Det lyder måske besynderligt, men skal vi have medmenneskeligheden og tolerancen tilbage i samfundet, så går vejen via høfligheden og de gode manerer.
For når vi behandler hinanden godt i det små, i hverdagen, så vil vi også være mere tilbøjelige til at behandle hinanden godt i det store, i den måde som vi indretter os og vores samfund på.
Høflighed og gode manerer fører simpelthen til fællesskab!!!
Lyder det underligt? I så fald, så prøv at høre historien om hvorfor kriminaliteten faldt i New York.
For 20 år siden var New York en by med megen kriminalitet og en hård tone mellem indbyggerne. Det var hver new yorker for sig. Survival of the fittest og alt det andet liberalistiske sludder, som kun skaber junglesamfund, hvor ingen har det godt på den lange bane. Og det var netop også, hvad der skete i den storbyjungle, der hed New York.
Men så kom den nye borgmester Rudolph Giuliani, som forlangte, at fodgængere ikke gik over for rødt lys, at man sagde undskyld, når man stødte ind i hinanden og en masse andre små – og på overfladen ligegyldige – ting. Men det var de ikke.
Giuliani var også manden, der i 1998 sagde til pressen: “Obviously murder and graffiti are two vastly different crimes. But they are part of the same continuum, and a climate that tolerates one is more likely to tolerate the other.”
For sådan er det. Tolererer man den lille overtrædelse, så starter en glidebane, så fodres uhyret – og så starter de mere alvorlige overtrædelser. Heldigvis sker det modsatte også: At fodrer man godheden og forventningen om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, så starter opturen.
Og ja, det virkede i New York. Kriminaliteten raslede ned – og idag er New York en levende, venlig og tryg storby.
Nu er der selvfølgelig forskel på kriminalitet, og på hvordan vi generelt er overfor hinanden og på måden, som vi indretter vores samfund på.
Og så alligevel. For når alt kommer til alt, så handler det stadig om, hvordan vi opfatter vores medmennesker – og hvordan vi opfatter vores rolle i det fællesskab, der hedder samfundet.
Mener vi, at vi har et ansvar for de andre? Eller er det istedet okay kun at tænke på os selv?
Hvis vi mener sidstnævnte, vil vi ikke kun mase os frem i en kø eller blive siddende i bussen, selvom en ældre dame står på og ikke kan finde en siddeplads. Vi vil også mene, at det er ok at skære ned på kontanthjælp, så vi selv kan spare (lidt) i skat. Vi vil give fingeren til dem, som vi føler generer os i trafikken, så vi ikke kan komme (lidt) hurtigere frem. Osv.
Mener vi derimod, at vi har et ansvar for andre – og at samfundet kun kan fungere, hvis vi er empatiske, vil vi give plads til andre på gaden, måske endda med et smil. Vi vil rejse os i bussen og i det hele taget prøve at sprede en god stemning, hvor vi er. Vi vil også vide, hvor vigtigt det er, at vi deles om goderne her i samfundet. Så selvfølgelig skal vi betale skat, så også de gamle, de syge, de arbejdsløse og børnene kan have det godt. Osv.
Og nej, der er ikke nogen mellemvej. Vi er nødt til at vælge, hvad for et samfund vi vil leve i – og så agere derefter. Og det starter med os selv. Hver gang vi er på gaden, på jobbet, i cafeen, i butikkerne og alle de andre steder, hvor vi færdes og mødes med vore medmennesker. Vores samfund defineres nemlig simpelthen af fra de mindste til de største ting, om vi møder folk med en fuckfinger – eller et smil.
Så hvad for et samfund vil vi leve i? Fuckfingerens og egoismens junglesamfund eller venlighedens og smilets varme fællesskab?
For det er hævet over enhver tvivl, at høflighed og gode manerer fører til fællesskab – også i Danmark.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk