4. maj – og vor tids frihedskamp

Mor, hvor lang tid tror du vi bliver ved med at fejre 4. maj og Befrielsen?, spurgte teenageren her til morgen, da jeg nævnte, at vi skulle have lys i vinduerne i aften.

Det er et af den slags spørgsmål, som det er nærmest umuligt at besvare.

For på den ene side så lever der stadig en pæn del mennesker, som kan huske den tid, selvom de måske kun var børn den aften, hvor frihedsbudskabet lød fra London, men omvendt er der siden kommet mange generationer, som hverken kan huske 2. Verdenskrig eller Den Kolde Krig, men som er født og opvokset i en Terrortid – som netop teenageren her.

Og når ens virkelighed, ens tilværelse her og nu er et liv i hovedstaden med en bevidsthed om at terroren kan ramme hver dag og hele tiden. Hvor teenageren både sammen med venner og med undertegnede besøgte synagogen i februar 2014 og siden deltog ved mindehøjtideligheden ude ved Krudttønden for slet ikke at tale om de altfor mange ture med blomster til udenlandske ambassader, så er der unægtelig langt til at stå ude i Mindelunden en 4. maj, selvom teenageren har været med – endda to gange.

For nok hænger tingene sammen – og nok skal man kende sin fortid for at forstå ens nutid, men 2. Verdenskrig er virkelig længe siden. Den tid er i øvrigt så langt mere overskuelig – og tryg – her mere end 70 år siden, at den sluttede, så det er let at have de rette meninger NU omkring den tid. Dengang krævede det mere at gå imod autoriteterne, som også var en dansk samarbejdsregering, heldigvis var der nogen, der gjorde det – som nogen også gør idag.

Opgaven er derfor heller ikke at se tilbage, men at vide hvad der skete – og se frem. Bruge kræfterne på at sikre også vor tid og fremtidige generationer den frihed, som Danmark fik igen d. 4. maj for 72 år siden – og det er en opgave, som kræver kamp både mod den fundamentalistiske islam og mod den indskrænkelse af vores frihedsrettigheder, som sker ligenu i tryghedens navn, og som de fleste glad og gerne siger ja til uden formentlig at kende prisen.

Så ja, vi vil nok fejre 4. maj længe endnu … men uden at tage nutiden og vor tids frihedskamp i betragtning giver det faktisk ikke mening. For ligesom at vi dengang i 1940 solgte os billigt til Tyskland for at undgå omfattende ødelæggelser, så sælger mange danskere også deres frihed billigt nu for at undgå muslimsk terror. Nu er det bare til staten – men gør det sagen bedre? Det synes undertegnede ikke, så også derfor og måske mest derfor skal der tændes lys i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Burkini eller ej

Danmarksbloggen har hovedrystende fulgt debatten om burkini´en. For det siger vel sig selv, at man i frie samfund må gå klædt, som man vil. Så er den ligesom ikke længere. Eller rettere … det burde den ikke være.

Men det er det åbenbart. Nogle hævder således, at burkini´en er et symbol på kvindeundertrykkelse – mens den for andre er et billede på kvindefrigørelse.

I Danmarksbloggens øjne er det vigtigste at se bag om badetøjet så at sige – og se på de mekanismer, som det her i virkeligheden handler om, og det er sager som:

FRIHEDSRETTIGHEDER
ANGSTEN FOR TERROR
HVORDAN VI BEKÆMPER TERROR

Tunge emner, som det er noget mere kompliceret at sætte sig ind i og noget mere svære at forholde sig til end et stykke badetøj. Så det er uden tvivl derfor, at burkini´en fylder så meget i debatten – men det er såre skidt. For vi har virkelig ikke tid til at diskutere badetøj, når verden omkring os brænder …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Korstog og Hizb ut-Tahrir

Islamisk Stat har meddelt, at de vil sende i tusinder af bådflygtninge mod Sydeuropa og især Italien. Det sker dels for at skabe ustabilitet og dels for sørge for, at der kommer nogle af deres egne folk med ombord, som efterfølgende kan tage til Rom – og dér ødelægge så meget som muligt af de kristne skatte, som findes i denne en af kristendommens vigtigste byer.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/udland/2015-03-05-rom-frygter-is-angreb-paa-kristendommens-epicenter

Det er jo nærmest korstogene om igen – nu bare med omvendt fortegn. Og hvorfor er det så interessant for en blog, der beskæftiger sig med Danmark?

Det er dét, fordi Danmark er en del af Europa, og hvad der sker i Europa, har også effekt i Danmark – og over hele Europa oplever vi øjeblikket ekstreme og fundamentalistiske muslimer, der udnytter netop de samme vestlige værdier, som de selv ringeagter og vil afskaffe.

I Sydeuropa handler det om medmenneskeligheden og det at komme andre mennesker i nød – og i Danmark handler det om Hizb ut-Tahrir – og beboerdemokratiet i en boligforening i Nivå, som nu på demokratisk vis har fået en ikke-demokratisk formand, der netop er medlem af Hizb ut-Tahrir.

En organisation, som i modsætning til mange andre fundamentalistiske foreninger appellerer til veltalende og tilsyneladende velintegrerede muslimer, hvor det så ofte viser sig, at disse dygtige unge mænd i virkeligheden har holdninger meget tæt på dem, som findes hos Islamisk Stat.

Nu kan man selvfølgelig ikke – menneskeligt – sammenligne bådflygtninge med beboerdemokratiet i en dansk boligforening. Det siger sig selv.

Men hvad man kan sammenligne, er dette at teste og udnytte de frihedsrettigheder og den medmenneskelighed, som kendetegner de vestlige lande. 

Og dét, mine damer og herrer, skal de fundamentalistiske kræfter ikke have lov til at slippe af sted med.

Vi må simpelthen finde ud af – også for at hjælpe det store flertal af fredelige muslimer – hvordan vi uden at gå på kompromis med vore rettigheder og frihed alligevel kan få organisationer som Hizb ut-Tahrir forbudt og samtidig finde ud af, hvad vi gør med bådflygtningene i Italien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk