe og måske endda tro en lille bitte smule på, at noget bliver bedre i det nye år. Og samtidig er det også en højtid, som kan fremkalde mismod, hvis ikke regulært depressionslignende tilstande, når man i korte glimt tillader sig at huske på, hvordan det de foregående år er gået med alle ens forsætter, ønsker og håb. Men ikke desto mindre vil jeg tillade mig at insistere på håbet og  endnu en gang stå der med mit champagneglas ved midnatstid den 31. december og ønske af hele mit hjerte, at 2018 bliver et bedre år end det år, vi nu siger farvel til.

Jeg har så meget brug for, at det bliver bedre – på det helt personlige plan, javist, men mest af alt på dét niveau, hvor vi er sammen om at skabe livsbetingelser og levevilkår i vores lille land. Jeg har simpelthen brug for, at DANMARK ryster offer­rollen af sig, og genfinder det overskud og den gejst, som vores enorme rigdom både berettiger og forpligter til. Derfor har jeg følgende tre nytårsønsker for Danmark:

For det første ønsker jeg for mit fædreland, at 2018 må byde på mere venlighed og mindre velgørenhed.

Der er meget, som tyder på, at Danmark er ved at ændre sig fra et velfærdssamfund til et velgørenhedssamfund. Altså et samfund hvor de fattige, de syge, de forfulgte og andre udsatte mennesker må forlade sig på de mere velstilledes nåde og barm­hjertighed for blot at kunne få mad på bordet, tøj på kroppen og andre livsfornøden­heder. I dag er det i stigende grad private hjælpeorganisationer og enkeltpersoner, der forsøger at løse de opgaver og lappe de huller, som den hensygnende velfærd­stat ikke længere kan overkomme. Og fra statslig side hyldes denne udvikling som en nødvendig ”modernisering” af velfærdsystemet, ligesom det i stigende grad lader sig høre i den politiske retorik, at familie og netværk må tage (en del af) ansvaret for omsorg og pleje af både børn, syge, ældre og døende. Og det er en retorik, som tilsyneladende vinder genklang hos en del af de mere velstillede i vores samfund; dem der beredvilligt påtager sig rollen som velgørenhedsudøvere, der arbejder på en slags kontrakt for den neoliberale minimalstat. En kontrakt skrevet med usynligt blæk, der garanterer meningsfuldt livsindhold og en nypudset samvittighed til gengæld for mere eller mindre fuldtonet opbakning til velfærdsstatens afvikling.

Der er over de senere år sket en systematisk udhuling af velfærdsydelser såvel som en afvikling af menneskelig anstændighed i mødet med de mennesker, der en gang blev anset som ”værdigt trængende.” Det gælder i forhold til mennesker, som ydmy­ges og plages til døde i ressourceforløb, jobprøvninger, sengepraktikker og andre groteske påhit i et kontanthjælpssystem, som ikke engang Kafka kunne have udtænkt mere absurd. Og det gælder forfulgte, traumatiserede mennesker, som søger fred og beskyttelse i Danmark, hvor de så anbringes i lejre under inhumane forhold – hvis de altså overhovedet får lov at komme ind i landet. Værst af alt gælder det – på tværs af nationaliteter og de konkrete problemstillinger – i forhold til børn, som i dagens Danmark fx kan opleve at vokse op i regulær fattigdom, hvor basale fornødenheder som mad, tøj og medicin ikke længere kan garanteres – eller opleve at stå alene med ansvaret for at finansiere de flybilletter og andre dokumenter, der kan redde familien ud af krigens rædsler.

Jeg ønsker inderligt for Danmark, at venligheden, medmenneskeligheden, ja, lad os bare sige næstekærligheden, må spire, gro og blomstre i 2018. Men at være hjælp­som og venlig over for medmennesker er altså ikke helt det samme som at ’dyrke’ velgørenhed og så at sige trække vejret gennem andre menneskers ulykke. Det er heller ikke – slet ikke – det samme som en accept af, at staten ikke længere kan eller bør tage sig af nødlidende borgere. Hjælpsomhed og venlighed er handlinger, som udspringer af indsigten i, at vi alle kan blive ramt af sygdom, arbejdsløshed, krig og andre ulykker; at vi alle er (principielt) udsatte. Og rummer derfor også en klar appel til både medborgere og politikere om, at forstå nødvendigheden af, at vi opretholder et solidt og trygt, statsligt garanteret sikkerhedsnet under alle borgere i Danmark og står ved vores forpligtelser i det internationale samfund. Det har vi slet ikke råd til at lade være med.

I forlængelse af dette er mit andet nytårsønske, at Socialdemokraterne rejser sig af asken og finder tilbage til det solidaritetsprojekt, som det gamle parti i sin tid udsprang af. Når jeg ikke bare sådan ønsker ’mere solidaritet’ i al almindelighed, men hænger mit ønske op på et bestemt politisk partis gøren og laden, er det ikke fordi jeg selv har særlige aktier dette parti. Nej, det hænger nærmere sammen med, at vi lever i et land, hvor det kan hævdes at vi ’alle er socialdemokrater for Vorherre’ (debatindlæg i Information d. 21/9 2010). – Det moderne Danmark er i så høj grad grundlagt på socialdemokratisk tankegods, at dette har været rammesættende for hele vores samfundsudvikling og politiske kultur op gennem det 20. århundrede. Men omkring overgangen til det 21. århundrede begyndte den faste grund at slå revner under socialdemokratismens magtbase både på og udenfor Christiansborg. Måske tydeligst illustreret ved bevægelsen fra den daværende statsminister Poul Nyrups retoriske udfald mod Dansk Folkeparti i 1999 (”Stuerene bliver I aldrig”) til det totale knæfald for DFs udlændingepolitik, som vi har været vidne til i årene efter Nyrups formandskab.

Og netop Socialdemokraternes forvandling fra et (også internationalt orienteret) velfærdsprojekt til et nationalpopulistisk vi-vil-have-magten-tilbage-projekt repræ­senterer for mig selve råddenskaben i det politiske Danmark. Men heri ligger også håbet om, at forvandlingen kan forvandles igen og blive starten på en ny bølge af værdighed og medmenneskelighed i dansk politik. Derfor denne appel til sosserne, både de erkendte og dem, der lever i skabene rundt omkring: Kom nu til jer selv og find tilbage til det menneskesyn og den politiske vilje til at forbedre levevilkårene for de fattigste og mest udsatte mennesker, som jeg er sikker på, at I bærer i jer.

Mit tredje og sidste nytårsønske for Danmark er, at et stort flertal af vores folke­valgte vil indse, at en ansvarlig og fremsynet miljø- og klimapolitik er en absolut nødvendig og stærkt hastende sag.

Grundvandsforurening, plasticforurening og voldsomme klimaforandringer truer ganske enkelt med at ødelægge livsgrundlaget for kommende generationer. Ikke langt ude i fremtiden, men inden for en horisont, som vil være mine børn og børne­børns livsperspektiv. At vi i Danmark fortsat ønsker at tillade brugen af glyphosat (’Roundup’), at vi ikke investerer langt mere målrettet og massivt i vedvarende ener­gikilder, og at vi synes det er lidt kikset og u-sexet (og derfor ok at gøre lidt grin med) at være vegetar eller veganer er blot enkelte eksempler på, hvor langt vi kan ramme ved siden af skiven, når det handler om at se en lille smule længere end til den fest vi lige har gang i her og nu.

Jeg er så fantastisk privilegeret, at jeg kan fejre juletiden og nytåret sammen med mine nærmeste, holde fri og nyde roen, stemningen og ikke mindst en masse dejlig mad. Og jeg vil nyde det i fulde drag – men jeg vil også give mig tid til at tænke på, hvordan jeg i 2018 kan bidrage til, at flere mennesker i fremtiden kan opleve den samme glæde og tryghed, som jeg nu lader mig omslutte af.

GODT NYTÅR DANMARK.

Skrevet af: Lotte Broe. lektor på UCC

Iværksætterugen: Mere handel, tak

Det er uge 47 – og dermed iværksætteruge, hvor ord som netværk, salg og forretningsplan flyver gennem luften.

Danskerne har nemlig – ikke kun og som ellers så ofte hævdet – en lønmodtager-mentalitet. Tværtimod er ide-rigdommen og lysten til at være herre i eget hus stor hos de innovative danskere, der altid har levet af netop gode opfindelser og handelstalent. Det ses også ved, at vi pt. har det højeste antal nye virksomheder siden 2008.

Og det er jo skønt med nye ideer og såvel økonomisk som juridisk og anden støtte til udvikling af disse. Danmarksbloggen kunne dog også godt tænke sig, at det handelsmæssige fyldte noget mere.

For nej, man kommer kun et vist stykke med diverse innovationer, analyser og forretningsplaner. Skal en virksomhed i mål og have succes, skal der salg og handel til – både i Danmark og især med udlandet.

Innovation og handel hænger sammen som yin og yang – og Danmarksbloggen kunne godt tænke sig, at der var noget mere fokus på handelsdelen, især den del der handler om at eksportere vores varer til det store udland.

Det ville give endnu mere iværksætteri og endnu flere succesfulde virksomheder – og dermed også flere arbejdspladser – og mere velfærd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

McKinsey, mennesker og det umulige match

Konsulentfirmaet McKinsey er udset til at skulle stå for implementeringen og opfølgningen på folkeskolereformen samt på erhvervsuddannelsesreformen.

Dét giver bare ikke mening. Ja, det er et umuligt match. Som formanden for skolelederforeningen Anders Balle siger det i nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/02/26/080800.htm

Vi har ikke brug for en yderligere stramning af New Public Management-skruen i folkeskolen, siger Anders Balle, der er formand for skolelederforeningen.
Han frygter, at beslutningen om at lade konsulentfirmaet McKinsey implementere og følge op på indførelsen af folkeskolereformen og erhvervsuddannelsesreformen vil betyde, at der bliver målt på få mål med hårde facts.
Det er nemt at måle, om eleverne kan læse og regne, men om de bliver gode kreative og innovative mennesker, der kan blive aktive samfundsborgere, er svært at måle, og det er vist slet ikke med i målingerne, siger han.”

Citat slut.

Anders Balle rammer meget præcist med sin kritik. Det giver nemlig på ingen måde mening at bedømme mennesker og læring udfra de management-tanker, der ligger til grund for firmaer som McKinsey.

I det hele taget gælder, at en nyttefilosofi, som den McKinsey baserer sine analyser på med fokus på tal og økonomi, ikke kan bruges i forhold til mennesker. Desværre spreder netop samme nyttefilosofi sig med lynets hast i den offentlige sektor.

Men hverken skoler, børnehaver, vuggestuer, sygehuse, lægehuse eller plejehjem kan bedømmes på samme måde, som man bedømmer en virksomhed, der producerer x antal dippedutter, y mængde viden eller x mængde serviceydelser.

Mennesker er så meget mere og så meget større, end hvad der kan vises i skemaer og tabeller. Menneskets opfindsomhed og evne til at tænke og agere kreativt hænger heller ikke sammen med cost-benefit-analyser, og hvad management-firmaer som McKinsey ellers kan trække op af hatten med smarte ord og undersøgelser, der ser valide ud.

Men vi er – både som samfund og som individer – mere og andet end hvad de smarte drenge og piger kan få ind i deres strømliniede rapporter. Og netop derfor giver det ikke mening at hyre et firma som McKinsey til at lave noget som helst i den offentlige sektor i Danmark.

Men det har nogen glemt at fortælle især finansminister Bjarne Corydon, der overtog sin McKinsey-departementschef David Hellemann fra forgængeren Claus Hjort Frederiksen, der ansatte den unge McKinesy-mand i 2010.

Gad vide hvor mange andre McKinsey-mænd, der sidder på centrale poster i det offentlige Danmark? Nedenstående artikel viser ihvertfald, at konsulentfirmaet er ligeså indflydelsesrigt, som det er lukket i forhold til hvem partnerne i firmaet er – og hvad de laver: http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Et samfund styret efter McKinsey´s management-metoder er derfor så langt fra det åbne, demokratiske og menneskelige samfund, som noget kan være. Det er på tide at få McKinsey tilbage til der, hvor de hører hjemme: Hos de private virksomheder hvor det er helt legalt udelukkende at fokusere på bundlinien.

Selvom man nu ret beset også kan tjene mange penge på innovation og andre såkaldt bløde værdier, som ikke kan måles af de smarte regnedrenge og fikse management-piger. Ja, det er formentlig især dér hos de bløde, at gevinsterne ligger: I miljøer uden kontrol og mål sat op af firmaer som McKinsey, men istedet miljøer hvor kreativiteten, anerkendelsen og troen på at mennesker vil berige og bidrage er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk