11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mareridts-listen og populismen

Verden har ikke i flere år været så usikker og urolig, som den er nu. Danmarksbloggen bringer her en liste over nogle af de mareridt, som kan sætte en hel verden i brand.

For tænk hvis …

* Rusland angriber Vesten … og ikke kun Ukraine

* Erdogan angriber Vesten … på mere end bare ord og tomme trusler

* USA vender ryggen til Europa – de er allerede godt i gang

* Kina og/eller USA besvarer Nordkoreas provokationer med militærmagt

* Kina og USA bliver uvenner

* Krigen i Syrien breder sig til hele regionen – og inddrager også Israel

* Flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika mod Europa eksploderer

* Terroren i Vesten vokser markant

Otte kriser, som indbyrdes også hænger sammen på kryds og tværs – og som sammen med den stigende ulighed i samfundet er årsagen til, at de såkaldte populister står stærkt. For det gør de – også i Holland, selvom Rutte stadig er leder af landet. For Wilders gik frem ved det nylige hollandske valg – og havde Rutte ikke overtaget dele af Wilders holdninger, så havde han ikke fortsat siddet på taburetten.

Vi ser det også i Danmark, hvor Socialdemokratiet på mange måder har nærmet sig Dansk Folkeparti. Så nej, populismen tabte ikke i Holland. Den vandt – som den også gjorde det i Danmark for snart to år siden, og som den formentlig også vil gøre det i Frankrig og Tyskland – trods at den nyudnævnte leder af SPD Martin Shulz allerede nu kaldes Europas svar på Bernie Sanders og holdt en fantastisk god tale i går.

Men der skal mere til end flotte ord og likes på Facebook, hvis kursen mod kaos skal ændres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Dansk Folkeparti – som altid uden debat og ansvar

Dansk Folkeparti er nu større end Socialdemokratiet, viser en meningsmåling fra weekenden. En meningsmåling, der kommer ugen efter at Dansk Folkeparti holdt landsmøde.

Et historisk landsmøde, idet partiet dermed rundede de 18 år. Opnåelsen af denne “myndighedsalder” har dog ikke ændret noget i et parti, der er så topstyret, at det mere minder om en meget gammeldags, privat virksomhed end om det moderne, politiske parti, som Dansk Folkeparti så gerne vil være, men ikke rigtig er.

For den debat og meningsudveksling, som der hører hjemme i levende, demokratiske foreninger og partier, den findes ikke hos Dansk Fokeparti. Her mener alle det samme – om alt og det hele tiden.

Ellers er de nemlig ikke medlemer af partiet (ret meget længere), hvad man også ser fra tid til anden, når andeledes tænkende smides ud som fx tidligere næstformand for Dansk Folkeparti i Århus Per Hovgaard og lokalformanden i Haderslev, Vagn Christensen, der begge ønskede mere åbenhed og mindre topstyring.

Men med en så strømlinet profil skulle man mene, at Dansk Folkeparti præcis ved, hvad de vil – og ikke vil. Og det gør partiet måske også. Men det er så i fald ikke at tage ansvar og sidde med i en kommende borgerlig regering. Næ, nej tak. For tænk at være nødt til at lægge ryg og mandat til ikke-populistiske beslutninger. Dét skal Thuelsen Dahl og co. ikke nyde noget af.

Det er istedet meget lettere – og giver mange flere vælgere – at stå på sidelinien og brokke sig og anklage de andre for den politik, som de fører – og så kun være med til det, som man selv ønsker. Dét der giver stemmer, når man taler til laveste fællesnævner, den indre svinehund og frygten i folk.

For det er de elementer, der altid har kendetegnet Dansk Folkeparti. Det er også derfor, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde – og stadig har – ret, da han sagde til Dansk Folkeparti: Men stuerene, dét bliver I aldrig.

For ikke alene er det i dén grad under lavmålet at køre på angsten og de laveste instinkter. Det er også umodent og uansvarligt ikke at tage ansvar, når man er et parti, der pt. står til at få over tyve procent af stemmerne ved næste folketingsvalg.

At Dansk Folkeparti så også i deres måde at være parti på er uden debat og demokratisk tradition gør, at man kan diskutere, hvorfor partiet altid snakker så meget om danske værdier som netop demokrati og ytringsfrihed. De praktiserer det ihvertfald ikke indenfor egne rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk