For mindre end ni måneder siden stod jeg dér, hvor terroren ramte London i dag. Siden har tusinder, ja millioner vel gjort det samme. Dagligt færdes der som bekendt mange tusinde mennesker omkring Westminster Bridge, Parliament, Big Ben og alt det andet i området.
Jeg kommer så også til at stå dér igen om nogle måneder, når turen igen går til London. For terroren må aldrig kue os eller få os til at ændre vores livsstil.
Jeg vil dog bøje hovedet i respekt for de døde og de sårede, når jeg står der igen til sommer.
På samme måde, som jeg gjorde det i New York for halvandet år siden og herhjemme i København for to år siden, og som jeg vil gøre det i Berlin, i Paris, i Bruxelles og alle de andre steder, hvor bindegale terrorister dræber og sårer mennesker og ødelægger deres pårørendes liv.
For de kan dræbe nogen af os, men ikke os alle – og de får aldrig bugt med vores demokrati og frihed. ALDRIG!!!
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen