Anmeldelse: Serien om Bjørnebanden

Det er er normalt, at serie-bøger ligner hinanden, både når det handler om, hvem hovedpersonerne er, og hvordan handlingen typisk forløber – samt når man ser på bogens indpakning, altså coveret. Tag fx barndommens De 5-bøger med deres klassiske røde rygge og farvestrålende forsider – eller de talløse variationer, der er lavet med både Agathas Christies bøger om Hercule Poirot og Miss Marple samt Arthur Conan Doyles bøger om Sherlock Holmes.

Men sådan er det ikke med Christian J.D. Dirksens serie om Bjørnebanden, hvis indtil videre fem bind på ingen måde ligner hinanden, hverken i skriftstørrelse, skriftfont eller illustrationsmåde.

Det stikker især i øjnene, når man ser alle fem bind stablet ovenpå hinanden. Men man finder ud af, at der er en god mening med forskelligheden, når man kommer i gang med de fem meget forskellige bøger.

For nok har bøgerne tilfælles, at samtlige repræsenterer et solidt skrivehåndværk – og især de første tre og den femte har en stor sans for at opbygge lige dele spænding og nysgerrighed på en måde, så man som læser hele tiden lige må læse lidt mere, også selvom klokken forlængst har passeret sovetid, og øjenlågene er ved at dratte i.

For der er tale om gode bøger med stramme og præcise kompositioner, troværdige dialoger og handlingsforløb, der er tidstypiske for 2010´erne – og måske vigtigst: Man kommer lige meget og lige godt ind i hovederne på og tankerækkerne hos de mange forskellige personer, som man følger igennem serien.

Men ellers er der ikke meget, som ligner hinanden i de fem bøger, bortset fra at Bjørnebanden, som udgør en stadig voksende skare politifolk omkring chefen Bjørn (deraf navnet) og hans assistent Vera, er med i dem alle – men absolut ikke på den samme måde hver gang. Nogle gange er Bjørnebanden eller dele af den nærmest bipersoner, som man kun lærer lidt at kende – men de i andre bøger er hovedpersoner eller meget vigtige bipersoner uden at mere skal røbes her.

Den første bog ”ID. LÅNT IDENTITET” handler om penge – mange penge – og om lånt eller måske rettere overtaget identitet, samt når magten beskytter sig selv – også ved at bruge ulovlige metoder. Vældig realistisk. For som bekendt er det kun på overfladen og i middelklassen, at man tror på fortællingen om, at lovene skal holdes. Og som læser sidder man bagefter med følelsen at have læst en krimi, hvor sammenhængen kun langsomt gik op for en, og man har en voksende utryg følelse indeni af at man ikke kan gøre alt, der skal til for at beskytte ens identitet. For kriminaliteten er som bekendt grænseoverskridende – og derfor foregår en del af denne bog også i Paris.

I den anden bog ”FAREN” er vi et helt andet sted – langt væk fra magtens korridorer og ude i Danmark og en dansk middelklasse-virkelighed, hvor mørke hemmeligheder, der går langt tilbage, kan føre både død og kærlighed med sig – og også gør det. Her sidder man ikke tilbage og er bange for noget i sit eget liv, men derfor er man som læser nu alligevel mere end almindelig ubehagelig tilmode, når bogens sidste side er læst. Det er godt lavet.

I den tredje bog ”HOVEDLØST” kommer udlandet igen på banen – endda med tråde til både de baltiske lande, Holland og Iran – og til begivenheder fra de to tidligere bøger. Som læser sidder man og tænker om mon ikke de tråde på et tidspunkt – i en senere bog – samles. Men intet skal røbes her. Det skal det til gengæld, at denne tredje bog er den hidtil mest uhyggelige bog i serien. Normalt skal der meget til at gøre mig bange, men jeg var simpelthen nødt til at tænde lyset hele vejen ud på badeværelset, da jeg skulle derud kl. 3 om natten efter endt læsning. For traditionen tro kunne jeg simpelthen ikke slippe bogen, men måtte have det hele med – også fortællingen om politifolkenes hverdag og indbyrdes relationer, som kun bliver mere spændende af at Mikkel Hedeby kommer på banen – og at Cecilie, som vi mødte i FAREN, får en større rolle.

Den fjerde bog ”TROLØS” handler mere om relationer – især amourøse – og religion end om kriminalitet, selvom der skam sker mord. Og undertegnede må også ærligt indrømme, at jeg er mere til krimier og plots end udspekulerede og psykologiske menage a trois-konflikter, der løber løbsk på mere end en måde, også fordi der er mange spil kørende mellem stort set alle involverede parter, hvoraf de fleste er både politifolk og private mennesker med følelser.

I den femte bog ”KVIT” er vi tilbage i krimi-sporet – og her endda i en version af snigende uhygge og afstumpethed, der minder om mange kvinders og unge pigers værste mareridt i disse år. Mere skal ikke siges, før så røbes handlingen i en på alle måder rigtig god bog, hvor der selvfølgelig også stadig sker ting og sager for vores venner i politiet på både det private og det jobmæssige område. For som bekendt er ingenting her i verden statisk. Heller ikke i Christian J. D. Dirksens serie om Bjørnebanden.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks stjerner for de første tre bøger og for den femte bog i serien om Bjørnebanden – og tre for nummer fire. Og håber, at der kommer en sjette bog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

En tanke om "Anmeldelse: Serien om Bjørnebanden"

  1. På årsdagen for denne fremragende anmeldelse vil jeg gerne takke stort for, at anmelder både har læst bøgerne, hun anmelder, og har tænkt over, hvad hun mener. Som forfatter er det skønt at opleve denne smukke sammenhæng, som i mange sammenhænge er forsvundet helt, fordi bøger bedømmes og forkastes helt uden læsning fx af Dansk BiblioteksCenter (DBC), som bibliotekerne ellers betaler for at vurdere bøger.
    Til anmeldelsen her er det tankevækkende, at netop den fjerde bog i serien, ‘Troløs’, er den som skiller vandene. Den er i serien mindst værdsat og mest værdsat af forskellige læsere. Min redaktør sagde, at med den bog skiftede jeg fra at være krimiforfatter til at blive rigtig skønlitterær forfatter. 🙂
    Tusinde tak for anmeldelsen!
    Christian J. D. Dirksen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *