Dansk Folkeparti er ligeglade med demokratiet

Dansk Folkeparti – som hævder, at de hylder det danske demokrati – er tilsyneladende ret ligeglade med samme demokrati, når det kommer til stykket.

DF-leder Kristian Thuelsen Dahl kritiserer ihvertfald kirke- og kulturminister Bertel Haarder for at være for langsom, når det kommer til at skabe opstramninger i forhold til såkaldte hadprædikanter og antidemokratiske imamer. Bertel Haarder har nemlig inviteret samtlige partier til forhandlinger og sat gang i en proces, der formentlig vil strække sig på den anden side af sommerferien.

Det er imidlertid altfor langsomt for Dansk Folkeparti, som derfor ønsker, at Løkke overtager, og at der kun laves forhandlinger med en mindre gruppe partier – deriblandt selvfølgelig Dansk Folkeparti.

Udover at det er udemokratisk ikke at høre på samtlige partier, så glemmer Dansk Folkeparti også, at der i Danmark er tradition for brede forlig – samt at det giver en bedre forankret politik, hvis der står et samlet folketing bag de beslutninger, der tages og den lovgivning, der laves.

Danmarksbloggen er så desværre ikke overrasket. Når det handler om at gøre livet surt for muslimer, kan alle midler tilsyneladende bruges hos Dansk Folkeparti – selv de, der er direkte udemokratiske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *