11. september – også i 2021

For 20 år siden var det en solrig septemberdag både i Danmark og i det østlige USA. En helt almindelig hverdag, troede de fleste af os.

Men vi tog fejl. Dagen blev en af de få historiske dage, hvor alle i hele verden – i hvert fald den vestlige – kan huske, hvad de lavede, hvor de var og med hvem.  

Skriv endelig her i kommentarfeltet, hvad du lavede, da terroren ramte USA og ændrede verdenshistorien.

Jeg var hjemme på barsel. Min mand lå syg med influenza. Vores 5 mdr. gamle datter og jeg havde været ude og købe en ny dyne til hende. Da vi kom hjem, tændte jeg for fjernsynet, og så det andet fly smadre ind i WTC.

Det var så uvirkeligt … og alligevel var jeg helt klar over, at det skete. Jeg råbte højt, og min mand kom ind fra sygesengen.

Resten af dagen og aftenen var så mærkelig.

Dels var der lykken ved at være nybagte forældre og den lille baby, som ingenting forstod, men som ivrigt spiste både gulerodsmos og hirsegrød – og dels gruen over det, som skete i USA – og den uro, som det bragte os og verden.

For at der var et før og et efter 11. september stod klart med det samme.

Nogle dage senere var manden blevet rask og på arbejde igen – og jeg tog datteren i bæreselen og ind til Rådhuspladsen, hvor vi var med i to minutters stilhed for ofrene.

Aldrig har Rådhuspladsen været så stille før, skrev jeg i min dagbog dén aften – uden at vide, at et par årtier senere skulle jeg opleve den samme plads endnu mere stille i pandemiens tid.

Men det forudså jeg ikke dengang, og jeg kan stadig huske de to minutters stilhed d. 14. september 2001.

Verden gik i stå – og dét var et helt specielt øjeblik. Dér stod jeg med livet bogstaveligt talt foran på brystet af mig, mens vi mindes og ærede de mange døde …

——————-

Og senere – 14 år senere – da babyen var blevet til en ung pige – stod manden, hun og jeg på Brooklyn Bridge i New York og så de blå lys, som hvert år tændes på Manhattan til minde om 9/11.

For alt det, som skete for 20 år siden, var og er stadig virkeligt. I 2015 – og også her i 2021, i pandemiens tid.

Læs mere i mit skriv om turen til New York i skyggen af 11. september og om de blå lys. Det sker her på Anne Marie og Steen Langstrups rejseblog ”Mod nye grænser”:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

9/11 oplevet i New York

I dag er det 15 år siden, at terrorangrebene fandt sted i Washington D.C. og i New York – og at flight 93 pga heroiske passagerer forulykkede i stedet for at forvolde endnu et angreb. Og det vil selvfølgelig blive markeret over hele verden.

Sidste år var undertegnede sammen med familien i New York på netop denne dag, d. 11. september, som er en meget speciel dag at være i New York på. En dag hvorfra fire ting står helt klart i erindringen.

1)     Det nye World Trade-Tower, det såkaldte Freedom Tower, bygget så højt og relativt tæt på Ground Zero, at man ser det med det samme, når man kommer flyvende ind mod Manhattan. Det står bare der og knejser, stolt og trodsigt som om det siger; Hva´ så røvhuller? I kan IKKE knuse os.

2)     Ground Zero, som i dag er to store, åbne huller, hvor vandet fosser ned, og hvor navnene på alle de omkomne er indgraveret på de metalplader, der er omkring hullerne, og hvor der er stukket mange både flag og blomster. Der står også stadig folk og græder. Unge mennesker, som var børn, dengang de mistede en far eller en mor. Ældre mennesker, der mistede en søn eller en datter. Midaldrende mennesker, der mistede en ægtefælle.

3)     De mange brandstationer, der findes rundt omkring i gaderne, og hvor der d. 11. september står blomsteropsatser med foto og navne på de brand- og politifolk, der gav deres liv den dag.

4)     Og så selvfølgelig de to blå lys, der tændes ved solnedgang, og som ses bedst fra Brooklyn Bridge – gerne langt ovre mod Brooklyn-siden. De to blå lys, der lyser stærkt fra Manhattan og helt op i skyerne – og ligner de to tårne, der stod der engang, men som nu ikke er der mere. Det er et meget stærkt syn, og ligesom da vi sad i flyet og så Freedom Tower, da vi stod ved Ground Zero, og når vi passerede en brandstation, så blev mine øjne våde, og jeg snøftede og svælgede.

Men historien om 11. september er ikke kun historien om terror og død. Det er OGSÅ historien om menneskelighed, mod og troen på at det gode vil vinde – og skulle man være i tvivl, så skal man blot tænke på ”The Survivor Tree” – træet, der overlevede angrebet, og nu står ved Ground Zero som det bedste tegn på, at vi ikke kan knækkes, os der vil friheden og medmenneskeligheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå Kode – også i Danmark, tak

I de sidste dage har vi allesammen læst og set reportager og billeder fra et iskoldt USA med frostgrader, der mange steder har været så lave, at det har været – og til dels stadig er – direkte forbundet med fare for liv og helbred at være ude mere end nogle få minutter ad gangen.

Derfor opfordrer man også folk til at ringe til en hotline, hvis de i disse kolde dage ser en hjemløs på gaden. Det er en del at den såkaldte Code Blue, som man blandt andet har i New York City, hvor mere end 50.000 hjemløse sover i shelters hver nat.

http://mashable.com/2014/01/03/nyc-homeless-winter/

Sådan en Blå Kode kunne vi også bruge i Danmark, også selvom vi pt. ikke har streng frost.

Sådan en Blå Kode burde faktisk være en fast del af samfundet året rundt, i regn og sol, i kulde og i varme.

For hvordan kan det hænge sammen, at det danske samfund på den ene side er rigere end nogensinde før, mens vi på den anden tillader at en del af vores medmennesker lever under kummerlige forhold?

Det hænger heller ikke sammen. Det giver på ingen måde mening at være så rig på materielle goder, som det danske samfund er – og så samtidig være så fattig i ånden.

Det eneste, der giver mening, er at deles om goderne. Dele – også med dem, som ikke kan knokle 24-7.

For vores værdi som mennesker ligger ikke i vores evne til at være produktionsdyr. Vores værdi ligger i den simple kendsgerning, at vi er mennesker. Og derudover ligger det dybe i menneskets dna at ville gøre en indsats – og anerkendes for at bidrage til fællesskabet.

Det er i øvrigt det samme dna, der fik amerikanerne til at skabe Code Blue. Et dna, der tror på det gode i mennesket og på fællesskabet. Et dna, hvor vi deler med hinanden. Et omsorgens og kærlighedens dna. Det eneste dna, som vi som samfund og menneskehed, kan overleve på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk