Hammershøi-maleri under hammeren

Endnu et Hammershøi-maleri er sat til salg.

Denne gang er der tale om ”Musikværelset, Strandgade 30”, som ryger under hammeren i morgen d. 16. maj på Sotheby´s Modern Evening Auction i New York. Maleriet er vurderet til at indbringe mellem 20 og 35 millioner kroner, hvilket vil blive den højeste pris nogensinde for et værk af Hammershøi.

Danmarksbloggen er delt.

På den ene side er det skønt, at en dansk maler får så meget opmærksomhed i udlandet – og anses for så god, at hans billeder bliver solgt på samme auktion som værker af mestre som Monet og Pisarro.

Men på den anden side tænker man automatisk: HVORFOR lige Hammershøi?

Mandens billeder er mere end kedelige: Store flader. Linjer. Minimalisme i en 1800-tals-version. Gråt i gråt – og kun enkelte andre farver end de grå nuancer, og som regel endda kun hvidt og sort og måske en anelse brunt.

Man bliver også træt af Hammershøis malerier, inden man har set dem.

Men måske formidler de dén måde, som udlandet kan lide at se Danmark og danskerne på?

For Hammershøis malerier er som et Nordic Noir skildret så dystert og kedeligt, at det bliver et mareridt. Et mareridt uden liv og uden farver. Bare stilstand og død i en del af verden, som er frosset til i kulde og lukkethed størstedelen af året.

Sådan er Danmark måske – og i så fald har vi ingen bedre repræsentant end Hammershøis billeder, som er et vældigt dyrt (åbenbart) og dødsens kedeligt mareridt i grå nuancer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november

November er en lang og trist måned. Danmarksbloggen har derfor sat sig for at skrive om verdenskendt dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november.

Vi starter med Wilhelm Hammershøi … vores vældig verdensberømte maler, hvis maleri ”Interiør fra Strandgade 30” skal sælges i slutningen af november på auktion hos Bruun Rasmussen, hvor maleriet forventes at indbringe ikke færre end 30 millioner kroner.

Det er vildt mange penge for et billede af en dør, et vindue og en kvinde, der står og læser i en bog – endda et billede udelukkende lavet i diverse hvide, grå og sorte nuancer, som Hammershøi er kendt for at holde sig til. Sand nordic noir – og sand minimalisme kunne man sige. Ikke desto mindre så enkelt, at det bliver massivt kedeligt.

Lige i hælene på Hammershøi som mester af det triste kommer Michael Kvium, som basalt set kun har malet ét billede i sin glorværdige karriere, nemlig af den samme grimme mand i forskellige situationer og fra forskellige vinkler. Her er der flere farver med, men det er stadig trist.

Ikke desto mindre falder i det mindste kunsteliten og alle wanna-bee-kunstelite-individer i svime over disse mandslinger i de forskellige akavede positioner, og kalder Kviums malerier for ”stor kunst, som siger noget om samfundet – og om os nutidsmennesker”.

Danmarksbloggen mener, at Kviums mandslinger i bedste fald kan sammenlignes med det tomgangs-blik, som man ser hos de mange, der sidder bøjet over deres mobilskærm på vej hjem i bussen, metroen eller toget i myldretiden her i november-mørket.

Danmarksbloggen er helt klar over, at mange vil være vildt uenige i Danmarksbloggens påstande om Hammershøi og Kvium – og det er i virkeligheden det bedste af det hele.

For enighed fører til ensretning – og tomgang. Mens uenighed fører til diskussion og nye tanker – så nye frø kan spire. Og det kan også ske her i årets kedeligste og mest grå måned, hvor det bliver mørkere og mørkere dag for dag – og hvor lyset og farverne endnu er meget langt væk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk