Trepartsforhandlingerne er gået igang – og der er især fokus på flygtningenes situation, som via job skal integreres i det danske samfund. Umiddelbart en rigtig god ide, tænker man, og det bakkes også op af alle med forstand på integration. Job er vejen frem. Men der er et men.

Problemet opstår, når man ser måden, som det foreslås gjort på. Nemlig med en kontant belønning til dem, der ansætter en flygtning.

Det siger sig selv, at en virksomhed derfor vil være mere tilbøjelig til at ansætte en flygtning end en ledig dansker – og det er et problem, når de jobs, som er i spil, primært er rettet mod ufaglærte. En gruppe, der er i forvejen har det svært – ja, sværest – ved at få job. Og nu bliver det endnu sværere – og samtidig så skæres der i kontanthjælpen, og dagpengene er udhulede, og dagpengeperioden forkortet.

Krybben er altså tom – og nu bides hestene. Og i sådan en situation er det så let som ingenting for Dansk Folkeparti at 1) udråbe flygtningene som skurken og 2) fiske stemmer i de oprørte vande.

Men skurken er ikke flygtningene. De er ligeså meget ofre som de ufaglærte, der nu får endnu sværere ved at få job. Skurken skal søges højere oppe i et system, hvor de rige støttet af regering og arbejdsmarkedets parter rager til sig og lader svage og udsatte slås om smulerne.

Det er et klassisk – og trist – eksempel på del-og-hersk-mentaliteten, og det risikerer at skabe en hidtil uset uro i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk