Det halve nazikort skal trækkes

Stram Kurs sammenlignes med nazister. Men er de nazister – eller fascister? For nazisme er som bekendt en afart af fascisme. Vi må lige have definitionerne på plads her, inden vi trækker nazi-kortet.

Fascisme handler om at opbygge en stærk stat, hvor individets og klassernes interesser er underordnet statens. Nationen opfattes som én samlet organisme, der konkurrerer med andre nationer – både fredeligt og i krig. I sådan en fælles organisme handler det selvsagt om lydighed, disciplin og troskab mod staten – og de værdier, som staten og lederen står for. For en stærk leder er nødvendig, og der stilles ikke spørgsmålstegn ved lederens beslutning.

Nazisme ligner så på mange måder fascisme, men har også en teori om over- og underracer. Som bekendt var det jøderne, som Hitler og de andre nazister i Tyskland gjorde til syndebukke og ansvarlige for alt dårligt.

Hvordan står Stram Kurs?

Ja, partiet har i deres politik to søjler. I øvrigt pudsigt at netop det parti taler om to søjler, når man tænker på partiets forhold til Islam, som jo er baseret på fem søjler. Nå, men:

Den ene søjle handler om individets frihed og rettigheder. Her skal statens størrelse og indgriben over for borgerens udfoldelse af sin individuelle frihed begrænses mest muligt. Denne søjle kaldes for den libertære søjle, og ER IKKE forenelig med klassisk fascisme og nazisme, som netop sætter kollektivet over individet.

Den anden søjle handler om det, som partiet kalder den etnonationalistiske sammenhængskraft. Den sammenhængskraft forudsætter, at hovedparten af befolkningen har de samme etniske, kulturelle, religiøse, sproglige og normative værdier. Denne søjle kaldes den identitære søjle, og ER forenelig med fascismen og nazismens ideer om en fælles organisme bestående af mennesker med samme etniske, kulturelle, religiøse og sproglige baggrund, hvis et land skal være en stærk, samlet nation.

Se mere her: https://stramkurs.dk/vores-politik/politisk-grundlag/

Danmarksbloggen kan altså konkludere, at der skal trækkes et halvt nazi-kort, når det kommer til Stram Kurs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *