I går var jeg vidne til noget af det mest demokratiske, der findes ved siden af frie valg, nemlig en demonstration.

Jeg har selv gået i adskillige demonstrationer, både små og store, så jeg er rimeligt garvet og ved, at demonstrationer gør noget ved følelserne, så man kan føle sig grebet – uden måske egentlig at være dét. Men sådan var det ikke med lærernes demonstration i går. Den gik lige i hjertet.

Måske fordi den handlede om vores allesammens fremtid. Nemlig vores børn. Men det var mere end det. Lærernes demonstration virkede også så stærkt, fordi det var så tydeligt, at det her var en hjertesag for de mange mennesker, der var med i demonstrationen.

For de kom i stimevis, ja i tusindvis gående hen af Torvegade på Christianshavn, skolelærerne, dem som underviser vores børn. Alle de mange skolelærere, der skaber grundlaget for fremtidens Danmark. Og menneskemylderet på Torvegade var bare én ud af flere grupper, som kom fra hele København med Christiansborg Slotsplads som mål.

Så dér gik de, de mange tusind mennesker i den kolde og blæsende forårsdag med bannere og trommer, med slagord og slagsange – og allermest med hjerteblod og et ønske om at hele tiden at gøre tingene bedre for vores allesammens børn og børnebørn.

Det var rørende – og det gav håb. Håb om at der masser af steder derude i Danmark findes mennesker, som vil noget andet, noget mere menneskeligt end det pengefikserede, som de nålestribede mænd og kvinder vil på direktionsgangene og Christiansborgs gange.

Og at det netop er de mennesker, der underviser vores fremtid, vores børn, giver håb. For så kan det blæse og være vinterkoldt, så meget det vil. Vi er trods alt i april, og foråret og de nye generationer er på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk