Tivoli – det misrøgtede nationalklenodie

Tivoli åbner idag.

Ja, TIVOLI. Bare navnet giver mentale billeder af glade børn, balloner, den gamle karrusel, masser af blomster, pantomine, is, sommer og musik fra alle havens hjørner. Billeder, som man bliver varm og glad af at se for sit indre blik.

Det er så også det eneste sted, som man kan se de billeder. For Tivoli anno 2013 har ikke det fjerneste at gøre med hverken kultur, glæde, skønhed og plads til både store og små.

Tivoli anno 2013 er et spørgsmål om brands, restauranter og halsbrækkende forlystelser. Tivoli anno 2013 er en kopi af alle andre forlystelsesparker, bare på meget mindre plads.

HVORFOR? For Tivoli kan ikke vinde på nogen af de parametere, som de slår sig op på.

De store, vilde forlystelser kan man få bedre i landets andre forlystelsesparker – eller i Sverige. Göteborg med Liselund er således lige i nærheden. København er fyldt med gode restauranter, hvoraf endda adskillige har en eller flere Michelin-stjerner. Og brands udfoldet i Tivoli som Rasmus Klump-legepladsen og TV2´s fjernsynsstudier, der spærrer for Koncertsalen, er sande øjenbæer for nu at kalde en skovl for en skovl.

Det, som Tivoli kan – eller rettere kunne – var kultur, oplevelser, musik og kvalitet. Men det har Tivolis administrerende direktør Lars Liebst med god hjælp fra underdirektør Stine Lolk og balletmester Peter Bo Bendixen eftertrykkeligt fået ødelagt.

Det startede for nogle år siden, hvor Valmue-teatret blev nedlagt. Det lille teater der spillede H.C. Andersen-eventyr med en charme og en finhed, så også alle de udenlandske gæster, der dog ikke forstår dansk, alligevel blev stående og så på.

Derpå fulgte nedlæggelsen af mange af de forlystelser, der var henvendt til havens små gæster som for eksempel de små biler, der rullede rundt. Legepladsen blev også ændret fra et hyggeligt samlingssted til den Rasmus Klump-rædsel, som den er idag.

Og så sidste år kom den store massakre. Man praktisk talt nedlagde både jazz-orkestret og pantomine-orkestret. Ikke mere daglig musik fra de to pavilloner – og ikke mere levende musik til danserne på pantomine-teatret.

Dét var – og er – en skandale. Og i år har man så været igang henne i hjørnet ved Hovedbanegården, hvor endnu en halsbrækkende forlystelse har mast sig ind.

Tjener Tivoli penge på det her? Måske. Men i så fald er det kun på den korte bane. For på den lange bane ødelægger alle de her monstrummer sammen med manglen på kultur Tivoli og den specielle Tivoli-ånd, som er noget ligeså luftigt og eventyrligt som kærlighedens gudinde på pantominescenen.

Noget må gøres. Tivoli må reddes. Ikke kun for Tivoli´s skyld, men for hele Danmarks. Tivoli er et af vores mest værdifulde nationalklenodier – og det misrøgtes så frygteligt i øjeblikket. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi danskere må komme Tivoli til undsætning!!! Og det haster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2 thoughts on “Tivoli – det misrøgtede nationalklenodie

  1. Hm, Himmelskibet og Det Gyldne Tårn passer da meget godt ind i Tivoli-stilen, synes jeg. Men nok ikke Dæmonen, som er for stor, selvom den er sjov. Vertigo er også lige på stregen og det samme tror jeg gælder den nye. Ørnen, hedder den vist. Men jo,. det er en skandale at man har slagtet Promenadeorkesteret og Bigbandet. De var en del af Tivoli-ånden.

  2. Hvad skal vi danskere så gøre? Det kan jeg ikke se…. Lade være med at støtte Tivoli og stoppe med at komme? Jeg er enig i betragtningen af Tivoli. Men ved ikke hvordan det stoppes…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.