Vejen tilbage til 1800-tallets elendighed

Efteråret er kommet med regn og rusk … og om to dage træder kontanthjælpsloftet i kraft. Det kontanthjælpsloft, som vil føre tusindvis af danskere og danske børn direkte ned i fattigdom.

Som Danmarksbloggen ser det, er det nytteløst at tro, at man kan få den nuværende blå-sorte regering til at droppe kontanthjælpsloftet, som blot er et led i en plan om at gøre Danmark så ulige, at vi igen havner i 1800-tallets klasse-samfund og elendighed.

Det er sådan et forfærdeligt junglesamfund uden rettigheder, uden hjælp, uden velfærd. Et samfund, hvor en lille gruppe lever i vild luksus, mens dem, som har et arbejde er bange for at miste det – og derfor sparker nedad mod dem, som er udenfor, fordi de er arbejdsløse, syge, gamle eller på anden måde udsatte.

Et samfund, som vi skal undgå. DERFOR skal vi forpligte de røde partier på at droppe kontanthjælpsloftet og de andre ordninger, der viser den gale retning. De er også med allerede – altså på nær Socialdemokratiet. SÅ skal det virkelig batte noget – det som vi gør, alle os der vil tryghed, solidaritet og velfærd – så er det Socialdemokratiet, der om nødvendigt skal presses til medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Banditter i habitter

Banditter i habitter. Så kort kan man beskrive de mange velhavende og kendte mennesker verden over, der blev afsløret i går i det, som kaldes det største læk nogensinde. Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/verdensledere-og-superstjerner-afsloeret-i-brug-af-skattely

Der er tale om mænd og kvinder, som på overfladen er pæne mennesker med manererne i orden og håret sat. Men i virkeligheden har de – uanset om de er statsledere, konger eller er stjerner – med deres millioner og milllarder i skattely en moralsk habitus på niveau med rockere og andre, som organiserer sig i bander verden over.

For de er mennesker, for hvem det kun drejer sig om sig selv – og aldrig om fællesskabet og den medmenneskelige forpligtelse, som vi alle har overfor hinanden.

Det værste er imidlertid, at disse banditter i habitter i mange lande – også Danmark – har politikere, der taler deres sag, og som ønsker et junglesamfund, hvor ingen kan vinde på den lange bane, men alle kun kan tabe. Ja, de er selv politikerne i visse tilfælde.

I Danmark møder vi de politikere i Liberal Alliance og til dels Venstre, og de taler til de laveste instinkter – til stodderen og ikke til kongen. Lad være med at lytte til dem.

Lyt i stedet til dem, som taler til kongen i os – til solidariteten og menneskeligheden. Så kan vi nemlig skabe et godt samfund!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dét gør ulighed ved et samfund

Ulighed var – sammen med ebola – det store emne ved midtvejsvalget i USA i november. Desværre fylder det ikke meget, om noget i Danmark – heller ikke i den valgkamp, der venter lige om lidt.

Men ulighed burde være det store samtale- og valgemne i Danmark i stedet for de indvandrere og flygtninge, som højrefløjen sætter i fokus på i et forsøg på at skjule deres egen umenneskelighed. Et fokus, som regeringen desværre er hoppet med på.

Men det store problem er ikke indvandrere og flygtninge. Det store problem er uligheden.

For hvad er det lige, at ulighed gør ved et samfund? Giver det vækst? Gør det overhovedet noget godt, som især Venstre og Liberal Alliance hævder? Svaret er et rungende nej.

Ulighed skaber i stedet blot angst og utryghed.

Og Danmark har i flere årtier ikke været mere ulige end det er idag, hvor dem i arbejde er bange for at miste deres job – og dem, der er udenfor arbejdsmarkedet, kæmper en kamp for at overleve på umenneskeligt lave ydelser.

Det nye – og ulige – Danmark er som en jungle, hvor de stærkeste overlever, de svage bukker under – og dem med en anden hudfarve end hvid bliver udnævnt til syndebuk.

Er det virkelig dét Danmark, som vi ønsker? Danmarksbloggen mener NEJ.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høflighed og gode manerer fører til fællesskab

Det lyder måske besynderligt, men skal vi have medmenneskeligheden og tolerancen tilbage i samfundet, så går vejen via høfligheden og de gode manerer.

For når vi behandler hinanden godt i det små, i hverdagen, så vil vi også være mere tilbøjelige til at behandle hinanden godt i det store, i den måde som vi indretter os og vores samfund på.

Høflighed og gode manerer fører simpelthen til fællesskab!!!

Lyder det underligt? I så fald, så prøv at høre historien om hvorfor kriminaliteten faldt i New York.

For 20 år siden var New York en by med megen kriminalitet og en hård tone mellem indbyggerne. Det var hver new yorker for sig. Survival of the fittest og alt det andet liberalistiske sludder, som kun skaber junglesamfund, hvor ingen har det godt på den lange bane. Og det var netop også, hvad der skete i den storbyjungle, der hed New York.

Men så kom den nye borgmester Rudolph Giuliani, som forlangte, at fodgængere ikke gik over for rødt lys, at man sagde undskyld, når man stødte ind i hinanden og en masse andre små – og på overfladen ligegyldige – ting. Men det var de ikke.

Giuliani var også manden, der i 1998 sagde til pressen: “Obviously murder and graffiti are two vastly different crimes. But they are part of the same continuum, and a climate that tolerates one is more likely to tolerate the other.”

For sådan er det. Tolererer man den lille overtrædelse, så starter en glidebane, så fodres uhyret – og så starter de mere alvorlige overtrædelser. Heldigvis sker det modsatte også: At fodrer man godheden og forventningen om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, så starter opturen.

Og ja, det virkede i New York. Kriminaliteten raslede ned – og idag er New York en levende, venlig og tryg storby.

Nu er der selvfølgelig forskel på kriminalitet, og på hvordan vi generelt er overfor hinanden og på måden, som vi indretter vores samfund på.

Og så alligevel. For når alt kommer til alt, så handler det stadig om, hvordan vi opfatter vores medmennesker – og hvordan vi opfatter vores rolle i det fællesskab, der hedder samfundet.

Mener vi, at vi har et ansvar for de andre? Eller er det istedet okay kun at tænke på os selv?

Hvis vi mener sidstnævnte, vil vi ikke kun mase os frem i en kø eller blive siddende i bussen, selvom en ældre dame står på og ikke kan finde en siddeplads. Vi vil også mene, at det er ok at skære ned på kontanthjælp, så vi selv kan spare (lidt) i skat. Vi vil give fingeren til dem, som vi føler generer os i trafikken, så vi ikke kan komme (lidt) hurtigere frem. Osv.

Mener vi derimod, at vi har et ansvar for andre – og at samfundet kun kan fungere, hvis vi er empatiske, vil vi give plads til andre på gaden, måske endda med et smil. Vi vil rejse os i bussen og i det hele taget prøve at sprede en god stemning, hvor vi er. Vi vil også vide, hvor vigtigt det er, at vi deles om goderne her i samfundet. Så selvfølgelig skal vi betale skat, så også de gamle, de syge, de arbejdsløse og børnene kan have det godt. Osv.

Og nej, der er ikke nogen mellemvej. Vi er nødt til at vælge, hvad for et samfund vi vil leve i – og så agere derefter. Og det starter med os selv. Hver gang vi er på gaden, på jobbet, i cafeen, i butikkerne og alle de andre steder, hvor vi færdes og mødes med vore medmennesker. Vores samfund defineres nemlig simpelthen af fra de mindste til de største ting, om vi møder folk med en fuckfinger – eller et smil.

Så hvad for et samfund vil vi leve i? Fuckfingerens og egoismens junglesamfund eller venlighedens og smilets varme fællesskab?

For det er hævet over enhver tvivl, at høflighed og gode manerer fører til fællesskab – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk